Anti-Drømmeren.
Num. 28.
Tirsdagen, den 29de Jul. 1760.
Hrrr Cc*
P¬
aa mit Embedes vegne giver jeg mig vel i Dag den Frihed, at giøre
min Herre min underdanige Opvartning. Men jeg befrygter, at,
siden m. H. af Drømmerens Skrivelse til Dem alt erfarer, at han,
saa got som allereede har sadt mig af med min Bestilling, som har været, at
tage mine Medborgere i Forsvar imod Drømmerens satiriske Anfald, (jeg haa¬
ber og, de Hrr. Dagdrømmere vil tage Dem min Afsættelse ret nær til Hierte)
m. H. da vil afvise mig som en, De i saa Maade intet haver med at giøre. Vel
kunde jeg, for at svare til min Antidrømmerske Titel, have eet og andet at drøm¬
me Drømmeren imod, i Henseende til min Herres berømmelsesværdige Forhold;
Men saasom det ahner mig, at min Eensor vilde skikke mig mit Blad tilbage,
igien med et billigt approbare nequeo, som da ikke heller (Skam at rose af) var
den første Gang; Saa faaer jeg at quæle mine Antidrømmerske Jndfald hos
mig selv, endskiønt de giøre en Pokkers Allarm i min lille Hierne, og ere færdige at
bryde ud igiennem begge mine Tindinger. Aldrig har nogen af vore utællelige
Sladdre=Kiellinger kundet føle en større Fødsels=Smerte i deres paalagde Taus¬
heds Tiid, (men naar var det?) som den, jeg stakkels Antidrømmere nu føler.
Mig synes dog, at siden jeg alt har meldt mig hos Deres Høy=Velbbaaren¬
hed, jeg da, ligesom andre Opvartere af min Art, skulde have noget at svatse Dem
føre; men gid jeg blive sort, om jeg endnu selv veed, hvad det skal blive. Nyt
veed jeg ikke at kunde fortælle min Herre, uden dette, at to anseelige Fruer, der i
lang Tiid have været hinandens dødelige Fiender, skal nu, efter det almindelige
Bye=Rygte, være blevne saa fortroelige, at de nævne hinanden ved deres Døbe¬
Navne. Det Mærkværdigste ved denne vigtige Beretning, som dog vel behø¬
ver nærmere Bekræftelse, er dette, at dette fortroelige Forligelsesmaal just er
falden ind paa en Tiid, da man venter en Forligelse af større Betydenhed. Et
hvert musikalsk Stykke pleyer gierne have sit Præludium. Hvad skal jeg nu
hitte paa? Er mit Blad snart fuldt? Jo, jo, et god Stykke herfra og didhen,
sagde Kiellingen, da hun saae sig tilbage. Jo, det er sandt, hillemæn jeg havde
