138
Fortroelighedsværdige Hr. Antidrømmere!
(Hillemæn, hvor tyk maa jeg vel ikke giøre mig af saa bevaagen en Titul fra et
Fruentimmer?)
Med største Sindsrørelse har jeg for nogle Dage siden hørt det heslige Blad
læse, som er udkommen fra den anstødelige og heel modbydelige Uge=Skribent,
Drømmeren, om Fruentimmer=Pedanterier, endskiønt jeg rettere burde sige, at
bemeldte drømmeragtige Blad hellere er skreven af en Pedant, end om Pedante¬
rie. Jeg og mine Medsøstre maatte gierne vide, hvorudi vi kan have forseet os
imod denne Drømmere, at han saaleedes har vildet røbe vore hemmelige, ja hart
ad ukiendelige Feil? Vi have allereede høstet en ubehagelig Frugt deraf, og det
vil vel ikke heller blive derved.
Jeg var for nogle Dage siden, tillige med nogle af mine Medsøstre, paa et
vis Sted, hvor en næsviis Mandsperson ved Caffeebordet trak bemeldte hæslige
Blad op af Lommen, og under en Hiertens Latter, ja Kildren i hans store Taae,
læste os samme fore. Da skulde min Hr. Antidrømmere have seet, hvorleedes
jeg og mine Medsøstre skiftede hundrede Gange Farve ved dets Oplæsning.
Denne Næsvise, paa hvis Mølle dette hæslige Blad gav Vand, bildte sig, uden
Tvivl, ind, at han med dette Blads Oplæsning havde holdt en heel Skrifte= eller
Straffepræken for os; og saasom han heel nøye kiendte os alle, saa kunde det ey
at giøre Hentydning deraf paa enhver af os. J
Elleveelepomine lrig. auer mees, ovuren denne
Næsviise frembragte med en spotsk Latter og Bukken for os alle, kaldende sig vo¬
res Ordensbroder. Jeg troede, at han selv havde lagt dette til af hans eget Ho¬
ved, og derfor tiltalede ham i en lidet behagelig Tone. Men denne Næsvise gav
mig selv Bladet at læse; og paa det han desmeere kunde ærgre mig, stavede han
et hvert Ord frem i de sidste Linter.
Her seer De, min Hr. Antidrømmere! den første Frugt af den anstødelige
Drømmeres Gotgiørelse, at der ogsaa gives Pedantinder; og enhver modbyde¬
lig Mandsperson vil nu herefter see sig berettiget til, at kalde os sine Ordens¬
Søstre. Men om end jeg og mine ligesindede Medfestere vare Pedantinder,
hvilket jeg dog i al Evighed aldrig skal tilstaae Drømmeren; hvo havde da vel
meere Skyld derudi, end Mandspersonerne selv? Neppe have vi naaet en
Skampions Høyde, at jo disse smigrende og forføriske Skabninger svatse os en
heel Hoben Behageligt fore om vores store Skiønhed og Yndighed, om vores
høie Forstand og uendelige mange Dyder; og, gid de saa sandt faae os saadanne,
som vi ere! om de, de fleeste Tider, meene det ringeste der af. Jmidlertid give de
os dog derved høye Tanker om os selv og vores støre Fuldkommenhed, den vi da
meene, ingen videre Forbædring at kunde behøve. Men er vel dette andet, end
at fordærve vores naturlige Morale? thi i det de opfylde vore Ørne med indbild¬
te Fuldkommenheder, betage de os al Eftertanke om virkelige Fuldkommenheder,
og saaleedes ved deres idelige Smigren og Hyklen giøre os alt meere og meere
ufuldkomne. Deres Hensigter hermed indsee vi ikke, førend de have faaet os
