124
dem des lettere og tydeligere en og anden Hemmelighed og skiult Sag. Jeg,
som et en foldig og ulærd Fruentimmer indseer ikke denne deres Sætnings Styr¬
ke eller Svaghed. Dog kan jeg med den smule Fornuft, jeg har, udleede saa¬
meget heraf, at disse lærde Drømmere formeene sig at have meere Forstand, naar
de sove, end naar de ere vaagne, hvilket jeg og alletider skal stadfæste og vidne med
dem. Dog, hvad vores lærde Drømmere angaaer, synes det, at endogsaa hans
Natte=Forstand begynder at aftage, saasom han nu tager sig fore at drømme om
gamle forslidte Jomfrue=Sager; og bliver vel disse det eneste Middel, hvorved
hans udmattede Drømme=Geist kan oplives, og hvorpaa hans sløve Hierne kan
hvedses. Han kan maaskee og, naar andre Drømme=Aabenbaringer slaaer ham
Feyl, allerlettest drømme om Jomfrue=Frugter af egen Erfarenhed. Overalt
maatte jeg gierne vide, hvad Ære den gode Drømmere meener at kunde indlegge
sig derved, at han vil slaae sig til Ridder paa et Kiøn, der ikke forstaaer at byde
ham Spidsen igien. Jmidlertiid har jeg dog herved vildet vise ham, at der end¬
ogsaa inden de Danske Egne findes uforfærdede Heltinder, der, i Mangel af an¬
dre Vaaben, alletider have en Asenkieft ved Haanden, at kunde slaae tusinde saa¬
danne Philistere med, som han er.
Jeg formoder, at min Herre ikke negter denne min Skrivelse Sted udi de¬
res næste Uge=Blad; hvorimod jeg underskriver mig.
Hr. Anti=Drømmere
Deres
hengivne
Euryclea Ehrenlos.
Jeg maa tilstaae hende, min dydige Jomfrue! at jeg udi mit Anti=Drøm¬
merske Embede kunde behøve at tage Underviisning af hende. Jeg finder mig
visselig heel beskiemmet over, at et Fruentimmer, paa saa fiin en Maade, skal
have viist mig den Forskandsnings Svaghed, inden hvilken jeg selv for lang Tiid
siden burdte have angrebet Drømmeren; og hvis det ikke var mig en plat Umue¬
lighed at kunde negte det smukke Kiøn noget; havde jeg visselig taget i Betænk¬
ning at indrykke denne hendes Skrivelse udi mit Blad. Min eeneste Trøst udi
denne min store Beskiemmelse er denne, at jeg hverken er den første, og venteligt
ikke heller bliver den sidste Mandsperson, der, for at behage og føye sig efter det
smukke Kiøn, haver opofret sin egen Ære og Fordeel, og maa man i det mindste,
om ey andet godt kan siges om mig, sige dette til min Berømmelse, at jeg Adams
Søn herudi aldeeles ikke vanslægter fra min godhiertige og troeskyldige Papa.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.
