79
øver, for at bringe de Tilhørerne paa de Tanker, at man selv ere Engle¬
reene. Men Drømmeren røber endnu meere sin støre Eenfoldighed, naar
han kaster min allerdydigste Madame hendes egen Adfærd i Næsen udi hen¬
des yngre Ægtestands Aax. Der spørges ikke om, hvad og hvordanne vi
have været; men hvad og hvordanne vi nu ere. Da min Gienbøes Pige for
et Aar siden gik til Slagterboden med en Torvespand paa Armen, ansaae
jeg hende for den, hun den Tiid var, nemlig en Tienestepige, og jeg kaldte
hende da med Hatten paa Hovedet lille Trine. Men nu hun i Aar har giort
et Spring fra Kiøkkenet ind i et Sovekammer hos hans Velbyrdighed Hr.
Hierter=Knegt, nu hun har erhvervet sig en Fløyels Kaabe, og har ladet
sit Nakkehaar indbinde eller indflette, kalder jeg hende med Hatten i Haan¬
den Jomfrue, saasom jeg veed, at hun nu er et langt agtbarere Dyr, end
hun forhen har været; og hvo veed, om jeg ikke ad Aare igien kan see mig
nødsaget til at kalde hende min naadige Frøiken? J Gaar en Lurendreyer
J Dag en anseelig Mand. Altiid frisk Luft. Men trods min gode Drøm¬
mere, at du i Morgen tør sige mig, hvad og hvordan jeg var for to Dage
siden. Her spørges da, hvordan min allerdydigste Madame nu er? Kan
Drøømmeren vel sige hende paa, at hun nu for nærværende Tiid lader sig
opvarte af Galaner; nu Forgyldningen er ganen af St. Giertrud? Men
min allerdeyligste Madame, hvo skulde vel vilde agte, hvad en Drømmere
siger, der udi Søvne snakker over sig? Jeg for min Part fæster mine Øy¬
ne paa de forundringsværdige Dyder, hun nu besidder, og i sær paa hendes
vidtberømte Veltalenhed og naturlige store Gaver, at kunde paa en behage¬
lig Maade skiære Næse og Øren af Folk.
Endeligen ønsker Drømmeren sig at kunde have staaet i en Krog, for
at høre min veldømmende Madames Anmerkninger over hans Persen, da
han forlod det Selskab, hvor hun var. Ak min allerdeyligste, min alleryn¬
digste, min allerelskværdigste, min allersødeste Madame! tien mig dog, jeg
beder, jeg kysser hende tusinde Gange i mit Hierte, tien mig dog i at stille
hans Nysgierrighed. Behag hun kun at sige mig til; og jeg skal skrive
saa det skal rasle baade paa Papiret og i hans Øren:
"Denne Monsieur eller Herre, hvad jeg maa kalde ham, som jeg nu
fulgte til Dørs, er det allerutaaleligste Menneske, Jorden kan bære!
(Det har jeg Madam.) Det er eder vel bekiendt, at en Sot molesterer
Publicum med et Ugeblad, under Titul af Drømmeren, hvorudi han giver
sig den anstødelige Frihed at censurere godt Folk, og at criticere deres
Forhold og Oeconomie, og denne er just den Person, der nu gik bort. En
"temmelig lang Gratulations Visite; ha, ha, ha! (Det har jeg Madam.)
Man har en Verite faa meget desmeer Raison til at irriters over hans
