140
Kierligheds Erklæringer de giøre os, i sær, naar vi, for at pine dem lidt, efter
Fortieneste, lader dem en Tiid lang sukke, græde, bede, ja true med at hænge,
drukne, stikke og skyde sig ihiel, hvis vi ikke strax vil være saa ubarmhiertige imod
os selv, at underkaste os deres pedantiske Herredømme? Men har jeg vel, kiere
Anti=Drømmere! udi alt dette sagt et eneste usandt Ord, og vil de ikke tilstaae
mig, at vi Fruentimre kunde være langt fornuftigere, hvis Mandspersonerne udi
al deres Omgang med os førte sig meere fornuftige op, og naar jeg ret eftertæn¬
ker den heele Omgang og Forhold med os; kan jeg ey slutte andet, end at jo Eders
Kiøn ligesom have forenet sig til, at være os hinderlige i den sande Erkiendelse om
vore Ufuldkommenheder. Men det allermerkeligste er dette, at naar vi omsider
have ladet os overtale til, at underkaste os deres Herredømme; saa vil de, tænk
hvor urimelig dog Eders Kiøn er, at viskal være fornuftige, da de dog selv have
gjort os ufornuftige.
Kiere Hr. Anti=Drømmere! jeg veed, at De er mit Kiøns uafladelige store
Patron, og altsaa har jeg den faste Tilliid til dem, at De paa vores Vegne tager
Drømmeren ret i Tieneste for hans anstødelige Sammenligning imellem en Deel
af Eders og mit Kiøn, hvorved han søger at tillegge os en Feyl, den vi dog plat ud
ikke vil have Ord for. Spørg ham paa vores Vegne, hvad Ære, han meener,
at hans Drømmepen vil indlegge sig dermed, at han har vildet hvedse den imod et
Kiøn, som ikke Naturen men Opdragelsen har gjort uskikket til, at indlade sig i
Pennekrig med ham? Og hvorfore har han just vildet giøre os latterlige med
det Navn Pedantinder? Vi skulde endda ikke have regnet det saa nøye med
ham, hvis han alene havde anmerket vore Feyl, naar han kuns ikke derhos havde
merket os med dette forhadte Navn. Og hvo veed, hvor store Pedanterier han
selv ligger nedsyltet udi? Jeg ønskede at kiende ham, da jeg snart skulde blive
dem vaer; og jeg skulde da, i hvor ilde skaaren min Pen end er, ikke forglemme
at male dem latterlige nok af. Men jeg forlader mig aldeeles til min Hr. Anti¬
Drømmere, at De vil lære den modbydelige Drømmere, at drømme noget taale¬
ligere om mit Kiøn, hvorimod jeg i alle mig muelige Ting stedse skal findes.
Min Hr Anti=Drømmere,
hengivne Tienerinde,
Deres
Amianthe.
Denne min uforlignelige Brev=Vexlerinde har saa grundig lagt Drømmerens liden
Jndsigt i de naturlige Tings Sammenhæng for Dagen, at jeg i høyeste Maade maatte forsee
mig imod hendes velskaarne Pen, hvis jeg videre vilde besvare Drømmeren paa hans gjorte
Sammenligning imellem Pedanter og Pedantinder. Og hvis han, mine Damer, havde
erindret sig dette, at Eva var Kiød af Adams Kiød, og Been af Adams Been; havde han
lettelig kundet indsee, at J, mine Damer, have ligesaa liden Skyld derudi, at J ere Pe¬
dantinder, som at Eva var Skyld i, at hun blev en Mandinde. Men hvis vi ikke med denne
saa grundige Sætning kan bringe Drømmeren til, at igienkalde sin giorte Sammenligning,
veed jeg intet bædre Raad at give Eder, end at saa mange af Eder, som ere gifte, skiller Eder
ved Eders Mænd, om J ellers alle kan finde Eders Regning derved; og at de Ugifte aldrig
herefter indgaae enten en hemmelig eller en aabenbare Forening med mit Kiøn; thi om 3
endda, mine Damer, ere pedantiske, kan J dog ingenlunde kaldes Pedantinder.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.
