Jmod den hidindtil anpriste Tid-Orden venter jeg
den Jndvendig af extraordinaire Tilfælde, som forrykke
det hele Systeme. Jeg tilstaaer Muelighed af saadanne
Tilfælde; men jeg paastaaer, at en liden uforbiegienge¬
lig Afvigelse fra Reglen ey allene ikke kuldkaster dens
Nytte, men meget mere maatte forhøye samme, naar
Erfarenhed lærer, at den foregaaende og efterfølgende
nøye Jagttagelse got giør forderligst, lettest og beqvem¬
mest en uforbegiengelig Afvigelse.
Den lille muntre Jomfrue.
Om sin Spadsere-Gang.
E¬
fter Aftale med min Fætter, sagde den lille Jomfrue,
at han om et Qvarteer skulde møde mig i Haven i
den store Gang, fordristede jeg mig til forgangen Søn¬
dags Aften Kl. halv 8te at gaae ind i Haven. Jeg gil
nogle Gange frem og tilbage i samme Gang, for at treffe
min Fætter; men jeg blev og ligesaa tit efterfulgt og
overseet af nogle, som snart løb mig forbi, for at lige
mig ind i Ansigtet, og, efter at de havde gjort nogle
Smaa=Vendinger, snart kom mig i Møde, for igien at
opnaae samme vigtige Øyemeed. Nogle gik en Tidlang
efter mig; men deres temmelig høyt hviskende Discours
bestod af saa ringe og slet tænkende Talemaader, at Vel¬
anstændighed forbyder mig at fortælle dem; blandt andet
sagde de, at saa smuk en lille Jomfrue, som jeg, burde
have Selskab. For at undgaae dette følgende, forbilø¬
bende og overseende Selskab, besluttede jeg, at sette mig,
gik derfore ind i det dobbelte Lyst-Huus, hvor Kors-Gan¬
gen falder igiennem. Her tænkte jeg at være sat i en
Slags Sikkerhed; men intet mindre. Det varede ey
længe, førend en Mands-Person indtraadde i samme Lyst¬
Huus, og efter at han havde gjort mig en erbarmelig
venlig Compliment, satte han sig lige over for mig.
Efter en kort Taushed aabnede han sin Veltalenhed med
et bittert Klagemaal over den ustadige og kolde Sommer
i dette Aar, og da han saaledes havde gjort en Hoben
Vind over Vind og Væyr, tilbød han mig med en særde¬
les venlig Mine sit Følgeskab, hvilket jeg paa den anstæn¬
digste Maade afslog, sigende, at jeg hvert Øyeblik ven¬
tede min Fætter. Fætter sagde han? Kan jeg da ikke
og være Jomfruens Fætter, spurgde han. Ney, min
Herre svarede jeg: saadant Slægtskab forstaaer jeg mig
ikke paa. Hvorpaa han gik, og gjorde mig nu en ligesaa
siær og koldsindig, som tilforn venlig og heed Compli¬
ment. Jeg tænkte: hvad paa min Side møn kunde have
foraarsaget saadan Forandring hos denne Monsieur som
gik ligesaa fiær og suur ud, som han kom mild og venlig
ind. Hans Vrede forekom mig ligesaa daarlig og latter¬
lig, som en Staaders, der bliver vred paa en anden
Staader, fordi han ey kan give ham en Almisse. Det
varede ey længe, efter at jeg var bleven denne selvbudne
Giæst qvit, førend der kom et Partie efter det andet af
Smaa-Herrer og andre, som vankede hid og did, gik
paa Kryds og Qvær igiennem og uden om Lyst=Huset, alle
kigede, hviskede, hilsede og loe; En sagde: det stakkels
Pige=Barn ønsker sig Følgeskab; en anden: den lille
Jomfrue sidder paa Udkik; den tredie: hun gaaer nok
paa Fangsten; den fierde: hun venter nok paa sin Kiere¬
ste, enhver gav sine Betænkninger over min Person, loe,
hviskede og svevede omkring Lyst-Huset, ligesom Flager¬
Muus og Aftenbakkerne i Tusmørket omkring et hvidt
Klæde, eller som Svalerne, ber flyver hid og did om
Klokke Taarnet, naar en Ugle imod Aftenen kan være
fremkommet i et af Lyd=Hullerne. (Jngen kan fortryde
paa, at jeg lignede mig selv ved en Ugle i forstyrrede
teder). Jeg skyndte mig af Haven, da jeg mærkede,
hvor mange adskillige Domme de Fruentimmer underka¬
ster sig, som har Dristighed nok til at gaae eene paa saa¬
danne offentlige Steder. Jeg har derfor vildet fortælle
denne korte Spadsere=Gang, for at advare andre, at de
ingenlunde, i hvor uskyldige de end maatte være, fordri¬
ster dem til at gaae cene, uden de vil ansees for * * *
men at de i det ringeste tager deres Fætter med; thi saa
undgaaer de alle saadanne Uleyligheder.
Fredags-Selskabet.
Borgeren i en af de smaae Kiøbstæder.
Det Trykkende i de smaae Kiøbstæders
Næring.
D¬
en beklagelige Nærings-Tilstand i de smaae Kiøbstæ¬
der er i sig selv alt for kiendelig, til ikke at opvække
de Betragtninger, der ere sædvanlige i de Gemytter, der
elske Mennesket, og ikke tillægge Bondens mere end
Børgerens Vel. Følgende ringe Tanker om Aarsagerne
dertil og Midlerne derimod haabe derfor ikke andet, end
alleneste at tiene til et lidet Tynder, for at lægges til den
Jld, der, tilbøyelig nok til at brænde, giver desto snarere
sin Lue frem. Kiøbstædernes Næring er en Jomfrue,
ikke af gemeen Deplighed. Hendes Beylere udgiøre for
stort et Tal til, at jeg enten skulde give Dem et nøyagtigt
Billede af hver især, eller samle dem alle til nogen Skue¬
plads saa eng som denne. De mægtigste allene skal blive
Maalet for Tanker. De smaae, de hemmelige, de som
blive inden for deres egne Vegge, ere ikke for faa, for
at efterlade min Herre nye Materie til nye Betragtninger:
Handel, Haandverker og Agerdyrkning ere de tre
Ting, der forene sig for at virke i hver Kiøbstæd en Næ¬
ring, der efterhaanden ødelegges af sine egne Feyl. Have
De vel hørt en selsommere Historie end denne, at Kiøb¬
mænd, der Aar ud og Aar ind drive Handel med den
Kornrige Bonde, nødes til at drive den Korn-Handel
paa anden Haand, som Jordegodsernes Forvaltere eller
Eyere drive paa den første? Uagtet Forordningen af 13
Dec. 1692, der saa strængelig forbyder dette Forprang,
mener man dog at have en fuldkommen Ret dertil: Har
ikke enhver, siger man, Frihed til at benytte sig af sit,
