og det første Forsøg han gjorde derpaa, hvilket man snart
kynde merke, maatte indrente ham en halv Skok Prygel
til Belønning, paa det Lysten kunde forgaae ham at for¬
søge det igien. Men dersom han alligevel løb bort, saa
skulde han umuelig i de første 8 Dage efter hans Undvi¬
gelse kunde lade sig see iblant Folk, uden tillige selv at
fprraade sig for dem, hvad for en Karl han var, og i
saa løng Tid maatte han rimelig viis hundrede gange
løbe an.
Blot allene en lang Streg holder jeg for saa vidt
tilstrekkelig. Hensigten lod sig derved endnu giøre virk¬
sommere: Man kunde nemlig paa samme Tid, naar man
saaledes merkede ham foran, ogsaa paa hans Skuldre
ned samme Farve male enten de afkortede Kogst:
ver eller Characterer paa det Sted, hvorfra han
var undvigt. Farvens Forskiellighed tunde ogsaa
tikiendegive hans Forbrydelse, om han enten var en
Tyv, en Stratenrøver, Morder eller Mordbrænder &c.
Deter Merke skulde han gandske vist ikke kunde bringe af
sine Skuldre; og hiin Streg i Ansigtet var, tillige med
dette offentlige Merke, ogsaa derhos en Anviisning,
hvorefter, naar man havde grebet ham paa nye, man
kunde videre see sig om, og erkyndige sig om hans Forhold
og Skiebne.
Blev endelig den Fængslede, som herved for saavidt
var fængslet for bestandig, enten underhaanden udladt a
Arresten, eller ophørte af andre Aarsager den Hensigt,
hvorfor man havde merket ham, saa kunde man nu
borttage den Farve, som fremdeles var unødvendig.
Vilde i øvrigt Landsøvrigheden, som maatte beha¬
ge at bifalde dette Forslag, offentlig bekiendtgiøre de
Kiendetegn, som vare malede paa en Dilinqvents Skul¬
dre, saa skulde han aldrig kunde undgaae at blive paa¬
greben.
En almindelig Forstaaelse imellem flere Herskaben
og Øyrigheds Personer, i saadan en fælleds nyttig Post,
som denne er, kunde ikke andet, end derved giøre Ond¬
skaben den største Afbrek.
Den ufuldkomne Tilstand, hvorudi Menneskene be¬
finder sig, behøver og udkræver, at man skal giøre For¬
slag, hvorledes der, efter Muelighed, kan raades Bod
paa samme. Efter den Frihed som man har betient sig
af, at dømme om to foregaaende Forslage, og at an¬
give et Nyt, vil man ikke lade sig det være imod at for¬
nemme, hvad der maatte blive dømt om dette, og er
velfornøyet, naar ikkun det beste af dem alle tre, være
sig hvilket det vil, bliver sat i Verk.
Fætteren.
Nu skal jeg fortælle Dem noget, som henhører til
Musik.
J Petersborg er udkommet: Sei Sonate da Claveclm¬
balo, dedicates alla S. M. J. diCaterina feconda; Im¬
peritrice di tutte le Russie &c da Vincenzo Manfredint
Mustro du Cazelka. Det synes som de Musikalske Lire¬
mænd havde giørt Aftale med hinanden om den Post, at
bedicere deres Misfostere til store Hoveder. Giuseppe
Møber var og dristig nok, i at torde tilegne 6 Sonater,
til saa stor en Kienderinde, som den Burchlauchtigste
Antonia i Sachsen er. Hans Durchlauchtighed Arve¬
Printzen af Brunswig er og for ikke længe siden bleven
hiemsøgt med 6 elendige Sinfonier af Hr. F slher.
Manfredinis 6 Sonater ere ikke værde at man spiller
dem igiennem, og dog skal saa stor en Prinzesses Navn
staae for i Spidsen af dem. Jeg havde tænkt, at de We¬
betske skulde have forsvaret sin Rang, men langt fra!
En Jtaliener, ja endda en Capelmester, maae komme,
og giøre Rangen stridig for alle Stympere. Er det ikke
Ære nok, thi flettere kan vel intet optænkes, end disse
Sonater ere. Det er ikke Umagen værd, at gaae dem
ordentlig igiennem, efterdi Hr. Forf. hverken kiender
Rhytinus, Melodit eller Harmonie, og altsaa ikke een
Takt saa at sige er rigtig. Der hører allerede mere end
almindelig Taalmodighed til, at spille dem igiennem.
Dersom man kunde slutte til Godheden af Prisen, saa maatte
de være de allerbeste. Det er ikkun Skade for det skiønne
Papiir!
Samleren.
Brev til Philarie.
F¬
ørend Du bekommer dette, vil min endelige Tilstand,
være fastadt af al Jorderigets Dommer; Inden
sna Dage i det længste, ja maaste inden faa Timer
skal den u undvigelige Dom være afsagt, der enten skal
opløfte mig til Høyden af Lyksaligyed, eller nedstyrte
rig til Elendigheds Dyb.
Medens Du Læser disse Linier, er jeg enten suk¬
kende under sidste Aandedræt af fuldkommen Fortvivlelse,
eller feyerrig udi ævig: Glædskabs Fylde; Det er umue¬
ligt for mig at udtrykke min Siæles nærværende Beskaf¬
fenhed, eller den mrgen store Uvished jeg strider med;
Ord kan ey afmale Kraften og Hæftigheden af min Før¬
nemmelse; Enhver Tvivl bær ligesom et Ansigt opfyldt
med Forskrekkelser, og vilde aldeles overvælde mig, om
cy en dunkel Straale af Haab trængede igiennem dette for¬
færdende Mørke.
Hvad Tunge kan vel udsige en Siæls Ængstelse:
der er udsadt mellein Yderligheder af uendelig Glæde eller
ævig Ulyksalighed? Jeg giør nu mit bieste Kast for Æ¬
vigheden,; gysende og skiælvende for det vigtige Ufald
Gode Gud, hvordan har jeg bæret mig ad? hvad
Fortrydelse har betaget mig? i hvad Raserie har jeg
hendraget mit Liv, hvad har jeg vei giort medens So¬
len i si: Lob og Stiernerne i deres Glands har laant mig
deres Straaler? Jeg har benyttet mig af deres Lys til
at lyse mig selv i Fordexvelse! Jeg vaagnede aldrig før¬
end nu, jeg har nu først begyndt at kiende Værdigheden af
fornuftigt Væsen; indtil nu har jeg havt en vrang Kund¬
skab om alle Ting i Naturen, jeg har grebet efter Skyg¬
gen og fornøyet mig med Drømme, jeg har samlet Lig¬
gendefæe af Støv, spillet og leget med Vind. Jeg seer
bag til mit fremfarne Liv, og formedelst Jhukommelse af Mil¬
lioner Laster og Feyl findet det blanket og gandske øde af gode
Gierninger. Det havde været bedre for mig, at have
ædet Græs med Durene paa Marken, eller qvævet med
