at fremselnne af Mørket; men tvertimod giører Lys til
Mørk og Mørk til Lys, og saaledes efter Modens Calen¬
der forvender Naturen i og uden for dem selv. Kunde
man ikke sige til dem, som Enihu fordum talede til Jøb:
Rom ihu, at du ophøyer Guds Gierning, hvilken
Folk har beskuet. See! Gud er stoer, hans Lys
er over Jordens Vinger. - Dog, lad os ikke op¬
holde os over dem De sover og vaagner neppe, førend
Søten har gjort sin halve Circul Gang, Og de vilde
maaskee tage det unaadigt op, om man brugte denne be¬
tydelige Vækker til at afbryde deres rolige Morgen Søvn:
Vaag op, du som sover, og lad den, fra hvilken
Lyset er udkommen, lyse for dig. - Du og jeg,
lagde min Mand: vi ville forlyste os med denne Morgen¬
Sang. Derpaa sang han følgende Mørgen=Tanker, som
har fornøyet mig mangen en Morgenstund i min eenlige
Enkestand, og det fortrød mig ikke, at min Mand væk¬
kede mig saa tilig af min Morgen=Søvn; thi Sovnens
Tab blev fuldkommen erstattet ved den rene Glæde mit
Hierte fandt i Morgenstundens Bctragtning. Her ere
min Mands
Morgen=Tanker.
Tør Søvnen af udhvilte Øyne=Laage,
Op! op! og skue nye Naade fra din Gud.
Nu svinder bort det skræksom Nattens Taage.
See! Solen, som en Brudgom triner ud
Paa det Sapphire Blaa med Gyldne=Stykker blandet,
Hvis Aukomst fryder og opliver hele Landet.
De vilde Dyr i Buske Krat indkryber.
De tamme gaaer i Perle=Dugens Eng.
J Stræbsomhed en Myre sig fordyber.
Sce! Blomsterne staaer nu af deres Seng.
Nu Solens Purpur=Glands bestraaler Træers Toppe,
Er Lufteus Mufici med fuld Mufik alt oppe.
Op fiung en Sang til Skabermandens Ære.
Lad Ladhed ey tilbageholde dig;
Thi det er got Tak-Offer at frembære.
Gud ey forsmaaer. Han er paa Naade rig.
Bær Morgen-Offer frem af Hierte, Mund og Tunge.
Gud hører, skiønt du kan kun ufuldkommen siunge.
Min Gud, hvo kan din Godhed ret udsige?
Din Naades Soel er dog hver Morgen nye.
Jeg under din udstrakte Naades Fliige
J Nattens Mørk fandt sikker Lær og Lye.
Da Søvnen mig betoeg og alle Sandser dummet,
Da høldt din Naade=Vagt. Dit Øye aldrig slummet.
Den Mørkheds Hær og Lysets svorne Fiende,
Bortflygtede. Du var min Soel og Skjold.
Den Mørkheds Magt du kan med Mørket binde.
Du Lys og Mørk har ene i din Vold.
Ja Du, Du Livets og Du Dødens Overherre,
Ey lod i Nattens Mørk min Aandedræt indsperre.
Du til i Dag har ført mig som en Fader.
J Modgangs Nat du ikke mig forlod.
Paa dig, min Gud, jeg ene mig forlader
J Medgangs og i Modgangs bittre Flod.
Du er den faste Grund. Paa dig jeg kaster Anker,
Naar Modgangs Vand og Vind slaaer ind paa Livets Planker.
Tak være dig, som underlig mig fører.
Tak skee dit Navn. Det er mit faste Slot
Lov Gud, min Siel, med hvad, sig i mig rører.
Tak HErrens Navn; thi det er altid got.
Ja, Lovet være dig, Du store Siele=Hyrde,
Som føder dine Faar, og bære deres Byrde.
Udi dit Navn jeg Dagen vil begynde,
Og udi Dig mit Embede og Kald.
O! hielp, at jeg forsetlig ey skal synde.
Alt skrøbeligt i Verden staaer paa Fald.
Leg din Velsignelse til hvad jeg skal forrette;
Saa skal min Fiende see, du mig ey vil forgiette.
Hold Lysterne fra Daarers vrange Veye.
Hielp, at jeg kan med Øyet giøre Pagt.
Lad Foden ey fra Livets Fodstie skeye.
Hold over hver en Tanke nøye Vagt.
Lad dette Tanke=Sprog i Hiertet præntet være:
Gud bør i alle Ting skee Lov og Priis og Ære.
Huusholdersken.
Om den nye Vask=Maskine.
D¬
enne Vask=Maskine, som af Hr. D. Schæfer i Re¬
gensborg blev gjort mere bekiendt, end den forhen
var, fandt i Førstningen slet ikke bifald. Jeg kunde
umuelig begribe, at det skidne Lindtøy kunde i saadan
Hast faaes saa reent og skiert, som ved den forhen bru¬
gelige Maade at vaske paa; jeg sagde: Mandfolkene for¬
staaer sig ikke paa dette Arbeyde, og at denne Maskine
maa nødvendig rive Lindtøyet i Stykker, eller opslide det
for Tiden. Jeg giørde en vis Mand disse Jndvendin¬
ger, som ikke blev mig Giensvar skyldig. Han paastod,
at Tøyet blev ligesaa reent i denne Maskine, som noget
Fruentimmer vilde forlange det, og hvis ikke, saa var
allene Aarsagen, at man ikke forstod at omgaaes dermed.
Han spurgte mig, om jeg ikke troede, at Mandfolkene
vare Opfindere af Fruentimmernes fleste Arbeyder og
Forretninger; og endelig beraabte han sig paa, at øver¬
bevise mig ved Øyesynet, at Lindtøyet i denne Maskine
ikke blev nær saa meget slidt eller sønderrevet som ved den
anden Vaskemaade. Jeg vidste tilsidst ikke, hvad jeg
skulde indvende imod ham; men beklagede ikkun Vasker¬
Konerne, som vilde tabe derved. Herudi vilde han heller
ikke give mig Ret, men paastod, at de ved denne Opfin¬
delse kunde have baade Fordeel og Magelighed, og paa¬
tage sig flere Vasker end ellers. Han lod bringe Vask¬
Maskinen ind i Stuen, hvor jeg nøye betragtede den.
Ved første Øyekast syntes den mig ikke at være fordeel¬
agtig, og jeg saae intet, som kunde bevæge mig til at
fatte gode Tanker om den. Den var saa enfoldig og
ukunsllet, at en Bonde vilde have anseet den for en Kierne.
Den gode Mand merkede min ligegyldighed og Forun¬
dring over, at man af dette Kar havde gjort saa meget
Væsen, og for at betage mig Ligegyldigheden, viste og
forklarede han mig alting Stykkevus. Laaget var for¬
seet med en Fals eller Jndsnit, som fattede og gik ned
