111
Moden. Saaleedes kan der vel og have været en Tiid, da det har været Mo¬
den, at en Embedsmand skulde være nidkier, flittig og uegennyttig udi sit Embe¬
de, hvilken gamle Mode vel og endnu iagttages af nogle hist og her adspredte Se¬
paratister eller gammeldags Brødre, af hvilke min Herre (fy for en Skam!) er
da een. Men min Herre smigrer sig falskeligen selv, hvis De tænker, at disse
Dem af Drømmeren tillagte gode Egenskaber, ere saa priisværdige udi mine og
andre la Coutumes Tilhengeres Øyne. En roesværig Embedsmand kalder vi en
saadan, hvis Forfarenhed og Jndsigt udi det paatagne Embede er liden eller in¬
gen; som ikke lader Embedets Forretninger, men dets Jndkomster, (dem han
per Fas & Nefas giør saavidt ud han kan,) være sin Hoved=Sag, som udi ethvert
Selskab praler af sit Embeds Vigtighed, uagtet samme gierne kunde upaaklage¬
ligen forvaltes af en maadelig Cancellie=Dreng, som paa Markat=Viis løber li¬
gesom han var beladt med overlessede Forretninger. Som altid klynker over sin
liden Løn, og derfore ved alle Leiligheder anholder om dens uforskyldte Forbæ¬
dring; som ved alle Leiligheder larmer som en Torden over andre Embedsmænds
Uduelighed og Egennyttighed, endskiønt han selv er begge Deeele. See, min
Herre, en saadan kalder man udi Fordervelsens Sprog, hvad vilde jeg sige?
efter la Coutumes Regler en roesværdig Embedsmand, og følgeligen begriber min
Herre nu selv, at De ikke bør regne Dem iblant disse roesværdige Embedsmænd,
saalænge Deres Embeds Forhold ikke er indrettet efter Moden.
Men ligesom min Herre er i det ene, saa er De og i det andet. Drømmeren anteg¬
ner fremdeeles dette, som noget røesværdigt hos min Herre, at De udi Deres Huus er for¬
nuftig og forsynlig; men den Taasse har lige saa lidet herudi som i det forrige, ladet Moden
dømme om Priisværdigheden. Min Herre maa vide, at det er tvertimod min naadige
Frue la Coutumes Huusholdnings Regler at indrette sin Leremaade efter Fornuften; thi
den naadige Frue befaler, at hverken en ringe Formue, eller faa Jndkomster, eller dyre Ti¬
der, eller en fornuftig Eftertanke om Udfaldet, skal afholde os fra at giøre alting med efter
Moden, og at den ene Naboe ikke maa give den anden noget efter i Prægtighed og Over¬
daadighed; men at alle og enhver skal leve og klæde sig over Stand og Formue efter Moden,
og siden blive Staadere efter Moden. Min Herre vilde derfor behage at strøe vel Salt
paa deres Fornuftighed og Forsynlighed, at den ikke skal suurne, inden den kommer i Mo¬
den igien.
End videre roser Drømmeren min Herre deraf, at De udi beres Forhold og Omgang,
med andre er reedelig, oprigtig og tienstvillig; men hvad min Herres forberørte gode Egen¬
skaber ikke have været tvertimod la Coutumes Leve-Regler, saa ere disse det til Gavns. Ney,
min Herre! De bliver alt mindre og mindre roesværdig udi mine Anti=Drømmerske Øyne;
og jo længere jeg med mine moddrømmende Briller betragter Dem, jo fleere Ting finder jeg
at udsætte hos Dem, saa at neppe et heelt Ark Papiir skulde kunde romme de Feyl, min Herre
begaaer imod Moden. Saa meget maa jeg dog sige min Herre til Deres forbædrende Ef¬
tertettelighed, (den jeg bevægeligst beder, De vil legge paa Hiertet,) at Frue la Coutumes
naadige Villie er, at man vel maa tale kierligt, venligt og fortroeligt med alle; men man
maa ikke meene et Ord af hvad man siger. Man maa vel snakke andre efter Munden, for
at høre dem ud; men man skal sætte sin egen Tale paa Skruer, saa at den, ligesom de Hee¬
denske Oracklers Giensvar, alletider kan forklares i to Meninger. Man maa vel tilbyde
andre sin Tienest,, endog uombedet; men naar det kommer til Fuldbyrdelsen, skal man søge
nogenleedes rimelige Udflugter og Undskyldninger. Mange befinde sig ret vel ved disse la
Coutumes Regler, og hvis min Herre ---- Men jeg seer Deres dydige Kiereste sidder og
smisker; jeg maa og have den Ære at tale et par Ord med Hende.
