142
angenemme Blømstre for mig, hvis Blade snerpe sig i et Øyeblik sammen,
naar man rører derved. Den sidste gang, jeg paa et af disse Stæder faldt
i Søvn og drømte, var min Drøm just ikke af det allerbehageligste Slags.
Dog kan jeg, for en vis Aarsags Skyld, ikke efterlade at fortælle Eder den.
Jeg hørte udi Drømme, at den største Deel af de der værende Blom¬
stre og Træer kunde tale, ja end det, som meere forunderligt var, at de ta¬
lede et Sprog, som jeg kunde forstaae. J vide selv, Mine Herrer! at jeg
udi mit ganske Anti=Drømmerske Væsen er alt for alvorlig og oprigtig, at
jeg skulde kunde Lyve, naar jeg siger sandt; og J vil maaskee finde meere
and en almindelig Rimelighed i det, jeg her har at fortælle Eder, hvis J
ellers ikke ere alt for meget Vantroe. Jeg gav mig i Snak med et af disse
talende Træer. Forlad mig, Deres Træelige Høyhed! sagde jeg, at
jeg udlader mig med min Forundring over, at De tillige med den største
Deel af de her værende Træer og Blomstre kan tale, da dog alle Planter og
Træer ere ellers i Almindelighed Maalløse. Forlad mig, Deres Menni¬
skelige Lavhed, svarede Træet, at jeg siger, at De derudi tager storligen
Feyl. Alle Træer og Planter have deres Sprog, og de forstaae hinan¬
den; men den Menniskelige Slægtes Øren ere alt for svage til at kunde
alletider fatte Lyden deraf. Deres Menniskelige Lavhed vil lettelig
fatte, at min Slægtes Stemme er stærkere, end Eders, naar jeg beretter
Dem, at Træer udi to fra hinanden liggende Hauger kan tale med hinan¬
den, forlove sig med hinanden, ja avle Børn med hinanden, uden at de
nogentid komme sammen. Nu lyver, Deres Træelige Høyhed forban¬
det grovt, sagde jeg. Jngenlunde, Deres Menniskelige Lavhed! sva¬
rede Træet. De maa vide, at Vindene have den samme Virkning hos os,
som Affecterne hos Eder. Det skeer ey sielden, at Vinden bringer et Han¬
Træes Blomster=Støv paa et Hun=Træe, lige paa den samme Maade, som
en Flyve=Kiærlighed hos Eders Slægt, hvorved en god Deel Forlovelser og
Giftermaale iblandt Eder foraarsages, og hvortil Grunden paa dette og
andre deslige Stæder som oftest legges, da vi Træer, naar vi vilde røbe
Eder, kunde vidne adskilligt om de Daarligheder, J her begaae. Jeg
stødte mig, som J vel kan vide med Eder selv, Mine Herrer, forfærdelig
over denne Bebreidelse, og derfore forføyede mig hen til et andet Træe, for
at faae mindre Sandhed at høre.
Jeg kom derpaa til et Rosen=Træe, hvoraf jeg brekkede en Stilk med
Roser paa. Træet gav saa høyt og væmødigt et Skrig fra sig, at jeg af
Forskrækkelse lod den afbrudte Rosen=Stilk falde. Jeg mærkede af dette
Skrig, at Træet havde Følelse, hvilket atter satte mig i Forundring. Jeg
