78
saa aabenhiertig tilstaaer hende min Skrøbelighed. Ak hvor hiertehoppende
har ikke min Glæde været, saa ofte jeg har nydt den uskatteerlige Lykke, at
være udi hendes angenemme og oplivende Selskab? Ak! hvor mange for¬
lystende, indtagende, ja hierteqvalmende Discourser har jeg ikke hørt af
hendes sukkersøde Læber; saa at jeg Natten derpaa har havt et godt Sveede¬
Bad. Hvor fortrylled, hvor henrykt var jeg ikke forgangen Dag, da jeg
hørte hende udi et vist Selskab at føre Ordet aleene? Hvor forgabet sad jeg
ikke, da jeg hørte, at hun endog vidste at dømme om nærværende Urolighe¬
der i Europa? hvor forundringsværdigt var det ikke at høre hende comman¬
dere den Franske Armee med sin Vifte, og at giøre en Ragout paa sin Tal¬
lerken af de Russiske, Preussiske og andre Magters Krigstropper?
O! hvor stor en Menneske=Hadere maa dog ikke den Drømmere være
at han har vildet anfalde saa fornøyelig en Skovskade og Papegoye, som
hun min allerfornøyeligste Madame er, med hans Natte=Drømmerie? men
jeg skal og vide at tage ham i Tieneste paa hendes Vegne. Tag hun, min
allerdeyligste Madame, imidlertiid min Sans Pareille Flaske at lugte til, at
ikke Erindringen om Drømmerens Skrivelse skal qvalme hende for Hiertet.
Hvad bifald meener hun vel, min allersødeste Madame! at Drøm¬
merens Bebreydelser skal finde, naar jeg godtgiør, at han er en Mand,
paa hvis Ord og Løfter man aldeeles ikke kan forlade sig. Den der engang
bliver greben i aabenbare Løgn, bør jo aldrig siden staae til at troe, om han
end havde de allerklareste Sandheder at fare med. Drømmeren har ved at
anfalde Madame S. med hans Natte=Drømmerie, handlet tverimod hans
Ord og Løfte, nemlig; at han alene vilde fortælle Dag=Drømmere, men
ikke Dag=Drømmersker, fine Drømme. Ergo, er Drømmeren en Mand
paa hvis Ord og Løfter man aldeeles ikke kan forlade sig. Jo, jo! der
staaer han nu i een smuk Maade. Men nu vil vi være saa ædelmodige at
lade hans Ord staae til at troe; og da spørger jeg, om Drømmeren var
fuldkommen overbeviist om, at de Damer og Jomfruer ikke vare saaleedes,
som hun, min velskiønnende Madame afridsede dem udi hans Nærværelse
og Paahør? Men er det forbuden at tale Sandhed? Bør man ikke kal¬
de Sort Sort, og Hvidt Hvidt? Hvorudi har da vel min veltalende Mada¬
me fortalt eller forseet sig?
At Drømmeren fremdeeles forundrer sig over, at min allerkiereste Ma¬
dame, endskiønt hun veed med sig selv, at hun ikke staaer antegnet paa de
Dydiges Liste, torde i et offentlig Selskab hegle andre af hendes Kiøn igien¬
nem, er meget enfoldigt. Burde han ikke vide, at det er og har været en
god gammel Skik, at man laster det hos andre, som man selv elsker og
