118
Udi denne min Meening bestyrkes jeg af ovenmeldte Samtale imellem
Cavailleren og Damen, hvor jeg seer, at et Venskab har sine Bevægelses Love,
hvorved det efter Veirets Beskaffenhed dreyes og vendes af sig selv; og er det
nu først, at jeg dumme Creatur begriber Aarsagen til, at adskillige lode mig deres
Vende=Skabe see i den Tiid, da jeg havde noget at kunde legge i dem. Saalee¬
des opdager man ved Fliid og nøye Undersøgning en Hemmelighed efter en
anden; Men paa Vende=Skabene bliver man sielden eller ingentid ret kloge,
førend bagefter.
Nu har jeg vel endelig, efter megen Hovedbrud, faaet det Ord Venskab
omdannet til et Vende=Skab, og derved giort Drømmerens Skrivelse heel fat¬
telig og begribelig; men her møder mig atter en nye Vanskelighed, der, efter al
Anseelse, ikke vil koste mig mindre Hovedbrud. Jeg finder, at Drømmeren her
paa adskillige Steder bruger det Ord Ven, som et Substantivum, ganske adskildt
fra det Ord Skab, hvilket nøder mig til at udgrunde en anden Oprindelse til
det Ord Ven, at jeg ikke, tvertimod mit Embede, skal komme til at drømme
Drømmeren med. Til den Ende drømmer jeg vel ikke aldeeles i Søvne,
naar jeg siger, at det Ord Ven maa have sit Udspring af det Verbum, jeg
vænner mig til eller er vant ved; og bliver da, efter min Antidrømmerske
Slutning, en Ven en saadan Person, af Han= eller Hun=Kiønnet, som man
vænner sig til at omgaaes med, at fornøye og forlyste sig med, at holde sig til, at
søge sine Fordeele hos, at snyde, at trække Rus med, saalænge han eller hun har
noget.
Nu nægter vel Drømmeren ikke, skulde jeg formode, at man jo kan vænne
sig til noget, som til een Tiid kan være en nyttigt og fordeelagtigt, men til en
anden Tiid ikke. Han vil vel ikke heller nægte mig, at jo Fornuften bør have
Herredømmet over Vanen. Hvis jeg nu har vant mig til at omgaaes og holde
mig til en Person, ved hvilken jeg saae at kunde have en eller anden Fordeel; (thi
jeg bør altid søge at giøre min Tilstand meere og meere fuldkommen) og samme
Person geraader imidlertid i saadanne Omstændigheder, at hans Omgængelse
og Bekiendtskab ey alene ingen Fordeel kan tilbringe mig, men kan endog i een
eller anden Maade blive mig til Byrde; Saa bør jeg jo vænne mig af med den
Vane, at omgaaes ham længere, eftersom min Fornuft befaler mig, at jeg skal
afstaae fra alt det, jeg seer at kunde blive mig skadeligt, eller til Skaar udi min
Tilstands-Forbædring.
Mine antidrømmerske Øyne seer derfor ikke rettere, end at jo den unge Ca¬
vailler, som Drømmeren her fremstiller paa Skuepladsen, har et langt sundere,
i det mindste et behageligere, Begreb om et Vende=Skabs Indretning, end den
gamle Dame, (der vel paa nye har gaaet i Barndommen, og man veed, at gamle
Folk have deres Hoveder for sig selv;) thi han lader Fornuften beholde Herre-
dømmet over Vanen, hvilket den og stedse bør, i sær, naar det angaaer et Vende¬
Skab. Jngen Skildvagt er saa taassed, at han i ondt Veir vender sit Skab eller
