130
maa være ligesaa underlig en Tulle udi hans Klæde=Maade, som udi alt andet,
slutter jeg, ikke uden Føye, af hans Drømmerske Anmerkning over mine Herrers
og Damers Opførsel i Klæder. Jngen af et Menneskes Handeler er i sig selv
uskyldigere, end hans Klæde=Maade; og hvad enten hans Klæder ere grove el¬
ler fine, af nye eller gammeldags Snit og Dannelse, er ligegyldigheden derudi
ligestor og Sagen bliver ikke derved moraliter værre. Drømmeren vilde maaskee
sige, at man ved at klæde sig efter alle opkommende Moder, viser Begierlighed ef¬
ter Ære og lader derved høye Tanker see om sig selv. Men mig synes, at den
viser sig i en langt høyere Grad stolt, der, omendskiønt han kan, ikke vil klæde
sig efter Moden; thi han vil jo derved ligesom give tilkiende, at han er langt for¬
nuftigere og klogere, end alle hans Medborgere. Jeg for min Deel er i denne
Sag saa ligegyldig, at om Moden befalede, jeg skulde bære en Ræve=Rumpe,
fagde jeg strax Ja, og jeg blev derved ikke en større Nar, end alle andre; men den
blev visselig den største, der vilde erklære sig imod en saa anseelig Mode.
Dog synes det, at det ikke er saameget Moden i Klædedragten, som dens
Prægtighed og Kostbarhed, Drømmeren her opholder sig ved. Men jeg maatte
spørge den gode Drømmere, om ikke vore Legemer ere saa ædel og ypperlig en
Skabning, at de kan fortiene, at man pryder dem, endog med de allerkostbareste
Ting, Jorden eyer? Betragter vi alle andre Skabninger og skabte Ting
i Naturen, seer vi jo, at Skaberen selv har dannet dem med en overmaade
udvortes prægtig Anseelse. Hvor stor en Pragt see vi vel ikke hos en stor Deel af
Fuglene? Hvor stor en Pragt sees der ey hos en stor Deel af Dyr, Orme og Ja¬
secter? Hvilken Konge og Fyrste kan vel ligne, langt mindre overgaae, Lillierne
paa Marken i en prægtig Klædedragt? Ja hvor vi end vende vore Øyne hen i
Naturen, seer vi saa stor og ulignelig en Pragt, at vi, ved at betragte den, maa
staae indtagne og henrykte derover. Men hvilken Skabning i Naturen er vel
ædlere og ypperligere end Mennesket, udi hvis Dannelse Skaberens Viisdom og
Almagt, frem for udi alle andre skabte Ting, saa øyensynligen fremskinner?
Sparer man dog ingen Zirat og Prydelse, i hvor kostbar den end kan blive, paa et
Kunst=Stykke, gjort med Menneske=Hænder; hvormeget mindre bør da det al¬
lerkostbareste spares, for at zire og pryde det allerstørste Kunst=Stykke, Naturen
eyer, nemlig Mennesket? Skulde Skaberen vel vilde, at alle skabte Ting i
Naturen skulde være i fuld Stats og Pragt, og Mennesket ikke, som er det aller¬
ædelste og ypperligste af dem alle? Skulde man vel kunde pryde og smykke den
Skabning formeget, den Skaberen, frem for alle andre, har vildet ene værdige
med sit billedes Lignese, og for hvis Skyld og til hvis Tieneste og Fornøyelse alle
andre Ting ere blevne skabte.
Hic Rhodus, hicsalta, min gode Drømmer! Lad her din Styrke see! eller
og tilstaae reent ud, at du virkeligen har drømt, da du førte din Pen imod Præg¬
tigheden og Overdaadigheden udi vores Klædedragt. Du giør vel, at du tier,
for at lade mig have Ret; Og hvormed vilde du vel, om du end kunde tale, be¬
