143
begyndte at bære Tvivl om, at disse talende Planter ikke vare naturlige Træer
og Blomster. Jeg bad, Rosen=Træet vilde forlade mig, hvis jeg ved Ro¬
sen=Stilkens Afbrydelse havde foraarsaget det nogen Smerte, hvilket jeg
dog ikke vilde formode, saasom jeg er af de Tanker, at alle naturlige Træer
og Blomstre ingen Følelse have. En herlig Slutning, svarede Rosen=Træet,
af en saa kaldet fornuftig Skabning. Den største Deel af Eders Slægt
giøre sig liden eller aldeeles ingen Umage for, at kunde kiende deres egen
Natur. Desaarsage giøre de og i adskillige Maader Vold paa dem selv,
og formedelst Mangel paa denne saa høyt fornødne Kundskab, der burde
være deres Hoved=Studium, skiller sig selv for Tiden ved deres Liv. Hvad
Under da, at disse Vankundige udi Eders Slægt, hvoraf jeg hører J er en,
udi Blinde øve adskillige Gruesomheder imod os Planter, eftersom de have
lige saa liden Kundskab om vores som om deres egen Natur? Hvor der er
en Siæl, hvilken Eders Naturkyndige ikke nægter os Planter, der er og et
Liv, og hvor der er et Liv, der er og en Følelse, efter den havende Siæls
Beskaffenhed; thi et Liv uden Følelse er intet Liv. J maatte altsaa være
overhaands dum, hvis J ikke kunde begribe, at naar man tillegger os en
Siæl og følgeligen et Liv, vi da ogsaa maa have en Følelse. Men just for¬
di vi ikke alletider giver et Skrig fra os, som Eders Øren kar fatte, og for¬
di J ikke seer Blod af Eders og Dyrenes Art at rinde, naar i skiære eller
afbryde noget Lem af os, derfore agte og ansee J os for følesløse Skabnin¬
ger. Dog maa jeg tilstaae Jer, at nogle af os kan være meere følesløse end
andre, ligesom iblant Eders Slægt. De iblant Eder, som ere vante til
grovt og haardt Arbeide, have i adskillige Tilfælde mindre Følelse, end de,
der have med finere Ting at bestille. Naar en Grov=Smed kan uden nogen
synderlig Følelse holde et heedt stykke Jern i sin Haand, kan en anden, der
ey er vant til at lade sin Hud barke ved en Smedde=Jld, ikke røre derved
med en Finger, uden at brænde sig derpaa. Jmidlertid er det os alle i Al¬
mindelighed ligesaa smerteligt, naar man brækker eller skiær en Green og
Stilk af os, som naar saadant vederfares noget af Eders Lemmer. J be¬
gaae denne Gruesomhed imod os udi Eders Uvidenhed; og i formeene, at
J handle heel barmhiertig og vel med vore afbrudte Lemmer, naar i sætte
dem i et Glas=Vand, da dette dog ikke kan være os til større Trøst og Liise,
end naar en af Eders deiligste Damer settes i et Jnqvisitions=Fængsel paa
Vand og Brød, paa det at de Herrer Geistlige kan jevnligen have den For¬
nøyelse at mætte deres Øyne paa hendes Deylighed, saasom ingen af dem,
saa at giøre Ord af, tør nøyere forbinde sig med hende. Men det er saalee¬
des Mand=Kiønnets Maade udi Eders Slægt at skade og krænke det, der
drager deres Øyne til sig---Atter en nye Bebreidelse. Jeg gad ey høre
meer deraf, og derfor gik min Vey.
