108
matiske Sæde=Lære, der fremsættes ved Vægt og Maal, legger man ey aleene
Folk det Onde og Gode for Øyen; men man viser dem og tillige, hvorleedes
Storheden i begge Deele kan bestemmes, og det ikke ved nogen Slutning efter
Rimelighed, at det kan synes at være saa, formedelst Sammenligning med den
eller den Giernings Følger og Udfaldhos andre, men ved en proportional Vægt
og Afmaaling.
Min Herre skal strax see en Prøve herpaa. De vilde behage at give mig
Deres Laster og Dyder hver for sig, paa tvende Stykker Papiir optegnede. Han
bragte mig derpaa strax de behørige Skriver=Reedskaber. Jeg efterkom hans
Begiering. Paa en Lap Papiir skrev jeg mine Dyder, som ere følgende: Jeg
sætter ingen Tiid, som andre mine Laugs=Brødre, det til paa en Fri=Mandag,
som jeg har fortient den heele Uge forhen. Jeg lader min Kone og mine Døttre
klæde sig efter deres Stand. Jeg fornøyer alle Petits=Maitres med de nyemo¬
digste Snit og Dannelser paa Klæde. Jeg giør en og anden fattig Pige meget
godt, saasom jeg selv har en gammel Kone, &c. &c. Paa en anden Lap Papiir skrev
jeg den eneste Feyl, jeg har, nemlig denne: At jeg, saa ofte jeg kan komme til
dermed, skakrer det meeste jeg kan, fra dem jeg har at arbeide for. Da dette var
bestilt, lagde han begge Lapper Papiir paa sin Vægt. Men hvad skeede? Jeg
bander baade Veyer=Mesteren og hans Vægt, hver Gang jeg tænker derpaa.
Tænk eengang, hvor forhexet en Vægt det var. Den Lap, paa hvilken min eneste lille Feyl
var skreven, havde Overvægten. Jeg seer, sagde den forhexede Veyermester, at min Herre
studser ved denne mathematiske Overbeviisning om Storheden i det Onde og det Gode, som
findes hos Dem. Skulde man nu, uden Hielp af denne min Vægt, have sluttet efter Rime¬
ligheden, maatte man jo nødvendig have agtet Dem for en meere dydig, end lastefuld Mand.
Men min Herre maa vide, at det udi den mathematiske Sæde Lære ikke kommer an paa Dy¬
dernes eller Lasternes Mængde, men paa deres indvortes Beskaffenhed og Vægtighed; hvor¬
udover det ofte skeer, at en eneste Dyd beholder Overvægten over Sneese Løster, og en ene¬
ste Last over Sneese Dyder. Jeg blev end meere forbittred over denne mathematiske Slud¬
der, og løb min Vey.
Der jeg havde sovet min Morgen=Ruus ud; (thi jeg maa nødvendig have min tre Ru¬
ser om Dagen, i Følge af den bekiendte Sætning, at alle gode Ting ere Tre,) og jeg erindrede
mig denne min Drøm, giorde jeg mig heraf den faste Slutning, at vores Drømmere maa
være en mathematisk Sæde Lærer; thi jeg begriber ellers ikke, med hvad Grund han har kun¬
det giøre Dem, min Herre, til en slet Patriot, allerhelst da han tilstaaer, at min Herre ey
alene besidder den fornødne Forfarenhed og Dygtighed til det Dem anbetroede Embede,
men at De endog i alle Maader upaaklageligen beopagter det samme. Følgeligen slutter jeg
ikke uden Grund, at Drømmeren har af sin moraliske Vægt ladet sig forleede, til at fælde en
saadan Dom over min Herre, da den eneste Feyl han antegner hos min Herre, nemlig: en
utidig Menneske Frygt, maa ved Veyningen have behol t Overvægten over Deres mange
besiddende Dyder. Men, min gode Drømmere, hvor lidet paalidelig er vel ikke en saadan
mathematisk Sæde=Lære? Jeg sætter, at en Flue, som let kan skee, sætter sig i det samme
paa een af Vægtskaalerne, og du ikke bliver den vaer; saa spørger jeg, om ikke den bædste
Mand kunde ved samme Leilighed blive den værste, og den værste den bædste i dine Øyne?
Jeg meener altsaa, at det kunde være nok sagt til min Herres Forsvar, naar jeg siger, at det
sluttelig er gaaen saa til, da Drømmeren veyede Deres Feyl og Dyder. Har jeg herudi truf¬
set min Herres egne Tanker, smigrer jeg mig selv med Deres høye Bevaagenhed udi alle
April=Maaneder, og forbliver &c. &c.
n¬
lmprimatur C. HORRBBON.
