at glæde os ved at leve paa en Tid og i et Land, hvor
Kongernes og Folkets Godgiørenhed anvendes til Ske
ges og Ganlles Helbredelse og Forflegning, til Fa¬
derløses Opdragelse, Enkers Ophold, Kunsters og Vi¬
denskabers Forfremmelse. Hvorfør gjorde vore For¬
fædre ikke det samme, fordi Menneskene i alle Ting
mindre tænke end efterfølge. De gamle og ægte Exempler
hos mere oplyste Folk vare forglemte og de ny: grundede
sig paa glimrende men falske Bevægelses Grunde. Vi
see ikke nu omstunder hos private Folk saa stor en Gav¬
mildhed; men til Vederlag giøres det Gode med større
Forstand. Jkke desto mindre er det uimodsigeligt, at
der endnu findes mangen en, hvis menneskekierlige Hier¬
telag kunde ved Kundskab om bedre Exempler bestemmes
til en bedre Anvendelse af hans Velgierninger. Men
ey at tale mere om vedvarende Stiftelser, hvorved et
Menneskes Godhed overlever ham selv, og som efter
hans Død bekiendtgiøre sig selv for Efterslægten, alt¬
saa ikke saa meget kunde synes at behøve at optrignes,
undtagen for at giøre dem bekiendte for andre, som ikke
harndem for Øyne; hvor mange enkelte Velgierninger
og Udøvelser af en ædelmodig Dyd forglemmes forme¬
delst vores Skiødesløshed, da deres Kundskabs Nytte
en vis Henseende kan ansees for betragteligere end hines,
fordi de ikke udkræve saa store Evner og oftest ere muelige
for den største Deel af Menneskene. Havde de mange
tusende Munke og Nonner, som dog virkelig af Guds¬
frygt eller oftere af Ærgierrighed have opofret sig til
den strengeste og ubehageligste Levemaade, havt bedre
Exempler end Sanct Frands og hans Lige for Øyne,
saa havde de, i steden for at vidske sig for deres Synder
og velte sig i Sneen, udstaaet de haardeste Arbeider og
bittreste Smerter for Fædrenelandet eller for Verden.
Ja hvor mange desverre, i fald de opstode, maatte be¬
klage med al deres Flid og med alle udstaaede Beføæerlig¬
heder at have levet forgieves, fordi de har danset sig seiv
efter felske Modeller?
Hvo veed om ikke en Abelardus, en Thomas
Aqvinag, en Duus Scotus, en Albertus Uaguus
i steden for at de nu tiene til Materie for Letter, havde
i andre Omstændigheder været regnet blandt vore store
Genier, som vi med Henrykkelse beundre og antage til
vore Miznstere?.
Disse Betragtninger havde dragt nig paa de Tan¬
ker at strive et Maanedskrift, der skulle indeholde en
sandferdig Fortællelse af hvad der hos øs eller fremm de
skede af virkelig nytnigt, ædelmodigt og størt, tillige med
en opriglig og upartisk Bedømmelse derover og Sammen¬
liigning med andre af Historien bekiendte Exempler. Jeg
havde medderit denne min Tanke til adskillige og havde
Sinde at udføre mit Forset ved et særskildt Maaneds¬
blad under Titel af Nye Tidender for Menneske¬
Venner; men formedelst den Vanskelighed, som det er
hos os, at udgive noget paa egen Bekostning, ener at
formaae andre dertil, har jeg imodtaget det Tilbud,
som den for sin Vindskibelighed bekiendte Udgivere af dette
Blad gjorde mig, at lade det her indrykke. Jeg tør
haade at nut Arbeide ikke aldeles skal mangle mine Læ¬
seres bifald og grunder mig deels paa de vel tænkendes
tiltagende Antal, deels paa Mængdens Nysgierrighed,
som sædvanlig pleier at spørge om got nyt. Mit Øye¬
med skal altid være, saavel i Materiernes Valg som i
min Skrivemaade at være mine Medborgere til Nytte.
Samleren meddeelte end videre som ham var indsendt
følgende:
Om udstoppede Fugle.
H af udstoppede Fugle. Maaskee det vil ikke være
Van har i disse Tider her i Staden seet en Samling
H af udstoppede Fugle. Maaskee det vil ikke være
ubehageligt for Læserne, at underrettes om Maaden,
hvorledes Fugle best behandles til at udstoppes, for at
kande bevares i lang Tid, at de ey skal tage nogen
Skade, eller der skal komme Møl dertil.
Man kan vel umuelig altid faae de skiøntte Fugle
strax, naar de blive fangne eller skudte, eller medens de
endnu ere varme; men Arbeydet bliver dog meget lettere
naar man kan foretage det, medens de endnu ere varme,
thi Huden lader sig da lettere trekke af, og Fiedrene
bliver mindre fordervede paa deres Skiønhed. Der¬
imod, naar Fuglene engang exe blevne kolde, eller har
ligget en Dag over, saa er Arbeydet meget tungere, og
Huden rives lettelig i Stykker, eller og meget Fedt bli¬
ver hengende derved, som siden giør meget til Fuglenes
Fordervelse Man maae derfor ved store Fugle, faa¬
som Fasaner, Natugler o. s. v. være meget omhyggelig
med at rive de i Huden og øfte ind til Bencue stikkende
Fiedre med Kalk, Alde og Coloqvint, paa det Jusck¬
terne ikke skal lykkes dertil og legge deres Æg derudi,
og dermed forderve det hele Arbeyde.
Ved de allermindste Fugle, saasom Spurrer,
Svaler og destige behøver nean ikkuu at stoppe Huden
ud, efterat alt Kiødet er udtaget, saa at ikkun det yderste
af Vingerne, Rumpen og Nebbet, er blevet ved
Huden.
Det gaaer tungere til ved en end ved en anden
Fugl. Huus=Svalen er allermøysommeligst at trekke af
og stoppe ud: thi den har ikke allene er tynd Hund,
men endog en meget den Krop.
Man tager Fuglen, om det er meneligt, medens
den endnu er vparm; thi saa lader Huden sig meget let¬
tere trekie ac. Beghndelsen giør man med at afskiere
Fødderne, hville man imellemstunder dypper i lunket
Vand, hvorudi er lagt Collozvint og Maluxt.
Derpaa aabner man Hnden neden under Bugen;
kosner den med et glat Træe eller deen fra Kindet, efter¬
som Fingrene ere alt for store derrik, indtil maa kan
styde der ene Laar af Fuglen igiennent. Ligeledts gaaer
man til vris med det ændet Laar, og paa det at Fie¬
drene i Rumpen kan blive hoke, saa maaa man lade
lidet af Stierten niøde, men døg jo mindre jo bedre
Aabningen i Huden paa Bugen maae en gires
alt for stor; dog maae den være saaa stor, at man kan
bringe Fuglens hele Krup derigiennem Man bliver.
altsaa ved at løvne den fra, mdal man fommer: er
Vingerue, da man dermed forfarer, ligesam urelca vel¬
