M
førte bag Lyset; og jeg gad ikke anføre de løyerlige Exempler herpaa, som jeg selv
haver erfaret.
Enten bilde de Herrer Mandspersoner sig ind, at vi ere aleene skabte til at
være deres Abespil, og at vi ingen naturlig Beqvemhed have, at kunde blive for¬
nuftige, hvorudi de dog høyligen maatte tage Feyl; eller og agte de maaskee vort
Kiøn ikke saa værdig, at de skulde bemøye dem med at betage os den falske Jnd¬
bildning, der hænger ved os af Naturen, om vore medfødde Fuldkommenheder,
og desaarsage heller søge at bestyrke os derudi med deres falske Smigren. Denne
min Slutning synes visselig at være alt for vel grundet, naar man legger Mærke
til deres Forhold imod os under vores Omgang med dem, da de udi deres Samta¬
ler med os sielden eller ingen Tiid lade noget alvorligt, fornuftigt og opbyggeligt
høre, men idel Snik, Snak og Fias, hvormed de jo tydeligen nok give tilkiende,
at de kuns anseer os for Kaalhoveder eller udpyntede Træbilleder, der ingen Hier¬
ne have; og hvor stor en Ringeagtelse lade de vel ikke derved see for os, da man
ikke kan forklare dette anderleedes, end at de agte os aldeeles ubeqvemme til at
kunde forstaae os paa eller besvare dem, om de vilde tale noget fornuftigt og klogt
med os.
Da nu den største Deel af mit Kiøn bliver opdragne i en temmelig stor Van¬
kundighed, da man staaer i den almindelige Tanke, at naar et Fruentimmer har
lært at læse og skrive noget, saadant som det er, og hun har faaet saameget ind¬
trykket i Hukommelsen, som hun til Nød kan behielpe sig med til Confirmationen;
saa veed hun i saa Maade alt hvad hun behøver at vide, uagtet man i alt dette har
ingen Tiid bemøyet sig med at see hendes Forstand og Villie forbædret, og at an¬
føre hende til noget ret fornuftigt. Hvad Under da, at den Smigren, hvorved
de Herrer Mandspersoner, til deres Fordeel, søge at underholde os i vores Van¬
kundighed, der lettere kan faae Jndpas hos os? Og saasom vi udi Omgang med
dem sielden seer og hører andet hos dem end lutter Pedanterie, hvad Under da,
om vi saa føyelige og bøyelige Creature, der ellers, for at kunde behage dem, maa
finde os i alle deres Urimeligheder, efterabe dem udi deres practiske Væsen, og
blive Pedantinder?
Forlad mig, min kiere Hr Anti=Drømmere! at jeg saa aabenhiertig, (thi
jeg har ret en hiertens Fortroelighed til dem), udlader mig med mine Tanker om
Eders Kiøn, saasom Drømmeren har nødsaget mig til, saaleedes at tage Bladet
fra Munden, og at sige de Herrer Mandspersoner den reene Sandhed. Jeg
siger endnu eengang, at al Skylden til vores Pedanterie, om vi ellers ere befængte
dermed, hvilket jeg dog hverken seer eller vil see, ligger i al Sandhed paa Eders
Kiøn; thi vi see og høre snart ingen Tiid andet, end Pedanterie hos dem. Jeg
vil bevise, hvad jeg siger. Hvor pedantiske ere vel ikke alle de Galanterier, de i
saa utallige Maader udviser, for at kunde, som de meene, behages os, endskiønt
vi hemmeligen beleer dem i vore Hierter? Hvor pedantisk er vel ikke de fleestes
Gang, Væsen og Klædemaade, hvormed de og iligemaade, skiønt med samme
Skiebne, formeene at kunde behage os? Hvor pedantiske ere vel ikke de fleeste
