Anti=Drømmeren.
Num. 26.
Tirsdagen, den 13de May 1760.
Hrrr Aa*
J¬
eg veed, min Herre! det ey kunde anstaae Deres Høyhed, at De skulde
værdige Drømmeren med noget Giensvar paa hans nærgaaende Skri¬
velse. Jeg kunde vel og fremføre en heel Hob paa min Herres Vegne og
til Deres Forsvar; thi jeg erindrer mig meget vel, hvorleedes det gik til i Maa¬
nen, imedens jeg opholdte mig der, for at kunde spise min politiske Stokfisk i Roe
for Snylte Giester, af hvilke jeg befrygtede, at skulde faae alt for mange her paa
Jorden til denne Ret. Jeg erfarede, siger jeg, i Maanen, at ligesom Frie=Aan¬
derne, hvor de indfinde sig, blive gemeenligen anseete med umilde Øyne; saalee¬
des bleve og her det Slags rare Mænd, der med lige saa stor Frimodighed som
Oprigtighed, gave deres Tanker tilkiende i et eller andet, i Henseende til det al¬
mindelige Væsen, belønnede med Had og Forfølgelse. Mennesker af det Slags,
der qvæle Samvittigheden i sine Bevægelser, bleve her som oftest tagne under
Armene af dem, der vare forbundne til at have et vaagent Øye over alt det, der
kunde fornærme det almindelige Bædste. De reedeligste Patrioter, bleve der¬
imod her som oftest forviste til en anden Planet, for deres Troskab, og fordi deres
Samvittighed tillod dem ikke at nedsluge Cameeler, og at lukke begge Øyne til,
for at lade andres egennyttige Handler spatsere upaatalte. Jeg tænkte da ved
mig selv, (thi i Maanen er det ey tilladt at tale, men vel at tænke,) mønne saa¬
danne Brødre, der paa adskillige hemmelige Veye og Maader, give deres Mis¬
fornøyelse tilkiende over dem, der iagttage en Patriotes Pligter, ikke med Rette
kan kaldes det Borgerlige Selskabs afsagde Fiender, der giøre sure Ansigter,
naar Bedragerier stilles i deres sædvanlige Løb? Monne man ikke kunde forvisse
dem, der storme imod Samvittigheden, og lade det almindelige Bædste jevne sig
selv, om den bædste Lykke? Ja, tænkte jeg videre, monne man ikke i Betragt¬
ning heraf kunde med Føye undskylde dem, der, for at undgaae de Fortrædelighe¬
