126
en Antidrømmere i fuld Harnisk? Og burdte vel ikke den gode Drømmere
dryppes med hans eget Feet? Men jeg maa, af sine Aarsager, i Dag
kaste min Antidrømmerske Pen fra mig. Den Materie, som jeg her har,
at skulde drømme Drømmeren imod udi, er desuden saa delicat, at jeg
neppe med al min Forsigtighed skulde kunde gaae løs paa Drømmeren,
uden at komme den tredie Mand for nær. Jeg legger mig derfore nu
smukt til at sove, for at see, om jeg ikke imidlertid kunde drømme noget.
Ak! at jeg kunde drømme noget, som kunde passe sig paa Deres Velærvær¬
digheds Person eller Embede! Jo, en heel vel passende Drøm sov jeg mig
nu til i en Hast. Men skulde vel en Antidrømmere ikke kunde sove og
drømme, saa ofte og saa hastig, som han vil?
Jeg sov, og jeg drømte, at jeg befandt mig uden for en stor og gam¬
meldags Bygning, hvor jeg saae endeel Mennesker af begge Kiøn at gaae
ind. Mig syntes, at jeg var saa forvildet, at jeg ikke vidste, hvor jeg
var, eller hvor jeg skulde hen. Jeg saae i det samme et Fruentimmer
staaende hos mig, der syntes, at besidde noget meere, end menneskelige
i hv huu en Krants af Cypresser.
J hendes eene Haand holdte hun et Kors af sort Træe. Og hendes
Klædebaand var sneehviid. Af hendes Aasyn fremskinnede en behage¬
lig Alvorlighed, og hendes Væsen var ret majestætisk.
Jeg var nerpe bleven hende var, sorend hun tog mig ved Han¬
den, og sagde: Kom, Jordling! og følg mig! Mig syntes, at
jeg derpaa befandt mig i et Øyeblik udi ermeldte store Bygning paa et
forhøyet Sted, og jeg erfarede nu, at dette Huus var en Kirke. Jeg
kunde paa det Sted, hvor jeg var bleven opført, oversee alle Ting der¬
inde; og jeg forundrede mig over den store Forsamling af Tilhørere.
Jeg hørte, at man istemmede en Psalme; og jeg greeb strax i min Lom¬
me efter min Psalmebog, for at vilde istemme med.
Min Leedsagerinde talede mig til i det samme, spørgende: Hvad
seer og hører du? Jeg seer, var mit Giensvar, en Mængde andæg¬
tige Mennesker, og jeg hører dem enstemmigen at prise Skaberen med
en Lovsang. Dit Syn og din Hørelse bedrager dig, svarede hun.
Og derpaa kom det mig for, at nogen rørte ved mine Øyen og Øren;
men jeg saae ikke, at min Leedsagerinde giorde mindste Bevægelse.
Mig syntes derpaa, at alting forvandlede sig for mine Øyne. Jeg saae
