152
hende. O store Ærbarheds og Blufærdigheds Tider! Vel sandt, at Fæstningerne
just derfor ikke vare saa aldeeles uovervindelige; men den udvortes Ærbarhed
blev dog paa det nøyeste tagen i agt, hvilket var alt nok til Kydskhedens Berøm¬
melse; og Fæstningerne bleve indtagne med største Taushed og Stilhed. Men
nu i de nyere Tider behøver man ey at gaae saa lumsk til Værks. Ævred er nu
opgiven imellem begge Kiøn. De unge Piger behøve nu ikke af slaae deres Øyne
need for en Mands=Person; og en god Deel af dem ere behiertede nok til at give
sig i Kast med en halv Snees paa en gang. Ja det gaar nu, alt a la Francois,
saavidt, at mangen et Fruentimmer ikke undseer sig, for at blotte hendes Bryst
udi en Mands=Persons Paasyn, ja, end det som verre er, at binde hendes
Strømpe=Baand, hvilket den gode Drømmere burde have Indseende med.
Vi gidder ikke gjort fleere Sammenligninger imellem de ældre og nyere Ti¬
der; thi jo dybere vi seer ind i de ældre Tiders store Lyksalighed, jo meere Hierte
klemte, ja grædefærdige blive vi, da vi med en vis Skribent, der udi samme
alvorlige Toner taler om begge Tiders Forskiæl, maa klage, at man nu om¬
stunder ikke kan skille gode og onde Dage fra hinanden. En Mortens=Aften, en
Juule=Nye=Aaars og hel. Tree Kongers=Aften, der i de ældre Tider vare for¬
nøyelige Fraadse= og Drikke=Aftener, og imod hvis Ankomst ey allene Børn,
men end og graahaarede gamle Folk glædede sig, er nu i de nyere Tider ikke for¬
nøyeligere og feedere end en Langfredags=Aften; thi saasom det nu er Moden at
gaae sultne og tørstige til Sengs; Saa ansees det for noget gemeent, at Folk, der enten ere,
eller bilde sig ind at være fornemme, skulde efter gammel Christelig Skik og Viis hellig holde
disse Aftener. Ja hvo skulde vel med tørre Øyne kunde høre tale om de fornøyelige Jule=Stuer,
(Jule=Bukkene uforglemte) og den herlige Fastelavns=Løben, som vore Forfædre saa hellig og
uforsømt toge i Agt? Naar vi nu erindrer os dette og utallige fleere vigtige Ting, der formedelst
Graad sidder fast i Halsen paa os, kan vi ey andet end priise vore Forfædre lyksalige; og enhver,
der besidder saa stor en Eftertænksomhed som vi, kan ey andet, end høyligen forundre sig over
Drømmeren, at han har vildet sige os imod i saa klar en Sandhed. Men vel er det, at han
saa tydelig og haandgribelig har røbet sin store Urimelighed, da man af dette kan giøre Slut¬
ning til alt det øvrige, han har drømmet og drømmer om os Herrer Dag-Drømmere - - -
J have Ret, Mine Herrer, og hvis Drømmeren af denne Sammenligning, vi her udi
saa vigtige Poster have gjort imellem de ældre og nyere Tider, ikke vil lade sig overbeviise, at
de Første bør i alle Maader have Fortrinnet for de Sidste, maa han have et Gaase= eller Østers¬
Begreeb. Men at vi dog engang ret kan hævne os over denne dumdristige Drømmere, som
uden vores Tilladelse indrykker alt det udi sine Drømme=Blade, han saa lumskt og uformærkt
stiæler sig til at høre af os udi vore Samlinger; Saa vil vi herefter discurere om de allerurime¬
ligste Ting, vi kan ophitte, og proppe ham breddefuld med de allergroveste Løgne, og hvis han
da indrykker det i sine Drømme=Blade, vil han giøre sig selv, og ikke os, latterlig for den heele
Verden. Jeg forbliver &c. &c.
Imprimnatur J. C. BALL.
