99
Jeg var engang paa min Reise fra Hadersleb til Kiel, (man maa dog ikke
tænke, at jeg er den anden Geert Westphaler) underveys kommen ind udi et Her¬
berge, hvor jeg blev ført op paa en stor Sahl. Jmedens jeg der spatserede frem
og tilbage, blev jeg vaer, at der allevegne svævede noget for mine Øyne. Dog
saasom det var høy lys Dag, blev jeg derudover aldeeles intet forskrækket. Efter
adskillige Pøusninger paa, hvad dette kunde være, faldt jeg paa at troe, at der
maatte stikke noget Hexerie under; og saasom jeg havde hørt, at man kan for¬
drive Here ved Svøvel=Røg, bad jeg Pigen, som bragte mig det jeg havde for
langt, at hun vilde skaffe mig noget Svøvel og et Fyhrfad med Gløer, hvilket jeg
og strax bekom. Jmedens jeg røgede, mumlede jeg disse kraftige Manings Ord
hos mig selv; Pes, Aries, Paries, Palmes, cum Limite Stipes &c. Men til
min største Forbauselse erfarede jeg en stridig Virkning af min Svovel=Røgning;
thi aldrig saasnart havde jeg begyndt at røge, at jo de svevende Spøgelser bleve alt
meere og meere kiendelige for mine Øyne, og jo stærkere jeg røgede, jo fleere
Skabninger fik jeg at see i menneskelig Dannelse. J en Kant af Sahlen saae
jeg nogle Personer indgravede i Rigets Forretninger, men derhos færdige at lade
en heel Sag ligge, fordi de ikke kunde blive enige om et vis Lapperie, som intet
giorde til Hoved=Sagen. J en anden Kant saae jeg nogle Personer i Haaret
paa hinanden over en Orm, som de havde fundet i Skindet paa en Act eller en
Rigs=Affaire. Den ene sagde, at Ormen havde 6 Fødder; den anden paastoed
derimod, at den havde 8te Fødder, og dermed gik Tiden frugtesløs bort. Paa
et Sted saae jeg nogle høymodige Personer, der med største Myndighed gave de¬
res Betænkning over en og anden forekommende Sag. De talede om alting,
som det var intet, og om intet, som det var al Verden; men alt det de sagde, var
lutter Lapperie. Paa et andet Sted saae jeg en Person, under sine vigtige For¬
retninger at blive forskrækkelig utaalmodig over et par Rynker, han havde faaet
paa sin Kiortel. Han slengte alting, og gav sig i Færd med at slette Rynkerne ud;
men i det han udi sin Hidsighed greeb Feyl af Klædebørsten og gav sig til at børste
med Blekhuset, blev det sidste, til hans Utaalmodigheds største Forøgelse, verre
end det første. Fremdeeles saae jeg nogle Personer at sidde saa henrykte over at
reenskrive nogle dem forelagte Concepter, at de ikke kunde høre, man talte dem til
saa at neppe nogen Stats=Minister med en heel Tractat i Hovedet, kunde meene
sig at være i saa vigtig en Forretning, som disse med deres Perlestikker=Arbeide.
Derimod saae jeg andre at spatsere heele Tiden frem og tilbage med Pennen bag
Øret. Disse, tænkte jeg ved mig selv, skal ikke lettelig sanke sig Skiørbug, for¬
medelst deres stille Sidden ved deres Arbeide.
Men naar skulde jeg vel blive færdig med mit Blad, hvis jeg skulde blive
ved at opregne de uendelige naturlige Syner jeg her havde? Dette maa jeg dog
erindre, at jo meere Svovel=Røgen tog af og forsvandt; jo mindre synlige bleve
disse Skabninger for mig. Hvis nu Drømmeren havde været her i mit Sted,
