87
rament, Alder og Natur. Den Skibs=Præst, som skriftede Biskoppen med
den samme Skrifte=Formular, som han sædvanlig brugte til sine ryggesløse Ma¬
troser, var altsaa ligesaa fornuftig og skiønsom udi hans Medicin, som J ere.
J det øvrige giøre J eder ingen Samvittighed over, at dræbe eller forqvakle en
Patient og at forlænge Sygdoms Tiden, for at kunde trække des større Salarium;
ja vel og at lade eder bestikke af visse Folk, for at lade deres uduelige Vahre pas¬
sere upaatalte.
Min alvorlige Formaning til eder er da denne: Saa mange af Jer, som
have lagt sig efter Chirurgien og practicere samme, bør alene blive derved, og in¬
gen Tiid befatte Jer med indvortes Lægedomme. Lærer Chirurgien og de didhen
henhørende Ting til Gavns, og practicerer den samme med Fornuft og Samvit¬
tighed, vidende, at en god Feldtskiær er bædre og gavnligere, end en slet Docter,
og at en vankundig og uforfaren Docter er tre Gange farligere, end en slet Feldt¬
skiær. Hvis denne min Formaning ikke skulle staae eder an, da raader jeg eder,
at J forlade begge Deele, og i dets Sted oprette et Laug med Stadens Svine¬
Slagtere.
Saa mange derimod iblant eder, som have appliceret Jer til Medicinen,
og practicere samme, (hvilket J alle i Fleng giøre,) eder formaner jeg, at J først
bør lære at kiende eders egne Sygdomme og see de samme hævede, at J i Steden
for eders store Vankundighed, Gierrighed og Pralerie, kan blive udrustede med
den fornødne Kyndighed til saa vigtig en Forretning, saa og ved eders Praxin vise
Samvittighed og Retsindighed. Men hvis J ikke skulle kunde finde eders Reg¬
ning ved at efterleve denne min Formaning, da raader og befaler jeg eder, at J
blive Degne i Landsbyerne, da J med en roeligere Samvittighed kan opfylde
Kirke=Gaardene med eders skraalende Stemme, end nu med døde Kroppe. Her¬
med endte vores ærværdige Fader Æsculapius sin Tale, og glad blev jeg; thi min
Samvittighed begyndte allereede at skrubkaage i mig.
Men, min Herre! jeg begriber dog ikke, hvorfore vi saa kaldede Doctores
og Licentiater skal stedse høre saa ilde, fordi vi enten formedelst vores Ukyndig¬
hed, (den jeg kan rose mig af i en høy Grad,) eller ved vores Ufor sigtighed for¬
fløtte en anseelig Deel Mennesker, endogsaa de, der besidde Høyhed og Velstand,
besvære sig jo over dette Livs Møysommeligheder og Besværiigheder. Burde
man da ikke meget meere rose og takke os, fordi vi paa saa fiin og lemfældig en
Maade skille dem ved et Liv, der efter deres eget Vidnesbyrd er dem til Byrde?
Lader fremdeeles en stor Deel Arvinger tale; og hvad giælder, at de med største
Berømmelse og Tak vil erkiende, at vi ved vore forvendte Curer have des hasti¬
gere forfløttet enten deres Forældre, eller Morbrødre, eller Farbrødre, eller an¬
dre nærpaarørende til de evige Boliger. En ikke mindre Tak og Berømmelse
