100
om, ere som intet imod Eder, hvad skulde jeg sige, imod disse selsomme Skabnin¬
ger, som Drømmeren her giver en Afridsning paa; og tør jeg hartad bande paa,
at disse Vandskabninger ingensteds ere at finde, uden i hans eget vanskabte Ho¬
ved, at jeg meget meere finder herudi et uimodsigeligt Beviis paa den grundige
Slutning, jeg til Monadologiens Forbedrelse, gjorde mig udi mit sidste Blad,
nemlig; at Drømmerens vanskabte Tanker og Forestillinger have, formedelst
en svøvelagtig Luft, presenteret sig for ham udi saadanne selsomme Dannelser.
Ak, hvor kan dog ikke Mangel paa Indsigt udi den høyere Philosophie, føre
et Menneske paa adskillige utroelige Forestillinger. Jeg kan ey, mine Herrer!
bare mig for at lee af mig selv, naar jeg erindrer mig, at førend jeg blev saa stærk i
Monadologien, saasom jeg nu, uroest, er, og jeg en Dag, efter min Middags¬
Søvn, var spatseret ud paa Byens Fælled, ansaae jeg det, der gaaende, Horn¬
Qvæg for Mennesker, og gav mig ordentlig i Snak med dem. Men naar jeg nu
erindrer mig, at jeg samme Dag om Formiddagen, havde besøgt endeel gifte
Mænd, der alle, ved hvad for et Tilfælde, veed jeg ikke, havde faaet nogle kiende¬
lige Vexter i Panden, indseer jeg strax Aarsagen til dette mit den Tiid havte Mis¬
syn, og blues ved min da værende Vankundighed. Saaleedes gaaer det og med
vores Drømmere. Hans Vankundighed førleeder ham til at ansee de Forestil¬
linger om de forhen erfarede Ting, som hans Phantasie giver ham, for virkelige
Skabninger. Dog denne hans Vildfarelse, kunde man vel nogenleedes skienke
ham; i sær, da han, som heel vel betænkt er, ikkun giver sine selsomme Fortæl¬
linger ud for Natte=Syner, da man just ikke kan forlange, at han skulde kunde see
saa nøye og ret til i Søvne. Men at han er saa taabelig, at han giør Hentydnin¬
ger af sine indbildte Syner paa vedkommende Personer, naar han er lys vaagen,
(dog jeg skulde snart troe, at han sover alletider,) er en alt for tugtelsesværdig
Vildfarelse, at man skulde med en uskad Samvittighed, kunde lade ham utiltalt
fremture derudi. Og saasom han udi Slutningen af sin Skrivelse til Eder,
mine Herrer! vil have Eder henviste til mig, for at faae en nærmere Forklaring
over hans omdrømte Vanskabninger; skal jeg og, efter den Alvidenhed han beha¬
ger at tillegge mig, giøre en saadan Udtydning derover, at den gode Drømmere
vel en anden Gang skal tage i Betænkning at giøre mig til Drømme=Udtolkere.
Men see, her bringer man mig et Brev, mine Herrer behager at undskyl¬
de, at jeg ophører med den belovede Udtydning, imedens jeg læser det.
Hr. Anti=Drømmere!
"Udi vores lille og hartad ubekiendte Bye, have vi for nogle Maaneder
siden, havt en Besøgelse af en ubekiendt Mand eller ung Karl fra Eders
"Stad, hvis Væsen vel kom os noget underlig fore, men desuagtet beteede vi
ham dog al optænkelig Æres=Beviisning, og giorde ham alt det Gode, vi ef¬
ter vores ringe Evne kunde. Nogle Ugers Tiid efter hans Bortreyse herfra,
"bliver os sendt et Blad paa Prent, under den Titel, Drømmeren, hvoraf
