hvor ugrandet denne Beskyldning var. Dertil kom ogsaa
den Fuldkommenhed, som man falskelig attraaede ved at
leve i ugift Stand. Dette forvoldede at man ansaae
indtil de almindeligste og menneskeligste Skrøbeligheder,
tn Elskov forvolder uden ringeste Medlidenhed, med
største Strænghed og Foragt. En som havde begaaet
Leiermaal, blev af Basilius i 7 Aar udelukket af Me¬
nigheden, af Gregorius (Biskop i Hrssa) i 9 Aar; thi
Tiden var adskillig i adskillige Stifter. For Hoer havde
man i Begyndelsen excommuniceret paa Livs Tid, og ville
neppe antage dem i Kirken endog paa deres Yderste. Da
Pave Sephyrinus omtrent Aar 216 i Betragtning af
de deraf flydende Uleiligheder, de nye Omvendtes Skrek
for den strænge Disciplin og mange Døendes Fortvivlelse,
forkortede Tiden, fandt han stor Modsigelse af de Afri¬
kanske Kirkelærere og i Besynderlighed af Certullianus,
hvis strænge Sædelære er nok bekiendt. Siden blev det
dog i den 20de Canon af det Ankyranske Kirkemøde, som
blev holdt Aar 315, anordnet at antage de, som havde be¬
gaaet Hoer, i Kirkens Samfund efter 7 Aars Poenitentz.
Det var naturligt at en Syndere, som efter den fore
skrevne Tids Forløb begierede at indlemmes i Kirken igien
maatte vise en virkelig Forbedring og den indprentede Ær¬
bødighed for Religionen, at hans Antagelse skede med en
Slags Solenniret. Han bad knælende om sin Synds
Forladelse i Menighedens Overværelse, og Biskoppen eller
Præsten, som stoed for ham, absolvcerte ham med Haands
Paaleggelse, hvilken Skik man mener at have givet An¬
ledning til den Beskyldning mod de Christne, at de til¬
bad Præsten, eller, som de sagde, facerdetis colebant
genitalia. Dette er Skriftemaals første Oprindelse. Det
havde sin store Nytte til at forbedre Sæderne, til at vise
de Christnes rene Sæder og indprente en stor Høyagtelse
for Religionen Men det var ingen Straf. Et hvert
Selskab, som ikke strider mod Landets Love, kan ude¬
lukke af Forsamlingen den, som har forstet sig mod Con¬
ventionen. Derfor bruger Canonisterne endnu hellere de
Ord Disciplina og Exeessus end Poena og Delictum,
Maaskee har de første Christne ved Excommunicatio¬
nens Indrettelse efterfulgt Jøderne, hos hvilke det er
bekiendt at den meget har været i Brug, og uden Tvivl
har Christus selv havt denne Brug for Øyne, naar han
siger Matth 18, 17. Men hører din Broder dem
ikke, da slig det til Menigheden: men hører han ikke
Menigheden, da skal han være for dig ligesom en
Hedning og Toldere.
Da Kirken siden fik Overhaand over Hedenskabet, og
da Paverne Tid efter anden bleve mægtige nok til at torde
foreskrive hele Christendommen Love, blev Kirke-Discip¬
linen beholdt ja udstrakt til Ret at paalegge det, som
ikke lettelig kan ansees for andet end Straffe, saasom at
pidske, sette paa Vand og Brød, og forvise, og om end¬
skiønt det var Geistlige, som uddeelte disse Poenitentze¬
Slag, der ikke som hine, der gives offentlig og ved Bø¬
delens Haand, burde somnindske eens Ære, omendskiønt
Fængsling paa Vand og Brød burde ansees for Faste
Clejunium) og Forviisning for jeg veed ikke hvad, saa
kan jeg dog ikke see anden Førskiel imellem disse poena¬
canonicas og poenas civiles, Borgerlige Loves Straffe,
end at hine bleve paalagde af geistlige og efter en sund
Staatskunst uberettigede Personer. Faste, Poenitentz og
Afbigt vare frievillige Ting i den første Christen Kirke
og bør være det efter deres Natur. Hvad Fortrydelses
og Omvendelsens Tegn kan det ansees for at lade sig pidske
imod sin Villie, Rasmus Rotterdam har havt Aar¬
sag at skiemte med de Præster, som pleiede, for at berede
deres Tilhørere til at iagttage Fasten, at raabe: Cras¬
jejunandum sub poenaæternæ damnationis; J Morgen
skal J faste eller J skal pines til evig Tid i Helvede!
Det kunde altsaa fra den Tid af ikke ansees for an¬
det end en Misbrug. Ved Reformationen vilde man
ikke gandske afskaffe Kirke=Disciplinen, og endeel af de Ca¬
noniske Straffe bleve forvandlede til Borgerlige. Saa¬
ledes blev Skriftemaal en Straf, fornemmelig for Leier¬
maal. Men det var meget uligt fra det hvad vi har
seet, det var i den første Kirke. For det første var det
nok at Loven fastsatte det som en Straf til at betage det
sin Frievillighed og at ansee det som noget haardt at ud¬
staae For det andet blev Synderen ikke paa nogen Tid
til Forbedring udelukket af Kirken, han blev ikke som hine
med Kierlighed og Medlidenhed antaget af Menigheden;
men man skulde snart sige, at Straffen bestod just i denne
Antagelse. Hvor smertelig en Følelse maatte det ikke
være, fornemmelig for et Fruentimmer, der ved et Øye¬
bliks Skrøbelighed havde paadraget sig, foruden store Be¬
sværligheder, Folkes fornedrende Foragt, at see sig maa¬
let for en infulterende Mængdes frekke Øyesyn, imens
hun nærmede sig til en streng Dommere for at høre en
efter Omstændighederne ofte alt for bitter Jrettesettelse?
for det tredie skikkede denne Fornedrelse sig ikke med Vær¬
digheden af det Sacramente, Synderen samme Dag skulde
nyde, og jeg har hørt mange fornuftige Præster klage over
denne og de andre Uleyligheder ved Skriftermagl. Det
passede sig altsaa ikke vel som en Straf, det fornedrede
og forbittrede snarere end det forbedrede den, som havde
forseet sig, det var for haardt for en Skrøbelighed, hvis
naturlige Følger synes efter vore Sæder at være haard
Straf nok, og det sømmede sig ikke vel med Religionens
Majestæt. Alle Fornuftige maae derfor ansee dets Af¬
skaffelse som en Prøve paa vor Allernaadigste Konges
Viisdom, der har vidst, hvad der passede sig paa Tider¬
nes Sæder. Det er den Kunst, ved hvilken Solon
blev anseet for saa stor en Lovgivere. Derfor sagde han
til en, som lastede adskilligt i hans Love og spurgde ham,
hvorfor han ikke havde givet Athenienserne bedre Love:
Det er vel ikke de allerbeste Love, men de beste,
som Athenienserne kan have.
Betænkning over et Skib som er Strandefærdigt.
F¬
orvovne Geyst, hvorhen? hen til Neptuni Strande,
Hvor Havet slikker paa sin tørre Broders Mund,
Hvad der, at see mig selv lidt i de Speyle-Vande
Som spille, Ja Gud veed paa hvilken ukiendt Grund.
