1767
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 2 og 3
Fruentimmer-Selskabet.
Hofmesterinden.
Om Kiønnets Ja og Ney i Henseende til
at gifte sig.
M¬
an har bedet mig tage Plads i et Selskab, som
ugentlig skulde underholde Publikum med nyttige
og behagelige Anmærkninger. Man har troet min
lange Erfarenhed, som Hofmesterinde, skulde give mig
Fortrin til at indtage denne Plads frem for en anden.
Men maaskee mere en umild Skiebne, end nogen ind¬
vortes Drift haver givet mig Navnet. Sandt er det;
Verden har jeg seet; Menneskens forskiellige Karakte¬
rer har jeg prøvet, store Feyl ved Opdragelsen har jeg
været Vidne til, og i de første Aar af mit Embede,
om et Fruentimmer og tør nævne sig af et Embede, har
jeg maaskee selv af Mangel paa bedre Jndsigt begaaet en
Deel: mit Kiøns ulige Tænkemaade har jeg lært at kien¬
de; dets underkastede Farligheder har jeg ofte været et
Middel til at bestride og overvinde.
Kan saadan en Erfarenhed være nok til at haabe
sig det af mig, man ønsker, saa begynder jeg alerede at
forfalde til en Last, jeg hidtil haver ivret mig stærk over
nemlig at tænke for vel om mig selv. Men mig er
forelagt en Plan, hvorefter ey alene Feylene skulle vises;
men endog Regler gives, og dette skal føres i Pennen,
biefaldes af de Høylærde, førend det tør lade sig see:
derefter skal det bedømmes af den gode Smag, af Lær¬
dommen, af Vittigheden og Jndsigten; ja mit eget
Kiøn, som jeg hermed synes at ville tiene, skulde selv
blive min skarpeste Dommer, og som enhver lettelig seer
er jeg kun et Fruentimmer, en bedaget Hofmesterinde,
ja kun et Fruentimmer, maa jeg sige nok engang: hvad
kan man vel haabe sig heraf? det Kiøn pleyer kun at
jamse, sige de vittige og indsigtsfulde, at opholde sig
ved smaae Ting, og overhovedet en gammel Hofmeste¬
rinde, hvad Smag har hun? hvad veed saadan en af
de nye Ting? hvad kan hun sige os uden det, som var be¬
kiendt for Syndfloden? En hvilken Bane vover jeg mig
paa! jeg som forudseer, at baade min Stiil, min Maade
at foredrage paa, ja Foredraget selv vil mishage.
Dog hvad kan ikke Egenkierlighed friste et Fruen¬
timmer til? det lærde Navn af Forfatterinde, det smi¬
grende Haab, at det torde maaskee behage nogle, kil¬
drer mig alerede saa stærk, at jeg maa pibes ud, førend
jeg nedlegger dette store Navn Men man maatte dog
vide, hvad man kan haabe sig af mig: hvem jeg vil
skrive for, og hvorom. Mig synes Navnet tilkiende¬
giver det; dog skal jeg have den Ære at sige, hvad
Plan jeg har gjort mig selv. Jeg agter at give mit
Kiøn en og anden baade gammel og nye Anmærkning,
som kan tiene til et fornuftig valgt, et retskaffen ført
og lykkelig fuldført Ægteskab. Man skal ikke kunne
troe, hvilket Kaos min Hierne alerede er af hidhørende
Tanker og Begreb, hvorledes man bør betragte Stan¬
den, giøre sig værdig dertil, og hvad Pligter den fører
med sig. Altsaa bliver det moralsk, vil man sige: jeg
vil nok tale om Forlovelser, om de ulige Maader at
gifte sig paa, om Huusmødres Pligter, om Opdragel¬
sen o. v. Ja just det: Materien veed jeg vist er god,
kan den kun blive vel afhandlet, hvilket kommer paa en
Prøve an.
Dette har jeg holdt fornøden forud at erindre,
at hverken Oversætteren af Madame Beaumonts Ma¬
gazin skulde tænke, jeg herved søgde at forringe saa læ¬
rerigt et Skrift, som han har gjort sig Umage med at
levere os, ikke heller at jeg vilde undertrykke den Danske
Skoelemester, som maanedtlig tilskikkes os. Jeg vil
meget mere anbefale dem begge, som de, der legge saa¬
dan god Grundvold, hvorpaa jeg kan bygge min Mo¬
ral, jeg læser dem selv gierne, at jeg kan have Leylighed
til enten at laste eller rose mig selv, for saavit min Om¬
gang med Børn haver været lig deres. Men nok
herom, nu en Prøve af Hovedsagen
Kiere Kiøn! Forlader mig, jeg tiltaler Dem¬
som en Hofmesterinde – De have jo alle Lyst til at
giftes) Fye! hører jeg, hvilken hæsselig Karakter
hun tillegger os! er det at sige om Fruentimmer, at de
ere giftesyge? Ney, mine smaae pæne Piger, det har
jeg slet ikke sagt, men at De havde Lyst til at giftes.
De maa ikke nægte for mig, Deres Lige, at der i Deres
Hierter ligger en Attraae efter Ægtestanden, endskiønt
De ihenseende til den udvortes Tilstaaelse ikke ere de grønd¬
landske Piger meget ulige, som ret med Magt lade
sig slæbe til deres Brudgom, endskiønt Hiertet følger villig:
thi de ansee et frievilligt Ja, som en Forringelse af deres
