Til ovenmeldte Selskabers Navne har blot uskyldige Jndfald givet Anledning: det er os ey ubevidst, der gives
saadanne Selskaber, om hvilke man kan sige, Nomina verius qvam Auxilia: store i Navnet og smaa i Gav¬
net. Ofte kunde en eneste Fornuftig iverksætte, hvad Samlinger af Ukyndige forstyrre; men det uagtet, vide
vi dog, at en Engelsk Spectator m. fl. saadanne nyttige og gode Skrifter, ere Frugter af et Selskabs Bestræbel¬
ser, hvor en hver Lem haver skrevet i det, hvori han havde meest Styrke, sandt nok er det, man saavel i be¬
meldte, som flere Selskabs=Skrifter, kan spore, at ey alle Stykker ere lige gode, eller med lige Held skrevne,
man kan saavel af Tankens Ordentlighed, som Stilens Nethed, kiende en Forfatters Styrke frem for den andens,
og disse Træk røbe de Stykker, som ere forfattede ved eens Pen. Dog bør man haabe, at naar enhver i et Sel¬
skab ikkun vælger sig de Dele, som for hans Kundskab, Genie og Skrivemaade ere de fordeelagtigste, saa maae
et paa saadan Maade skrevet Verk naae et Fortrin, frem for de periodiske Skrifter, som kun for Fordeels Skyld
ere skrevne, hvor Rummet og Tiden er Øyemaalet for en Skribent, som udpiner nogle tørre Tanker, og skriver
allene for at skrive et Blad.
Vi forsikkre, at det Selskab, som skriver baade den ene og anden Deel af dette periodiske Skrift, bestaaer
af Lemmer, som ey allene ere vante til at skrive, og vide hvad der udfordres til at udgiøre et godt Skrift, men
som og med en nøyagtig Skiønsomhed have maalet sine egne Kræfter, og derefter udvalgt sig de Dele, som ere
dem de beqvemmeste.
Uagtet enhver haver foresat sig et vist Maal at stræbe efter, ville de ikke desmindre med samlede Kræfter Ar¬
beyde, og, en selvklog Egensindighed til Trods, stræbe efter at forbedre hinandens Arbeyde, ved at bedømme
og blive bedømmede.
Kort, enhver vil arbeyde saaledes i sær, og alle saaledes tilhobe, at ingen tør skamme sig ved at være Ar¬
beydet bekiendt enten Stykkeviis eller Heelt.
O kom dahid, du smukke Kiøn!
Som haver Lyst, at læse Lære,
Og vid at dette Arbeyds Løn
Er Siælens Pragt og Livets Ære!
Som er Juveel ved Kunstners Haand
J dyreste Metal indfattet,
Saa en ved Lærdom oplyst Aand
Faaer dobbelt Glands, blier dobbelt skattet.
Din Skiønhed fordum Thronet op
Og spendte gamle Kiempers Belte,
Men deylig Siæl i deylig Krop,
Tilbedes skal af Viisdoms Helte.
Man veed, at Saba, Techoa,
Har fordum frembragt Vise Qvinder;
Hvor stamme boglig Kunster fra?
Fra Guder? Ney! fra Nie Gudinder!
Velan vort smukke Kiøn du skal
Med Viisdoms Perle endnu bramme,
Og giøre hver en Juvenal,
Hver Kiønnets Spottere, til Skamme!
J Mandspersoner! komme hid
Som holde Lærdom for en Ære,
Maaskee et samlet Selskabs Flid
Og Eder til Behag kan være,
Maaskee der ofte skiules kan
En Viisdoms Gnist i Skiemtens Aske,
Og mueligt tidt en Herremand
Jfører sig en Tieners Masqve.
Min Ven ! vær ubekymret om
Hvad Navn og Opskrift Værket bærer,
Naar det fortiener kun den Dom
At det forlyster, nytter, lærer!
Men hvo som ikke læse vil,
Den ædle Tid til Lærdom bruge,
Den sender jeg et Ønske til
Af To Fredager i hver Uge.
Her sees da en kort Afbildning paa Planen til dette Skrift. Uden at gøre store Løfter, haaber vi,
det skal tale for sig selv. Man imodtager de Afhandlinger, som indsendes, naar Forfatterne setter sig i en af
Selskabs Lemmernes Sted, og paa Adresse=Contoiret betales 4 Rdlr. for det, der indsendes, som i Trykken ud¬
giør 1 Ark eller i Proportion deraf; men Selskaberne forbeholder sig, uden Fortrydelse at tilbagelevere de Styk¬
ker, som ey til Bladet kunde bruges, hvorved dog skal bruges al muelig Forsigtighed.
