umistelige Videnskaber, saa længe Mesterne kunne ud¬
skrive deres Drenge uden at aflegge Bevis for hvad de
hos dem have lært, saa længe Drengene og Mesterne med
maae drive saa megen Tid bort paa at afkiøbe Bonden i
hans Huus alle de Fornødenheder, som han er pligtig at
føre til Areltorvene).
Der ere vel flere Magneter der drage Næringen fra
Verkstæderne i de smaa Kiøbstæder, nogle her, som ikke
hidset nogle mere i et Aar, end andre et andet. Desse
ere alle uden for dette snævre Rum, og jeg handlede alt
for ubilligt, om jeg ikke efterlod til andres dybere Ef¬
tertanke Plads not til Udsigten af de Ting, som mine
Øyne have været alt for korte til at indhente nogen ret
Kundskab om.
Fra Verkstæderne vende vi os til Agerdyrkningen:
de smaa Kiøbstæder have næsten alle Agerdyrkning, nogle
stoer andre maadelig, og andre liden. Land og Egn,
som de ligge i, giøre den mere og mindre fordeelagtig.
Giærdsel, Gavn Tømmer Brændsel, Avlings=Redskaber,
ere paa mange Stæder særdeles dyre, og udkræve derfor
Avlsmandens største Flid, Forsigtighed og Sparsomhed,
om han ingen anden Haandtering driver tilligemed, hvis
han derved skal erhverve det sig og Familie fornødne
Men det, som meest trykker denne Deel af Kiøbstædernes
Næring, ere den svære Fortærings=Skat: af Korn- og
Høe=Læs, Græsgangs= og Tillægs=Penge af alle de nyttige
Dyr, som Avlsmanden i Kiøbstæden ligesaa lidet til Av¬
lingens Drift kan undvære, som Bonden paa Landet, og
som han aarlig opdrager til Statens store Gavn og For¬
deel. Jo nyttigere Borger han er, jo videre han bringer
det med Jordens Dyrkelse, jo mere Qvæg han legger til,
jo mere Korn han fører hiem af sine Agre, jo mere Byrde
ligger ham paa, og jo større Skat har han at svare der¬
Dette er al den Opmuntring han har. Den store
Utroeskab, Ødselhed, Ladhed og Underfundighed, den
utemte Selvraadighed, Lækkerhed og Overdagdighed,
der beherske deres Gemytter, som tiene: den beklagelige
Maade at fvere Hestene med det Korn, der burde være
Agerdyrkerens Gevinst: Græsvextens Forsømmelse: Man¬
gel af allehaande nyttige Træers Plantelse paa Kiøbstæ¬
dernes Grunde og saa mere, er altsammen nok til Stadfæ¬
stelse af den Sandhed, at ved Avling i Kiøbstæderne er
kun ringe Gevinst, og at Tieneste-Folk og Heste fortære
alt, hvad den bringer ind.
Men hvad kunde ikke et i hver af de smaa Kiøbstæ¬
der oprettet Huusholdnings=Selskab udrette i dette og alle
forberørte Tilfælde til Stædernes Opkomst, Styrke og
Flor?
Jomfruens Færter.
Om en Qvaksalver og en Skræder.
E¬
n Qvaksalver og en Skræder holdte engang saadan en
Samtale: Ak! sagde Skræderen: hvor ilde blev
jeg ikke skaaret, om Folk engang faldt paa, ikke at bære
Klæder; det var da ude med mig, efterdi jeg intet andet
haver lært, hvormed jeg kunde ernære mig J Sandhed,
min Ven! svarede Qvaksalveren: jeg beklager Eder af mit
Hierte. Himlen skee Tak, sagde han videre med en spodsk
Mine: min Tilstand staaer ikke paa saa slibrig en Fod,
om end et af mine Kneb staaer Feyl, har jeg hundrede i
Baghold, skulde ellers Lykken imidlertid bringe Eder til
Bettelstaven, saa kom til mig, jeg skal hielpe Eder¬
Kort derefter kom Hunger i Landet; uagtet den dyre Tid,
behøvede dog Folk Klæder, og Skræderen fortiente sit
Brød. Men den arme Qvaksalver fandt ingen, som
havde en Skilling at spilde paa ham, uagtet han anbragte
alle sine 100 Knceb og lovede Guld og grønne Skove,
hele Verden vendte ham Ryggen. Tilsidst blev han nød¬
saget til at aftrygle sig Skræderens Ædelmodighed, som
han før formedelst det ringe Haandverk havde foragtet.
Dette var ellers en unyttig Sorg af den forsynlige
Skræder. Vel lader det paa visse Lemmer, som man un¬
dertiden vilde kaste Klæderne; men han maatte betænke,
at hvad som fattes for oven, findes i des større Overflø¬
dighed for neden. Men hvad om man faaer i Sinde
at afskaffe al Magelighed; hvor skal da de mange Ledig¬
giængere hen, som nu opvarter de Magelige?
Phillis i Torden.
eller
Den forstrækkede Phillis.
Et Uvæyr stormer an paa Phillis Sovgemak.
Det lyner, tordner stærk. Her vaagner Phillis, ak
Der Jld for Øyet er, og Knald for hendes Øre
Nu kom et Lyn, nu Skrald. Hvad skulde hun nu giøre?
Beundrer hendes Vid: Hun flør til Damon ind.
Her høres Torden er, her giør er Lynet blind
Samleren.
Skriftemaals første Oprindelse.
D¬
et kunde synes unyttig, at tale om en saa alminde¬
lig bekiendt Ting, som den vise Forordning af 8 Ju¬
nii 1767, ved hvilken Kongen har afskaffet Skriftemaal
og forandret Straffen for Leyermaal til Fængsel paa
Vand og Brød, men jeg formoder at den største Deel af
Læserne, hvis Sag det ikke er at kiende Lovenes Oprin¬
delse og deres Forhold til de adskillige Tiders Sæder skal
maaskre med Nysgierrighed erfare det ved Forordningen
afskaffede Skriftemaals Opkomst, Hensigt og Misbrug,
men fornemmelig dets Uleytigheder i vore Tider og med
Fornøyelse indsee Nytten af dets Afskaffelse J den Christne
Kirkes allerældste Tider finde vi at Kirkens Lærere har fun¬
det det fornødent at udelukke som rødne Lemmer af Menig¬
hedens Samfund dem som ved nogen Last havde besmit¬
tet deres Sæder. Jntet var mere nødvendigt paa en Tid,
da Kirken, i Stæden for at understøttes af den verdslige
Øvrighed, blev ofte altsammen anseet for en Sverm af
de liderligste Mennesker, der fortiente at udryddes af Sel¬
skabet. En af de Beskyldninger, som man gjorde imod
de første Christne var at Løsagtighed var Hensigten af de¬
res Forsamlinger, og Anledningen dertil tages rimeligen
deels af deres fortroelige Omgang med hinanden deels
af adskillige Secters saa afskyelige Lærdomme og Sæder,
at Anstændighed forbyder at fortælle dem. Derfor ude¬
lukte man af Menigheden enhver, som havde begaaet den
ringeste Løsagtighed, at Hedningerne deraf kunde see,
