119
Skilderhuus imod Blæst og Regn; men han vender, heel fornuftigt, Bagdee¬
len af sit Skab imod den Kant, hvorfra det onde Veir kommer. Saaleedes bør
og enhver Fornuftig dreye sit Venskab eller Vende=Skab fra den Kant, hvor
Modgangs=Veiret blæser, og vende det til Medgangs=Kanten.
Men jeg maa puste lidt; thi det tager visselig paa Kræfterne, at have med
Vende=Skabe at bestille. Hvad skal jeg nu drømme videre om? Jo - er
sandt. En vis Philologus har berettet mig, at der skal være adskillige Ord udi
vort danske Sprog, hvilke man kan ansee for Fylde=Kalk, saasom de i Alminde¬
lighed bruges hen i Veiret uden al Bemerkelse. Jblant disse intet sigende Ord
kan man regne det Ord Ven. Hvorofte hører J vel ikke, sagde han, at endog
Folk af første Rang bruger det Ord Ven enten til en Bonde eller en Haandverks¬
mand, da de sige: Min Ven! Men den Bonde og Haandverkmand maatte være
bestialsk=dum, der vilde bilde sig ind, at saadanne store Folk derfor vare hans
Venner. Hvor ofte erfarer man ikke, sagde han videre, i sær udi offentlige Sel¬
skaber, at man under de forefaldende Samtaler siger: Min Ven! kiere Ven!
end og til dem, man ikke engang har kiendt før, og om end disse Titulair=Venner
imidlertiid slaaer hinanden Glas og Flasker i Hovedet; hedder det dog siden lige¬
fuldt: Min Ven! Kiere Ven! Det har sig, sagde han fremdeeles, med det
Ord Ven, som med det Ord Tiener. Allevegne, hvor man kommer, forefinder
man lutter Tienere, da det hedder: Jeres skyldige Tiener! Jeres ærbødige Tie¬
ner! Jeres ydmygste Tiener, saa at man har Tienere baade for og bag, fra Tie¬
nere til Tieneres Tiener, i en uendelig Ærbødighed, Hengivenhed og Tienstfor¬
bundenhed.
Men hører nu nøye til, mine Herrer! jeg vil fortælle Jer alt, hvad jeg
hørte af denne Philologus, for at faae mit Blad deslettere fuldt; thi der er visse¬
lig, imod Sædvane, stor Mangel i denne Tiid paa ubrugt Sludder, saasom Mar¬
katten, der var bleven Skribent i ;, og siden Markat igien, har opsnappet
den største Deel deraf til sine Sludder=Magasiner. Paa een af mine Philologi¬
ske Reiser, sagde min Philologus, var jeg eengang kommen ind paa et fornemme
Værtshuus udi en vis Bye, hvor jeg forefandt endeel velklædde Personer Neppe
havde jeg sadt Foden inden for Døren, at jo disse Herrer begyndte at raabe: De¬
res skyldige Tienere, min Herre! Deres ydmygste Tienere! Deres underdanige
Tienere. Jeg, som hidindtil havde taget alle Ord udi vort Sprog efter Bogsta¬
ver, spurgte dem, om de alle vare Tienere, og saasom de atter raabte: Deres yd¬
mygste Tienere! Deres underdanige Tienere! bad jeg een af dem, han vilde pudse
mine Støvler af, saasom de vare heel smutsede. De begyndte alle at slaae en stør
Latter op, og sagde: De behager at skiertse, min Herre! vi ere ingen Lakeyer,
men Jeres ærbødige, hengivne og tienstfærdigste Tienere. O! nu forstaaer jeg
først, svarede jeg, hvad Slags Tienere J ere. J tilbyder migmaaskee, som en
Fremmed, eders Tieneste. Jeg beder altsaa, J vil forlade mig min begangne
Forseelse. En af disse Herrer nærmede sig i Særdeeleshed til mig, og sagde: Kan
