112
Hun tænker maaskee, min smukke Madame! at Anti=Drømmeren, der ellers er alle
Fruentimmers hengivne Tienere, ikke skulde have noget at kunde udsætte hos Hende. Jo
Tusind Gange meere end hos hendes gode Kiereste. Med alle de Dyder og roesværdige
Egenskaber Hun besidder, er hun dog ikke en Kone efter mit Anti=Drømmerske Sind, og end¬
nu langt mindre efter Frue la Coutumes Fruentimmer Leve-Regler. Jeg maatte spørge
Hende, Madame! om den Kone forstaaer at leve, (hvilket Madamen, frem for alle Ting,
burdte have lært,) som ikke udi Hendes første Ægtestands=Aaringer har havt en heel Snees
hemmelige Opvartere; som ikke har vidst at tage Herredommet fra Hendes Mand; som ik¬
ke, for at vise Hendes fornemme Smag, har vidst at ligge til Klokken 10 øm Formiddagen,
og lade Hendes Mand opvarte Hende med Caffee eller Chocolade paa Sengen; som ikke har
vidst at hølde Samtale med Hendes Natbord=Speil, og at knurre paa Hendes Piger til Klok¬
ken 12. Som ikke har vidst hver Dag at pynte sig og at sætte sit Hoved og Legeme i en for¬
nemme Stilling til Klokken 1; som ikke har vidst at sidde og snakke over et Middags Maal¬
tiid til Klokken 3; som ikke har vidst hver Dag at giøre eller tage imod Besøgelser; som ikke
har vidst alletider at lade Munden løbe som en Lammerumpe; som ikke har vidst hver Aften
at dreye Hendes hvide Hænder paa et Spillebord til Klokken 9; og derefter at spise igien,
drikke igien, sove igien, drømme igien, staae op igien ved den sædvanlige Tiid, og begynde
igien, hvor hun slap forrige Dag, og dog udi alt dette at lade høre, at hun er bekymret om
Hendes Huusholdning. Jo, jo, min smukke Madame! døm nu kuns selv, hvor roesvær¬
dig en Kone Hun kan være, naar Hun ikke besidder saa ypperlige og priisværdige Egenskaber?
Tænker Hun, Madame! at det giør en Kone berømmelig, at Hun elsker Hendes egen Mand
at Hun apdrager Hendes Børn efter Fornuftens Bydende, at Hun forstaaer sin Huushold¬
ning, at Hun lader spinde og væve Ulden og, Linnet og andet deslige, som enhver Bonde¬
Kierling blander sig udi? Ney, Madame! Hun falder mig alt for gammeldags. Siel¬
den seer man Hende uden Huset, undtagen i det gamle Huus, Kirken, og undertiden hos en
god Ven, og dette kalder Hun at giøre Besøgelser. Naar andre Koner af Hendes Stand,
(og maaskee noget ringere,) kiører smukt hver anden Dag i Besøgelser, til Opera og Comoe¬
dier; saa hænger Hun jo, Madame! i Hendes Huus, og forlyster sig med Huus=Sysler.
Synes Hun vel, Madame, at et saadant Forhold kan skikke sig for en fornemme Kiøbstæds¬
Kone, og maa Hun ikke, naar Hun ret tænker sig om, selv tilstaae, at Hendes Opførsel stri¬
der aabenbare imod Moden, den Hun, endog i at tygge og synke Hendes Mad, burdte paa det
nøyeste iagttage. Men jeg finder endnu en Feyl hos Hende, den jeg nær havde glemt at ka¬
ste Hende i Næsen. Jeg veed, at Hendes gode Kiereste tier dermed, og at Han med Taalmo¬
dighed tærer den i sig selv. Men troe mig, Madame! at Anti=Drømmeren er ikke bange
for at sige Hende den under Øynene. Tænk eengang, Madame, hvor gammeldags Hun
er, at om Hun kunde see paa Hendes Mands Øyne, hvad Han vil have, saa skynder Hun sig
jo saa hastig at giøre eller skaffe det, at Hun ikke engang lader Ham faae Tiid til at aabne
Munden derom. Ney, Madame! efter Moden bør Hun lade Hendes Mand være omhyg¬
gelig for Hende og Hun ikke for Ham, og dog i alt dette tage Ham paa den Fod, at Han maa
ansee det som en særdeeles Naade, naar Hun, ligesom Lunned tager Hende, viser det mindste
Tegn til nogen Slags Omhyggelighed for Ham.
Siger nu, min Herre med dydige Kiereste! at Anti=Drømmeren ikke har kundet svare
til sit Navn, endskiønt Drømmeren har søgt at forvilde mig fra min første Plan; og jeg
troer ikke heller, at J skal kunde sige andet, end at J jo Begge To have faaet Eders Pas til¬
børligen læst og paaskreven.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur. C. HORRERON.
