134
Men er dog ikke Drømmeren reent af Lave, mine Herrer! at han legger
Eder til Last, at J søger at vilde, om J kunde, forebygge et forudseet eller i det
mindste et mueligt Uheld? J ere mistænkelige over Eders unge smukke Koner,
dem J, som naturligt og billigt er, gierne vilde, om mueligt var, beholde for Jer
selv. Men monne ikke de adskillige løyerlige Historier, man som oftest hører om
hornede Mænd, kan sætte Eder en saa velgrundet Grolle i Hovedet? Naar
Barnet er druknet, er det, efter Ordsproget, forsilde ut kaste Brønden til. Jeg
kalder den en viis Mand, der ey alene seer Faren forud, men som og derhos, saa¬
vidt det staaer i hans Magt, stræber at forebygge den. J seer derfore, mine
Herrer! heel viseligen til for Eders Pander, at J paa det nøyeste passe Eders
Koner op; thi det er en Kram, som man i al Sandhed i disse Tider ere heel be¬
gierlige efter, og hvis J endda skulde blive det, J frygte for, saa have J i det
mindste intet at bebreide Eder selv, hvilket i al Sandhed ikke er en ringe Trøst i
alle Slags tilstødende Uheld. J vare altsaa, mine Herrer! store Daarer, hvis
J vilde kiere Eder derefter, at Drømmeren laster Eder, naar saadanne kloge og
retsindige Folk, som jeg er, rose Eder. Jeg siger, J giøre vel, at J giøre Eder
til Narre, for at see Eders Pander befriede for et Par af de Slemme; og lader
saa Drømmeren sige, hvad han vil. Og hvad vil han vel sige? Er ikke en
Mands Jalousie over hans Kone et klart og fast Beviis paa, at han elsker hende
oprigtig? (En Anti=Drømmere maa ingenlunde antage den Sætning, at en
Elskeres Jalousie kan alene finde Biefald i Frier=Dagene) Finder man vel
mindste Tegn til Jalousie hos de Mænd, der ikke elsker deres Koner? Er det da
ikke klart, at Drømmeren maa drømme, naar han legger Eder det til Last, som J
just burde roses for, nemlig; at J elsker Eders Koner, hvilket justikke er en al¬
mindelig Dyd.
Jeg kan ikke heller vel forestille mig, at en Mand skulde kunde være mis¬
tænkelig over hans Kone, naar hun ikke paa en eller anden Maade gav ham An¬
leedning dertil. Hvis jeg ellers seer ret til, synes det ligesom, at en stor Deel
Koner ere af de Tankee, at Ægtestanden tillader dem at give den Bluefærdighed
og det ærbare og sædelige Væsen aldeeles Afskeed, som deres Jomfruestand hav¬
paalagt dem; at Frekhed og Frihed i Omgang med det andet Kiøn da er bleven
dem tilladt, og at Ægteskabet ikke bør være et Kloster, men en fri Tumleplads
for deres Lyster og Uordentligheder. Desaarsage seer man og, at de i adskillige
Maader aldeeles afvige fra de Forholds=Regler, som de udi deres Jomfruestand,
i det ringeste til udvortes Anseelse, paa det nøyeste havde iagttaget; saa at det
med Sandhed kan siges om disse, at de have faaet Forandring i Brudesengen, da
man hartad kan sige, at deres Jomfruestand var en Søvn, ja en Død imod deres
nu iværende Ægtestand, saasom de derudi vise, at de have Liv, og at de ere blevne
levende, muntre og lystige tilgavns, da de derimod i deres Jomfruestand vare, i
sær udi Selskaber, saa alvorlige og ærbare, at man neppe skulde kunde have slaaet
en Smiil af dem med en Flintesteen. Hvis jeg herudi skulde have fortalt mig,
