1767
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 7.
Fruentimmer=Selskabet.
Præste=Enken.
Betragtninger en Morgenstund.
M¬
in salig Mand, sagde Præste=Enken havde adskil¬
lige Jndfald. Morgenstunden pleyede han at kalde
sin Læse=Tid, og Naturens Yndigheder hans netteste og
letteste Bibliotek. - En Sommer=Morgenstund væk
kede han mig meget tilig. Staae op! sagde han: jeg vil
vise Dig et behageligt Spn. Jeg fulgte ham, og han
førte mig ud paa Marken igiennem vores Lysthave, hvor
den ærbare Nat=Viol endnu udspredede sin angenemme
Lugt i den stille og dunkle Tangshed. Vi gik iginnnem
Græsset, og jeg kan ikke uægte, at jeg jo ømmede mig
over mine Skoe og andet meere, som blev vædet af den
nedfaldende Natte=Dug. O! sagde min Mand: disse
Dug=Draaber og paa Græsset hængende Perler, ere
langt kostbarere end dit prægtigste og med Perler besatte
Hals=Smykke, og den af Duggen hvidfarvede Eng langt
overgaaer den kostbareste Sølv=Brocade. Vi gik, ind¬
til vi kom til et temmelig høyt Bierg, hvor vi stege op.
Her vil vi sette os, sagde min Mand, og læse i Natu¬
reus store Bog, der dog er den behageligste billed=Bi¬
bel. - Det tidlige Tusmørke begyndte alt meer og meer
at forsvinde, og Morgenstiernen, det store Lyses Forløber,
gav alt meer og meer tilbage af sin laante Glands. Min
Mand havde stedse Øynene henvendte imod Morgenlan¬
dene, som alt meer og meer bleve opklarede af det tilstun¬
dende Verdens store Lys. - Nu nærmer sig det op¬
mærksomme Øyeblik, sagde han ligesom henrykt, paa
hvilket jeg vil vise dig det behageligste Syn. - J det
samme forsvandt Dunkelheden, og Skyerne i Øster bleve li¬
gesom blandet med purt Guld, saa at ingen Gyldenstykke af de
deyligste forskiellige Farver kunde settes i Ligning med de ufor¬
lignelige Morgenskyer. - Nu blev ligesom Forhænget op¬
trukket - Solen begyndte nu at frempippe over Horison¬
ten - O! raabte min Mand gandske indtagende: Hvil¬
ket Syn! mon noget i Naturen kan veye op imod det?
See! hvor den Dagenes store Regient fremtriner
ligesom i et Gyldenstykke, og gaaer frem, som en
Brudgom af sit Sæde. - Her aabnedes for et ret
betragtende Øye den angenemmeste Skueplads; en Skue¬
plads, der ikke var udziret med nogle af menneskelige Hæn¬
der forfærdigede Machiner, og ved Penslers Kraft for¬
blindende og døde Malerier. Ney, her var alting le¬
vende. Det store Vederqvægende Lys oplivede alt. - Det
forhøyede Sted, hvor vi sadde, gav os en frie og aaben
Udsigt, der fordobblede Naturens Yndigheder. - Luf¬
ten var stille - Neppe var Lyset i Øster fremkommet,
førend det muntre og liflige flyvende Siunge Chor, fra
den sig høyt opsvingende Lærke indtil den sig i den sumpige
Mose opholdende Rør=Jriske, istemmede en Morgen¬
Sang, som med den behageligste Lyd og Gienlyd opfyldte
det store Mellem=Rum imellem Himmelen og Jorden.
Hør! sagde min Mand, hvor disse smaa og ufor¬
nuftige priser deres Skaber! er det ikke saa, at Hunlene
fortæller hans Ære, og den udstrakte bef eskning
hans Hænders Gierninger. - Nu lode vi Øyet om¬
vanke paa Jord=Kloden: Hvilke Forestillinger! Hist laae
en Skov, her en Slette; hist en Høy, her en Dal; hist
en bugnende Korn=Ager, her en blomsterfuld og vellugten¬
te Eug, hist sprang den flygtige Raa med sit frygtag¬
tige Kid, her gik det tamme Faar med sit dansende Lam:
hist brægede Steen=Geden paa den tørre Klippe, her
brølede Koen i den fede Græsgang; hist seylede Skibet
paa det salte Hav, her kneysede Svanen i den færske
Søe; hist laae et prægtigt Slot, her en eenlig Bonde¬
Gaard; hist et stort Lyst=Sted, her et lidet Kaal=Bed;
Hist en af sine høye Spire og store Bygninger prunkende
Hoved=Stad, her en ringe og lav Landsbye. Ved
en hver Forestilling gav min Mand sin Betænkning Nu
begyndte Marken at vrimle med duelige og glade Arbey¬
dere, som ilede hver til sin Gierning. See! sagde min
Mand, hvor disse Adams Efterkommere i Jord=Dyrk¬
ningen ligner den forsynlige Myre og nyttige og vise
Bie; de indsamler i deres Ansigtes Sveed om Sommeren
det, som baade de selv og vi andre skal underhøldes af
det gandske Aar. - J det samme kom en gammel graa¬
hærdet Bonde med sin Rive paa Nakken, hastende til sin
Eug, og underveys forlystede sig med at synge en smuk
Morgen=Psalme. Hvilket rørende Optrin giør ikke denne
gamle Arbeyder! sagde min Mand, mon ikke saadant et
Syn kan forlyste baade Øyet og Øret? Ak! hvor mange
monne ikke hisset iblandt de høye Spire og sløre Bygnin¬
ger endnu ligge nedgravede i Edderdunen, og udstrakte
paa Ladheds Leye, ja, mon der ikke findes mange, som
endnu aldrig har seet Morgenstunden i sin Herlighed, og
ved Solens Opgang erindret sig, og endnu mindre priset
den ene Store, som med sit Almagts Bliv bød Lxset
