Men som oc kyster dos saa megen Sørg og Møye,
Som og det var
En Ting saa kystvar og saa rar,
At intet kunde den opveye.
O du,
Som vi endnu.
Har gjort dig frie
For Ærens Slaverie!
For dig, som daarlig i dens svære Lænker træller,
Jeg denne Hændelse fortæller:
J China levede en Mand,
Begavet med en stor Forstand,
Af opvakt Vd, lærvillig, vittig,
Af sterk Hukommelse, særdeles flittig,
Desuden velskabt sund og riig,
Kort sagt: i alting lykkelig,
Og saa begierlig efter Ære,
Som han var skikket til at lære.
Han trøede nu at have inde
Al Lærdom, som der var i Chines Land at finde,
Og tog sig for at see sig om
J hvert et Land,
Paa hver en Øe
Hvert Hav, hver Flod, hver Søe,
Og lære meer og meer i hvor han kom.
Europa var ham ey saa gandske ubekiendt,
At han jo følede derved
Sin heftige Nysgierrighed.
Meest hen til samme vendt.
Han reyste derfor strax til Land
Jgiennem mange Nationer,
Hvis Dumhed, tænkte han,
Europes Vittighed forsoner.
Ey længe vilde han opholde sig blandt dem,
Men reyste videre igiennem Rusland frem,
Kom indtil Petersborg,
Og saae med største Hiertesorg
Hvor lidet man,
J dette Land,
Om China vidste.
Det er vel, tænkte han,
Fordi det er det sidste
Som man poleret har.
(Saa store Tanker han om vore Sæder bar!)
Jeg hastig reise vil den store Stad at see,
Hvor smukke Kunster nu Mesterstykker lee,
Og samme Herredom mod andre Lande ove
Som fordum Tapperhed.
Og siden hykkelsk Hellighed
Lod Christne Lande længe prøve.
For Korthed jeg nu nævner ey
Hver Bye, han slet tilfreds besøgte paa sin Vey¬
Kort sagt, han kom
Til det forønskte Sted, til Rom,
Og henrykt han beundred der
De Kunstens Forestillinger
Af store Mænd og store Gierninger,
En Jupiter, en Herkules
Med en Homer og Sokrates.
Han sagde da til den af hvilken han blev ført:
Om disse har jeg intet hørt;
Men hvorfor mangle
De store Mænd Jltxofu, Fipsthihi!
Hvad Navne er vel det? fik han af hiin til Svar;
Thialdrig nogen før blandt os dem nævnet har.
Er nævnet før! J kiende ikke dem.
Fortørnet svarte han og gik nu længer frem.
J Kirkerne han fik at see
det store Tal af Helgene,
Som Overtroe og Hyklerie
Har digtet ved Bedragerie.
Hist han en Kiste saae med Been,
Og hist en hellig Steen.
Sant Frands han og blant andre saae
Med Strikken om sit Liv at staae.
Hvad har vel denne giort
Af ædelmodigt og af stort
Den Strikke, som han snøres i
Er vel Erindring om godvilligt Slaverie,
Som han for Landet leed
J Nød og Ufelhed?
Ney, denne Helgen, svartes ham,
For sine Synder leed frievillig Tvang yg Skam,
Derfor han piskte sig
Saa jammerlig
At Blodet strømmede,
Naturen han saaledes tæmmede,
At naar han følte sig af Kiød
Langt fra at mætte sig i Vellysis kielne Skiød,
k man ham mangen Gang at see
Afklædt at velte sig i Sniee.
Olraabte hiin - Og disse ære J1.
Og kiende ey Jlixofu, Fipsthibr!
Hvad er den Ære, jeg saa tyrig efterjager)
Hvorfør er det da, jeg mnig denne Møye tager?
Maaskee en ringe Tid mit Navn erindres kan
Udi mit eget Land.
Dog nen - maaskee en Nar
Langt større Lykke har,
Hvo veed om Tosser ey af Efterslægten æres,
Jmens mit Støv forglemt udi sin Gav fortæres.
Fortrædelig han strax af Staden reyste bort;
Men Reysen var kuns kort:
Han døde snart af Sorg og af Melankolie,
Og var hans sidste Ord: Jlerofn, Sipsthibi!
Kraf udeves gotdig e Søtse, Peisn r4 M. doe Toyi- og 6 3t. vae Poll Nevir br Aeromger.
