det end at De jo maae tilstaae, at det er et hvad der er
uskyldigt for Hedninger og et andet hvad der er uskyldigt
for Christne, men lad nu blive: Oprindelsen er uskyldig,
og Handlingen i sin første Oprindelse ligesaa; men hvad
da? er det da nok til at afbevise en Slags Tilladelighed,
at den kan have en uskyldig Oprindelse, mon ikke og en
god Handling kan vandslægte til en ond, og bør den da
nu beholdes, fordi den kan for nogle hundrede Aar siden
været god: for Exempel billed=Dyrkelsen i Pavedømmet
har sin Oprindelse ikke allene af en uskyldig og god men
endog af en skyldig og hellig Erindring af de Helliges Troe
og Gierninger: dette havde sin Grund i Guds Ord, det
er endnu mere. Men hvad skeer? Tiden har lært, at
man efterhanden er bragt til at tilbede og dyrke dem.
Mon denne Handling er god fordi dens Begyndelse var
uskyldig? Mon den bør beholdes, fordi den havde for nogle
Hundrede Aar siden en god Hensigt? Hvo vilde være
urimelig, naar De altsaa spørger, min Herre! om det er
nok til at ophæve en Indretning, at dens Brug ikke svarer til
dens Hensigt, saa svarer jeg ja, just dette ene er alt nok.
Altsaa seer De let, at den første Jndstiftelses gode
Hensigt, som den kaldes, af Masqveraderne, ikke udgiør
noget Beviis for deres Uskyldighed, uden min Herre!
først i Forveyen godtgiør, at det samme er og Hensigten
nu, og derom tvivler De nok selv, hvortil De kan have
Aarsag. Thi de første Mennesker var nok ikke saaledes
klædte, som vore Masqver nu er, og af Personerne er
neppe nogen, hvis Dragt beviser hans Helte=Gierninger,
i det mindste vilde det være et meget latterlig Beviis, da
den største Cujon kan her agere den største Helt. Nu
hvad er det da?
Jo De mener, at om Hensigten ikke just er den
samme, saa er den dog ligesaa uskyldig, nu lader os da
høre: De kan ingen anden Hensigt forestille sig (siger De)
end at vise den Lighed, som var iblant Mennesker, før
Æresyge havde ophøyet den ene over den anden, og at
smage den Fornøyelse at omgaaes hinanden som Ligemænd.
Men hvor kan det kaldes Lighed, at klæde sig saa ulige
ja just at sette en Ære i at ikke finde sin Lige? end mere
Min Herre! er De saa enfoldig, som De giør sig? troer de
at dette er Hensigten, troer De at denne Hensigt opnaaes,
eller rettere, troer De, at den paa nogen muelig Maade
kan opnaaes i vores nu brugelige Masqverader, ingen
Fornuftig kan troe dette. Set, jeg gaaer paa Masqverade,
set jeg er ikke i Stand til at kiende et eneste Menneske
efter sin Stand, men mener De derfor at enten jeg,
eller nogen som havde sin fulde Forstand vilde eller kunde der
giøre Venskab eller Fortroelighed med nogen, veed jeg ikke,
dog alligevel at det er store Høye og Mægtige jeg omgaaes,
veed jeg ikke, at de ere mine Overmænd, naar Masqven
er borte, maae jeg ikke forestile mig Umueligheben i at
jeg kunde være eller blive dem bekiendt? skulde jeg da
være saa rasende at aabne mig for dem i nogen Fortro¬
lighed, skulde jeg torde omgaaes dem anderledes end
med Mistanke, som Fremmede, nu hvor bliver da Ven¬
skabet? Hvor Ligheden? Hvor Fornøyelsen? Hvor den
gode Hensigt? O Vind og Vær. - Hensigten være
hvad den vil? dette er det ikke.
Seer De min Herre! saaledes er Deres Forsvar, naar
Masqven er borte, saaledes er Deres Grund Men hvad
seer jeg? De tilstaaer selv, at der er Misbrug derved,
Sværmen og Daarlighed derved, hvad? det er mere end
jeg vilde sige. Frygter De for Deres gode Sag? Har
De en ond Samvittighed, Hvad er dette? Dog! De me¬
ner det skader ikke, De mener at de fleste gode Ting i
Verden har samme Skiæbne, De mener at en nyttig Hand¬
ling ikke bør ophæves fordi den misbruges af nogle. Ret
got min Herre, men De skulde først bevise, at Masqve¬
raderne ere nyttige og gode, men hertil lader det
som De ikke har Mod nok, De gaaer altsaa uden om
kuns, De vil ikke ret ind i Sagen, I giør kuns (med De¬
res tilladelse at sige) blind Allarm. Ney min Herre!
kan De ikke bedre forsvare Masqveraderne, saa lad dem blive
det de er, de trænger vel heller ikke til Forsvarere, og
trænger de, maae de have en grundigere end Dem, ellers
taber de deres Sag: beviis altsaa først at de ere gode
nyttige og fornødne, saa vil vi komme til rette, saa vil
vi høre deres Lignelse om Gudstienesten, godtgiør først i
det mindste at de har deres gode store og nyttige Brug
hos nogle af Sælskabets Lemmer, saa vil vi see igiennem
fingre med Misbrugen, De taler om. Thi at mange
gaaer paa dem, og mange holder med dem, det giør al¬
deles intet til deres Uskyldighed. (forlad mig jeg kan
ikke med at hykle) meget mindre er Tingen det, som Mæng¬
den kalder det; thi Daarlighed bliver dog Daarlighed,
enten vi kalde det ligegyldigt eller ikke, og Synd er Synd og
bliver Synd, om hele Verden raabte af fuld Hals at det
er ret og bliver ret, og vi er i Fremtiden det vi er: salige,
eller usalige, enten Efterslægten dømmer saa eller saa.
Dette er mine Betragtninger over Deres Brev, min
Herre! en anden gang skal jeg muelig have den Ære at
meddele Dem mine Betragtninger over Sagen selv.
Heraf udgles ugenlig 2 Stykker. Prisen er 4 Mk. paa Tryk= og 6 Mk paa Post=Papir for Aargangen.
