saadan som han best veed og kan? De samme Tanker har
jeg og, naar kun Benyttelsen ikke geraader andre til Ska¬
de, og saaledes gaaer Lovene imod. Sce Lovens 3 Bogs¬
13 Cap. 25. 26. Art saa og 24 Art. Forord. af 25 Aug¬
1741. Kiøbstædernes Privilegier af 24 Junii 1661. lige¬
meget. Hvem vil formene Landgodscyeren at afkiøbe sine
Underhavendes Korn, imod at korte det af deres Skat¬
ter? Den samme, der har forbudet ham Handel, og
benaadet ham frem for alle andre uden for den Stand
med saa særdeles store Friheder og Herligheder, at han
ikke har mindste Føye til at indlade sig i den Nedrighed,
at gribe andre ind i deres Jkke heller kan nogen overtale
mig til at troe, at den høyeste Regiering, ifald den hav¬
de fundet for got, at sætte Jordegodseyeren til en almin¬
delig Kornhandlere for Kiøbstæderne, saa viselig havde
inddeelt Bondens Afgifter i Korn og Penge. Han havde
jo da ikke nødig at give andre Afgifter end Korn. Men
paa hvad Maade skulde da Handelen været underholdet
imellem Landet og Stæderne? Men denne Jorddrotter¬
nes Korn-Handel kan j ikke, lægger man til, hindre
Kiøbstæderne i deres Næring, saa længe det af Bonden
annammede Korn sælges igien til Kiøbstæderne? Det hin¬
drer ikke videre, end at alt dette Korn ikke kommer til
Axel=Torvene, og vore Kiøbmænd tabe reent ud deres
første Gevinst, det er saa meget paa hver Tønde, som
Herremanden faaer meere af Kiøbmanden, end han selv gav
ud til Bonden, ja at Kiøbmanden paa saadan Maade nø¬
des til at give sig ind i en Handel, der er ligesaa slibrig
for hans Velfærd, som den høye Priis for Haabet, hvor¬
paa den er bygt. Jordegodseyeren, farer man fort,
forbinder egen Velfærd til at holde sit Gods i Stand,
og hvorledes kan han det, naar han ikke maae have Fri¬
hed til at afkiøbe sin Bonde sit Korn, for derved at drin¬
ge Prisen derpaa saa høyt op, han kan? Hertil svares:
egen Velfærd er vel den vigtigste Grund for denne Kor¬
nets Opkiøbning, og dermed forbundne høye Priis; dog
haaber jeg at Bondens og Landmandens Ret ikke bør gaae
videre end til den Middelvey, der tillader de andre Stæn¬
der at leve med, at befordre deres Vel med, at arbeide
og tage de Forretninger i Agt, dem som Lemmer paa et
og det samme Legeme tilkommer, og skulle vore Kiøbmænd
ikke være fornuftige nok til at indsee, at en maadelig høy
Korn-Priis er den tienligste for alle, skulde de ikke have
Mod nok til at byde Bonden altid den samme, som vi
see, de nu giøre? har da nogen Opkiøbning i dette Fald
noget billigt Stæd, om endog Kiøbmanden iblant fik
nogle Tønder Korn for en maade ig lav eller let Priis
kunde han da have mindre for det, han aarlig sætter til
paa Bonden, for Renten af de laante rede Penge, og af
di betroede men aldrig betalte Vahre &c
Endnu mindre sitre for ødeleggende Beilere ere de
øvrige Dele af Handelen At sælge til Bonden Jern,
Hør, Hamp, Tiere, Tømmer, Salt, Tøbak&c. ude paa
Landet det er at give Bonden Forstrætning, og til den¬
ne siger man er enhver Jordegods-Eyer forbunden.
Men skulde alt det som en Bønde i sin Huusholdning
behøver, befattes under Navn af Forstrækning, hvortil
behøves da Kiøbmænd og Haandverks-Folk i Kiøbstæder,
og hvor skal vi da, hen med de gamle forstrakte Navne:
Penge, Korn, Heste og Bygnings-Tømmer? Enhver
Skipper mener sig berettiget til Haudel. Han tager
imod Landmandens Vahre, og mod en vis Fragt sælger
dem baade i og uden Rigerne. Han kiøber Hiem igien
alle Slags Vahre, og imod Fragt og en vis Drikke-Pen¬
ge og Gevinst forsyner Folk, baade i Staden og paa Lan¬
det. J sit Huus sælger han offentlig Salt, Tobak, Sæ¬
be, tør og saltet Fisk, Jern, Staal, Bræder, Tøm¬
mer &c. og imidlertid beholder Kiøbmanden fine Vahre
usolgte. - Skibs=Folkene lære ham Konsten af: de føre
ud de snige ind, de forsyne enhver Ven, og bringe det
saa vidt i Handelen som de kan Endog Haand¬
verks=Folk og Bønder fare ofte til nærmeste Tydske
Stæder for at handle, og sælge underhaanden hvad
de bringe Hjem derfra. Strandsiddere, Bønder
ved Søekanten og paa de smaa Øer bringe det saa
vidt i Snige-Handelen, som de kan. Kort: alle
paa Landet boende, der have bragt det saa vidt,
at de har kundet sige alle en god borgeres Pligter
Farvel i sær paa Øerne faae deres fleste Vure Hiem med
de paa Landet eller i Stæderne boende Skippere, ved
forbiseylende fremmede Skibe, ved visse til de Tydske
Stæder paa sine Tider affædigede Baade, eller ved egne
Reyser og Afsendinger. Og det er al Forundring.
værd, at Danske Mænd ikke kunde bære Danske Klæder,
ikke fordrage Dansk boeskab i Danske Stuer, eller Dansk,
Jern-Arbeide i deres Bygninger. - De i Tydskland boe¬
atte Galanteri=Kræmmere drage endnu store Summer i
vor allerbeste Mynte derhen, og disse skrabe de sammen
ved den Næring af Alen-Glas= og Jsen Kram, som de
aarlig optage for vore Kiøbmænd, og for vore Jsen- og
Glas=Fapriker. – Hvor mange af Stædernes Jndvaa¬
nere ere ikke saa fornemme, at de forskrive alt, hvad de
behøve af Kiøbmands=Vahre, enten fra vore egne store
Stæder, eller fra dem, der ikke begribes under det Danske
Navn? O Forkeerte og dig selv skadende Handel! J din
største Gevinst er dit Tab allerstørst, men jeg maae afbryde,
og skal i næste Samling sige mere.
Borgeren i Hovedstaden.
Calet som Handelsmand.
man dettagte kun med aabne og upartiske Øyne hvil¬
il at udgiøre en Borger, henhører virkelig meget;
man dettagte kun med aabne og upartiske Øyne hvil¬
ket Lem Borgerstanden er paa det pol tiske Legeme, og da
skal man let befinde det af den Vigtighed, at det frem¬
for andre bør conserveres. Det er ey fremmed at høre
det Navn Borger nævne med en Slags Haanhed. Men
ifald ikke Borger, vare, hvorved skulde da en Stat bestaae?
Borgerstanden indbefatter under sig ntallige Lemmer i ad¬
skilte Stænder, men tilsammentagne ere de Hoved-Hiulet
i en Stats Machine. At tale om en af disse allene, nem¬
lig Handelsstanden, da begriber jeg ikke, hvi samme her
paa Stædet ey er bragt til større Høyde. Jeg troer Kiø¬
benhavn ligger ligesaa beqvemt til at udføre sin Handel
ved Søefarten som mange andre Stæder, der ulige met
