1767
Fruentimmer Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 4 og 5
Fruentimmer=Selskabet.
Præste-Enken.
Om Præste-Standens Nødvendighed.
S¬
om Praske-Enke maae det vel være mig tilladt
at tale en Smule om Præste=Standen. At denne
Stand er just nyttig i et Land, tør og kan vel ingen
nægte, som har allene det rette Begreb om en Statsfor¬
fatning. Jeg vil ey tale om Religionen, for saavidt den
sigter til Guds Ære, i den Hen eende er den forlængst
og bliver daglig vanæret af en Deel; men om det mage
være et Fruentimmer tilladt at tale med Statsmænd, da
vil jeg allene bevise, at blot en Stats Jnteresse udfordrer
Religionen paa det nøyeste maae haandthæves
Opløs kun et Folk fra alle de Forbindtligheder en
Religion medfører, indbild dem, der er hverten Gud
eller Dievel, hverken Straf eller Belønning, og see da,
om du kan regiere dem blot ved Borgerlige Love. Lære
de først at blive døve imod den indvortes Overbeviisning
og at foragte Samvittighedens Bud, saa er ingen Gier¬
ning saa ond, de jo skulle ville udøve den. Ophæves al
frygt for den skiulte Dommer, saa blir ingen Misgier¬
ning for stør, naar den allene kan undgaae den Verdslige
Arm. Al Lydighed imod Øvrighed bliver kun et Aag,
som man med første Leylighed søger at afskaffe; thi hvo
som ey anscer det for en Pligt at adlyde Gud, vil langt
mindre troe sig skyldig at adlyde Mennester. Skulde
Religionen afskaffes i et Land, da var det best at forvandle
alle Templer til Rettersteder, og endda skulle tusinde Grue¬
somheder ikke tilveyebringe en udvortes Lydighed hos en
Pøbel, som ey kiendte en indvortes Tvang. Kort: et Folk
uden Religion, vilde være utroe i Krig og uroeligt Fred
Mord, Tyverie og alle Ulykker ville blive daglige Udøvel¬
ser, den ene Naboe maatte staae paa Skildtvagt imod den
anden, naar Regieringen selv maatte skielve for sine egne.
Det er overflødigt at frembringe flere Beviser; ingen kan
være dum nok til at troe, en Stat kan bestaae uden Re¬
ligion, som et skiult, kraftigt og mægtigt Baand. Vel¬
an, er da Religionen høyst nødvendig, og ikke blot for
den politiske Nyttes Skyld kan undværes, hvi haandthæ¬
ver man den da ikke? Handler man ikke imod sin egen
Nytte og Velfærd ved at kuldkaste den, og viser ikke den
Statsmand liden Forstand, som giver Anledning dertil?
Er det en afgjort Sag, at Religionen maae være, saa
ere og de nødvendige, som lære og forkynde den, det ere
Præsterne, hvilde følgelig blive umistelige Lemmer i en
Stat. Man hører daglig Folk opholde sig imod Præste¬
Standen, dens Bespyttelse og Foragt er Styrken af en¬
hver ubetænksom Fritænkers Tale-Kunst. Det ene Lem¬
ge Borgere i en Stat!
paa Legemet kan ey hade det andet, og den ene Stand i
Staten bør ey foragte den anden; hvo som giør det, viser
sig kun en ufornuftig og uroelig Borger. – Jeg nægter
ikke, naar en Præst opfører sig lastværdig, er han et af¬
skyeligt og forargerligt Exempel. Jkke nok dermed, at
han skyer offentlige Laster, han bør og holde sig fra dem,
som allene staae under Moralens Svøbe, saasom Gierrig¬
hed, Hoffærdighed, Falskhed, Hevngierrighed m.m.; the
ellers er han utaalelig. Men naar en Præst ihenseende til
sit Embede opfører sig oprigtig, ihenseende til sin Omgang
med andre Mennesker fornuftig, høflig og beleven, kort:
naar han, som Guds Ords Tiener, tillige er en Menne¬
ske=Ven: saa troer og paastaaer jeg, han som et nyttigt
og ærværdigt Lem i Staten bør betragtes og ansees.
Jeg har kun talet om Religionen for saavidt den har en
politisk Nytte, at tale om den ihenseende til Gud, var
kun at tale for de Døve, surdis narrare fabulam Afellis,
den taler ellers for sig selv, dens moralske Skiønhed og
Fuldkommenhed giver den Christelige Religion et lysende
Fortrin frem for alle andre. Vel an, J Mennesker!
som ikkun betragte en Religion som et Statskneb, hvi
holde J den ikke i Ære, for i det mindste at vise J ere
gode Borgere, og hvi opføre Jeder som slette Selskabs¬
Lemmer ved at bespotte og forhaane den? J ville have
rihed til at tænke og troe efter Behag, men hvi tillade
J ikke andre at giøre ligesaa, hvi forstyrre J deres Fy¬
hed, som, ved at helligholde og vedblive i Religionen, vise
sig at være veltænkende ihenseende til Gud, og gode lydi¬
Hovmesterinden.
Om Børne-Vuggen. Jndsendt.
V¬
ores Naboe-Kone, om hvilken jeg sidste Gang talte,
kom med sine tvende smaae Børn efter nogle faa
Dage ind til mig, baade for at see til vores lille Frøken,
og fordi hendes Børn skulde selv takke mig for de Klæder,
jeg havde givet dem. Det vare to allerkiereste smaae Pi¬
ge=Børn. Konen gik med mig ind i Amme-Stuen, hvor
Ammen just paa den Tid slyngede Vuggen saaledes, at
den var færdig at kastes over Ende. (Maren Amme.
var preed, fordi Kokke=Pigen havde glemt at bringe Thee¬
