Hvor Havets modig Hest af Dybets Bug sig reyser
Og ryster af sit Man de Svede=Perler ud (
Hvor Bølgers Bierge=Top mod Himlens Skyer kneyser,
Og søger ved sin Kraft, sit Virknings Selv, sin Gud.
Sit Selv, sin Gud? tie stil, Ja! Ja! min Geyst tie stille
Med det ukiendte Selv, din Tankes ingen Havn
Hvis Kraft i Virkning du kan see men dog ey skille,
Og skal den nævnes, saa er det et nuævnt Navn.
Gak ud for Tankens Seyl paa fraadde, hvide Bølge,
Min Geyst, men see dig for at du ey synker ned!
See til om du ey kan den Skovens Dotter følge,
Hvis Slange bugtet Vey har intet synligt Fied!
Ja! Ja! du lille Skib, Fornuftens Mesternykke,
Forvovenheds Forsøg, Opfindelse og Grav!
Man troer kuap Himlen selv, betroer dog Liv og Lykke
Paa dig, i Skiødet af det aldrig trygge Hav!
Velan, fornøy dig her, min tidt vellystig Tanke,
Hvor anden Grændse ey for den Betragtnings Rum,
End selv Naturen er, den din og altings Stranke,
Svæv over dette Dyb, see, hør og tænk dig om!
Trocløse Element, forvovne Fart! O! Himmel!
Er intet Bret, hvorved min Tanke holdes kan,
Hvad brøler hist saa fælt, hvad er det for en Vrimmel,
Er Havet Himlens Muur, og er vor Luftkreds Vand;
Utalte Væsener, J Verdner Verdens Lige
Og du, du altings Lys, har ey en Straake meer,
Tør blide Firmament til vrede Hav ey kige?
Dog tør den stive Eog dig trødse som du seer!
O! see det lille Skib, see, see, hvor det kan rugge,
Min Gud! hvad Ligevægt kan holde dette op?
Begiv dig ned min Geyst! dog ney! Jeg troer din Vugge
Til Dødens sidste Søvn vil dysse ind din Krop!
Hvad blinker hist for Lys i Skibets Toug og Takler,
Er det det store Selv? Ney! det er aldrig dig,
Hvad er det da for Blink? D! det er Dødens Fakler
Som til det sidste Mørk vil lyse dig og mig
Ach Haabets sidste Maal! see hvor Afgrundens Sluser
Har aabnet til vor Grav sin Afgrunds hule Vom,
Hør hvor den Hvirvel=Vind saa fnysende udbruser
Med Helved-Grue og Skræk den visse Død og Dom!
Og blæser Banghed ind i mest forvovne Hiæte,
Nu Himmel, Hav og Luft har brudt Naturens Fred
Forstil dig selv Fornuft, hvad Angest, Nød og Smerte
Det er, end levendes og sund at graves ned!
Kan en udmattet Krop, hvor meer end Siæl kuap lever,
Hvor Dødens Sendebud er Sygdoms lange Tid
Dog grue for sin Død, saa tænt hvad Angst her svæver,
Hvor plages disses Siæl ved Dødens Orme-Vrid?
Blandt Torden, Storm og Brag, en andens Sukke hører,
Her tigger Frygten Liv og Nøden lover Tak,
Da Vinden mellem hvert igiennem Luften fører
Et ynksomt Echo af de Dødbespendtes Ach!
(*) Poeterne fabulere, Duggen at komme derfra, at So¬
lens Heste, naar de opstaae af Havet, ryne sit Man.
Kom selv, o Gruesomhed, kom Tiger-artet Skare,
See denne Scene an, og hvis du endda kan
Et ynksomt Hiertets Suk, og Øyets Taare spare,
Da borg af salte Hav en Draabe Taare=Vand!
Her skal du see Portrait af Jonæ Andagts Kirke,
Hervrides Haand i Haand og Suk paa Suk gaaer ud,
Her prøver Nøden ret hvad ivrig Bøn kan virke
Her zittrer hvert et Knæe og knæler for sin Gud.
Her slaaer Samvittigheds, saa stærkt som Havets Bølger,
Her mellem Rummet af Døds Nat og Livets Dag,
Her maler Angest af, Liv, Død og Dødens Følger,
Her krystes Himlen ret i bønligt Favne-Tag!
Nu kan ey Tungen meer, nu taler Siælens Tanke,
Og Øyet seer til Gud, som Hiertets sidste Tolk,
Her er det sidste Knal, gruesomme Skiær, du Planke,
O! Himmel Hav og Grap! O! ulyksaligt Folk!
Dog holdt, forsagte Mod! et Skrit fra Dødens Porte
Endnu tilbage er, du slap af denne Nød,
Hos Haab er endda Liv og Livet ikke borte;
Thi Klippeus hvalse Od ey Skibets Riøbeen Brød.
Hvad Syn, hvad seer jeg nu, de modeløse Stakler,
Bønknepte Fingre nu til Arbeyd aabne tør
Saa rask som Lynild før fløye om i Mast og Takler,
Saa fyrige nu Haab Frygtkolde Lemmer giør;
De gaae det Skiær forbi, hvor Haab nær havde strandet,
Hvor Frygten større var for Land end Afgrunds Vand,
Hvo vil i Havets Nød ey ønske sig paa Landet,
Men see hvor Tryghed selv til Fare blive kan!
Som Blodet bæver sig i de udspendte Aarer,
Naar det opøses først af et forbittret Sind,
Saa væltet Hoved op de Afgrunds dybe Baarer,
Og styrtet som til Hævn de vrede Bølger ind;
Men nu blev mere end oprørte Vande stillet,
Og Vindens Sendebud udblæste Luftens Fred
Et Glimt af liflig Svel i Skyens Taage spillet,
Og skiød som Venskabs Tegn med hver en Straalned,
Snart funkled Solens Skin, snart dunkled Skyens Mørke,
Naar Solens Skin var mørkt, var Mørket lidet lyst,
Som i en uvis Kamp, naar tvende prøve Styrke,
Dog Solen Mester blev i Luftens Tumle-Dyst.
Nu blev da Suk og Sorg omvendt til Fryd og Glæde,
Og Luften susede af Takke-Offers Lyd;
Men hvor er du, min Geyst! hvi er du ey tilstæde,
Er du vel tankefuld og taus ved denne Fryd?
Ja! jeg maac Menneskets Formastelse beklage,
Som reddes kuap engang fra Dødens Strube nd,
Skiønt lige Farlighed hver Time er tilbage,
Førend det haver glemt,, sig selv, sin Nød, sin Gud.
Den ærgierrige Chineser.
H¬
vad er den Ære, vi
Er saa forelskte i?
En Lyd, som hastig gaaer forbi,
Et Ord, et Navn
Til intet Gavn,
