91
lastværdigste Bedrifter som Ædelsteene udi deres levnets Historie. De stræbe
at giøre deres Navne udødelige ved at forføre andre; og de, der ikke vil blive dem
lige, ere i deres Øyne de daarligste og blindeste Mennesker i Verden. De ere saa
meget des vanskeligere at kunde igiendrive, saasom de hverken antage Naturens
eller de aabenbarede Sandheder; og holder man maaskee ikke uden Grund fore,
at de snarere vilde bringes til Beskæmmelse, ved ofte at lade dem afcopiere paa
vore Skuepladse, end ved de grundigste Refutations=Skrifter.
Der han havde givet mig denne Underretning om disse Jndbyggere, ledsa¬
gede han mig videre frem, for at see mig om. Jeg havde her endnu ikke nogen¬
steds forefundet nogen Kirke, og da jeg udlod mig med min Forundring herover,
svarede han: Jeres Forundring over denne Post vil falde af sig selv, naar J erin¬
drer Jer den Beskrivelse, jeg har gjort Jer over disse Jndbyggere. Jeg spurgte
derpaa, hvordan en Religion de have, Han svarede: Een selvgjort, eller ret¬
tere sagt, ingen. Hvordan er deres Lov, spurgte jeg videre? Han svarede:
Deres Villie er deres Lov, og Frue Selvraadighed deres Øvrighed, med
hvilken de til alle Tider og i alle Maader ere særdeeles vel fornøyede, og man har
aldrig her, som i vore Lande, hørt ringeste Knurren eller Mynstring over Øvrig¬
hedens Foranstaltninger. Jeg spurgte fremdeeles, paa hvad Fod Oeconomien
er udi dette Land, og hvordan deres Nærings Maade er, Han svarede: Herom
kan jeg ikke give Jer nogen tilforladelig Underretning; dog synes de, ligesom en
vis Nation hos os, at leve af at synge og at stange deres Tænder med en Fier.
Vi vare imidlertiid komne til en Myre=Tue, hvor een af de der vrimlende
Myrer krøb i en Hast op paa Spidsen af Tuen. Jeg studsede, i det dette lille
Dyr begyndte at tale os til, og bad os, at vi ville tage hans Boelig tillige med hans
Kamerader med os til vores Land; thi dette Lands Jndbyggere, sagde den videre,
foregaae os med et ondt Exempel, og hade os for vores Arbeidsomheds Skyld.
Derefter kom vi til en Bie=Kube, hvor een af de der værende Bier tiltalede os
saaleedes: Ak mine Herrer! fører dog vores Boelig med eder til eders Land,
thi vi kan ikke uden Forargelse opholde os længere her. Vi holde udi denne vo¬
res lille Republik god Orden, og handthæve Retfærdigheden paa det strengeste
iblant os; men dette Lands Jndbyggeres Uordentligheder og Uretfærdigheds
Handeler ere os til største Afskye, og jeg befrygter, at mine Undersaatter skal blive
befængte af disse ureene Skabninger. Vi kom derefter til en liden Hytte, hvor
vi igiennem Døren, som stod aaben, blev en Mand vaer, der sad og læste i en
temmelig stor Bog; men i det vi nærmede os til hans Hytte, lagde han i en Hast
Bogen fra sig, og hyllede en Skindpelts over den. Vi gik ind til ham, og han
kom os fore, som een af vore overjordiske Eremiter. Min Ledsagere forlangte
at see den Bog han havde bortgiemt, og da han havde beskuet os noget nøye, sagde
han. Jeg seer, at J gode Herrer ikke ere af dette vederstyggelige Lands Jndbyg¬
gere, derfore kan jeg vel uden Hazord vise eder den. Jeg aabnede Bogen og
kiendte den. Denne Bog, sagde Manden, er meget hellig udi mine Øyne,
