Død være Samvittigheds Nag for Jomfruen? Jngen
Lov forbinder nogen til at giøre sig Livet suart, at en
anden kan blive lykkelig: saadanne Barmhiertigheds Regler
ere derfor uden Grund og latterlige; vi bør befordre an¬
dres Fuldkomme hed som; men ikke over vor egen.
Men hvad haver jeg vi let sige med alt dette? jeg tilstaaer,
det er vidtløftigt; men jeg er vant til at sige lidet med
mange Ord, og i min Alder kan man ikke aflade det, som
Vanen har gjort til en Natur
Det var og det eneste Ord Fve Skyld i; som jeg
synes, mit Kiøn vilde indvende, fordi jeg lagde for Da¬
gen, hvad der laae skiult i deres Hierter. Jeg vilde
overbevise dem, at der var slet ingen Skam i saadan Til¬
staaelse, at man gierne vilde have en god Mand. Dette
Ney kan man billig henregne blant de unyttige Ord, som
man forgiæves benytter sig af, efterdi det hverken troes
eller kan ttoes. Lad os kun i Fortroelighed spørge de
gamle Piger, som Haabet aldeles er forsvundet for, hvor¬
fore de ikke have taget sig en Mand, ere de oprigtige,
saa sætte de ikke Skylden paa en Ulyst eller Modbydelig¬
hed til Standen; men have andre Aarsager, og deres
Hierter sige altid: vi vilde gierne; men kunde ikke.
Saaledes vilde jeg, alle Piger skulde være, ikke give de
spitsfindige Mandfolk Leylighed til at fornøye sig paa vor
Bekostning, da vi ofte maa taale at høre Sandheden af
en andens Mund, hvilket bliver os en Fornærmelse, for¬
di vi søge at skiule den Sagen i sig selv bliver den sam¬
me, enten vi sige Ney eller Ja; thi kommer der dog en
Frier paa det samme, som staaer den lille Pige an, saa
siger hun strax ja, om hun saa 100de gange forhen havde
udladt sig med at døe Pige. Men fordi jeg finder, at
saadan en pæn Opførsel er urimelig, og passer sig ikke
med den Oprigtighed, enhver bør lade see i det, som ey
ulene er tilladeligt; men og vor Pligt.
Just, som jeg var færdig med dette, sender en af
vore fornuftigste Hofmesterinder mig følgende om at svøbe
Børn, med den indstændige Begiering, at jeg vilde lade
det indrykke strax: vi have Børn og Ammer nok hver
Dag, som maaskee kunne behøve at læse det, hvilke jeg
derfor kunde tiene tilligemed Forfatterinden, og her er
det da, ligesom det er mig tilskikket.
Om Børne-Svøbning.
Seg var engang, siger denne Hovmesterinde, Mameselle
hos et Herskab. Den naadige Frue havde overdra¬
get al sin Moderlige Omsorg for hendes Børn til mig og
til Ammen, Fruen havde sine Værelser i den ene Ende
af Gaarden, nemlig til Gaden, og yderst i den anden
Ende af Gaarden var Ammestuen, at Fruen ikke ved det
for hendes Ører ubehagelige Børne-Skrig skulde blive
foruroliget ved Spise=Caffe= og Spille=Bordet, og i sin
Dag= og Natte-Søvn; men altid kunde have et roligt
og ubekymret Sind for hendes Børn, hvad enten hun
var ude eller inde. Jeg derimod havde mine Værelser
næst Ammestuen, saa at jeg lydelig kunde høre, alt hvad
der gik for sig sammesteds. En Nat blev den lille Frø¬
ken, som var i 4de Uge, meget uroelig, imod Sædvane.
Barnet skreeg, og Anmen sang, og det saalænge, indtil
mig syntes de skreeg begge to. Jeg blev bekymtet for
Barnet; thi jeg har altid været en stor Borne Veil. Bet
faldt mig ind, at vores Naboe, som var en fattig Haarde
verksmand, havde en Deel smukke Børn, sou alle lagt
meget sunde og friske ud. Mueligt, tænkte jeg, deedi dene¬
nes Kone gode Raad for Børn, ventelig har hun enlangt
anden Maade, at opklække hendes Børn paa, end de¬
Fornemme. Jeg gik ind i Ammestuen, og befvel Rla¬
ren, saa hedde Ammen, at hente denne Kone, da jes
inidlertid vilde passe Barnet. Konen kom. Barnet laae
i Vuggen vel tildækket med Puder, men skreeg jammer¬
lig. Her er, sagde Maren: Draaber fra Apøtheket,
som pleier at stille Mavepine, men de vil ikke hielpe, end¬
skiønt jeg har givet Barnet to gauge af dem i Nati e
Net nu kan det stakkels Noor ikke skrige meer. Konen
saae paa Barnet. Kors, saade hun hvor denne uskyl¬
dige Glut er sammenpinet i sit Svøb. Det er jo saa
indpakket, som det skulde skikkes til Hamborg med den
Agende Post. Løs Barnet af Svøbet, saade hun. 5
ney, raabte Alaren: det gaaer aldrig got, Frøkeuen
kunde blive forkiølet, og døe paa Øyeblikket. Det var
got, saade Konen, om J løste Barnet af disse utaaltlige
Baand, førend det reent forsmægter af Pine Jeg giør
det ikke, saade Paren, og beraabte sig paa sin Amme¬
lige Samvittighed. Konen tog altsag Barnet, løste det
at Svøbet, og lagde det paa Sengen. Det havde neune
lagt et Minut,, førend det begyndte at bevæge og række
de smaa Arme og Been; det holdt op at græde og diede
Alaren. Det var meget got, saade Konen, om man
ikke svødte Børnene, endskiønt vore Mødre haver fvedt
os. Ol raabte Hlaren, det var jo bestialist! saa vare
vi jo ikke Mennesker, og svøbte jeg ikke min lille naadige
Frøken, var jeg jo verre end en Koe, tilmed maatte
hun jo blive baade krum og skiev, om jeg ikke svøbte
hende. Bind kun engang, saade Konen, i tre Maaneber
Benene sammen paa en Kalv, og see da, hvad den vil
blive til; kan man kaldt det menneskeligt at binde Arme
og Been paa et spædt Barn, og saa lade det ligge en heel¬
Nat i disse ubarmhiertige Lænker, og siden binde det at
ter igien i tolv Timer, og saaledes et heelt Aar? Bør¬
nene bliver ikke krumme og skieve, fordi man ikke spøber
dem; men bliver det snarere, naar de svøbes tæt og slet.
Jeg har selv forsøgt det. Jeg svøber aldrig mine Børn,
og jeg har min Mand at takke for dette gode Paasund.
Vores første Datter var et meget ttroeligt Barn, lndell
min Mand fik dette Jndfald, at jeg ey skulde svøbe det.
Min Myder og han bleve vel derover Ryenner og hun
atte ikke sin Fod inden vort Huus i 8 Uger. Altsaa
bandt jeg hverken Hænder eller Fødder paa mit Barn,
jeg lagde det alene i noget Lintøy, Barnet sov roeligom
Natten; jeg var i Førstningen bange, og derfor faae
hver Morgen paa Barnets Kryp, om der ikke udvorede
en Pukkel, eller om Benene ikke bleve krumme; men det
voxede gandske lige. Jeg takker endnu min Mand for
dette lykkelige Paafund, og jeg har raadet mange, at de
en skulde foøbe deres Born længere eyd, det høyelte nggle
