de ving de Jndbyggere i Skovene, end at have brugt
Livet til den Ende, jeg har anvendt det.
Ach! hvor havde det Tusinde Gange været bedre,
havde jeg blevet dannet til at hvile ned Jord=Klumpen
i Dalerne, og aldrig hørt den Almægtiges: Fiat, eller
opvognet til Livet efter hans befaling. Jeg har aldrig
førend nu havt et ret Begreb om Høytideligheden af den
Kulle jeg nu skal forestille. Jeg har ofte med Frekhed
mødet Døden paa en fiendtlig Mark, og med en dum
Behiertighed trodset hans Forskrækkelser. Jeg har ofte
brødet ind i Feldtslag med en Mandighed ligesaa be¬
stisk, som Hesten i Krigen, og leende ad de blanke Spyd
frydet mig ved Trompettens Klang; ja, hverken giort
mig Tanke om nogen Tilstand paa den anden Side af
Graven, eller om den store Dømstol, hvilken jeg maatte
aabenbares for
Hvor alle skuilte Feyl for Dagen skulde gives,
Og mindste De el deraf i Glemme=Bogen skrives.
Det er just det som bevævner Døden med al dens
Forskrækkelse og Forfærdelse. Jeg skulle ellers lee
af Frygt, og smile midt i Anngtet af den mørke
Døds=Fyrste.
Det er ey for Tanken, at opgive min Aande, ey
heller for ævindelig at blive ufølelig, som jeg skrækkes
for; Ney! det forskrækkelige: Herefter, det noget paa
hiin Side Graven giør mig frygtsom, giør mig tit¬
trende. De store Virkeligheder, som jeg i mine Glædes
og Forfængeligheds Timer handlede som Skygger og
daarlige Dømme af overtroisk Hierne, de igiennemtrænge
mig, og udfordrer mig nu med allergraeligste Beviislig¬
heder. Min opvaagnede Samvittighed føler noget af
den ævige Hevn jeg saa øfte har trodset.
Til hvor stor Høyde af Daarlighed er det ey mueligt
for den menneskelige Natur at række? Hvad Galenskab er
det ey at skiemte med Døden, at lee ad Fordømmelsen,
at narre sig med ævige Lænker, og at forlyste en glad
tom Tanke med Forestillinger af Helved=Angest? Var
der ingen Ugudelighed i denne Slags Glæde, vilde det
dog være ligesaa uanstændigt, som at fornøye en dørnde
Mand med Synet af Harleqvin, eller Beskuelse af et
Narre=Spil¬
En hver Ting i Naturen synes at forekaste det men¬
neskelige Kiøn denne Letsindighed; den hele Skabning,
undtagen Mennesket, er alvorligt; Mennesket, der har
den større Aarsag at være saa, da det har Forretninger
af uendeligt Følge, som kommer an paa dets korte og
uvisse Vildfarelse.
En fordømt Misdædere maae med ligesaa god An¬
seelse gaae dansende til sit Retterstæd, som den fiørste
Deel af det menneskelige Slægt fremkommer med saadan
Tankeløs Lystighed til deres Grape.
O! min Phularia med hvad Ængstelse erindrer jeg
mig de Timer, som vi tilsammen har forødet udi For¬
fængeligheds Øvelse? Kommer dog tilbage J fortabte,
J forsømte Øyeblik, hvor vilde jeg holde Eder langt
høyere end alt Østerlands Liggendefæe; lad mig omgaaes
med Eremiter! lad mig hvile paa den kolde Jord! lad
mig boe i smaa Hytter! naar jeg akkerte, endnu en Eang¬
maae være berettiget til en himmelsk Krone, og udstaae
min Prøve for himmelst Lyknlighed.
J forfængelige Høyheder i et Hof! J lydende Ære¬
Navne! J forfængelige Rigdomme, hvad betyde J un?
hvad Trøst kan J nu give mig? jeg har havt en kostbar
Henfart til Graven. Jeg døer udi største Pragt, og
mattes af under en forgyldt Himmel Jeg udgiver min
Aand paa bløde Dun=Puder, med Ærbødighed opvartet
af mine Tienere og Læger; mine Underhavende sukke, og
mine Søstere græde, min Fader bugner under Aars og
Brdrøvelsers tunge Byrde, min Elskværdigste Hustrue
bleg og stiltie de skiuler sit udvortes Ansigt; min Ven
den ædelmodige Phyilander der var som min egen Siæl,
min anden Jeg, undertrykker sine Sukke, og overlader
mig at slutte sit Hiertes hemmelige Sørg.
Men ath! hvo af disse vil gaae i Borgen for mig,
naar Døds-Døm afsiges? hvo vil nedstige i det mørk
Gravens Frngsel for mig? her forlade alle mig, eftera
de haver aflagt nogle forfængelige Ceremonier til mi
Liv=løse Leer, som maaskee ligger nedlagt i stor Pragt
medens min Siæl, min eneste følende og tænkende Deel
maae bævende staae for sin Dommere.
Det er meget troeigt, mine bedrøvede Venuer vil
med siørste Høytidelighed legge mit sanseløse Legeme i et
prægtigt Gravstæd, og skrive derover:
her ligger den Store - - -
Men kunde den blege Jord=Klump tale, vilde den snart svare
---- falske Marmot! hvor?
Ey andet her end Støv og skiden Aske boer.
COVLEY.
Medens en hyklende Lov=Tale bliver forkyndet ved
min Jordefærd, maae jeg kanskee høre min retfærdige
Fordømmelse for den Allerhøyestes Domstoel, hvor en
usvigelig Dom henviser mig til evigvarende Skiendsel.
Men jeg henstiller mig i Dommerens fuldkomne
Naade formedelst de uendelige Fortienester af det forlorne
menneskelige Kiøns Forløser.
Farvel, min kiere Phyularia! indtil vi mødes i Aan¬
dernes Verden.
Det brugelige Spiise-Salts phrsicalske Beskrivelse
sut Chymiske Examination. Jucundus Jahor est,
in perserutandis Naturæ Mysteriis occupar?
D¬
et kraftigste og forunderligste Subjectum udi Mine¬
ral=Riget er uden tvivl det gemene Spise=Salt;
eftersom deraf præpareres den flygtigste og stærkeste Gift,
da det derimod dog dagligen af alle Mennesker nydes i
og ved Maden, ey allene, for at giøre den behageligere
af Smag, men end og for at vedligeholde Sundheden.
Hvad Kraft det ellers udviser, i at præser ere Kiød og
Fisk samt mangt andre Ting fra hastig Forraadnelse, a
noksom daglig i Oeconomien bekiendt.
Foruden disse stridige Virkninger, at det baade
indeholder en stærk Gift, saavelsom en kraftig Medicin,
er dette meget forunderligt, at ligesaadant SpiseSolt
findes indviklet ey allene udi andre Mineralisk; Salte
saasom Alun og Victril, men end og udi Regndauuuali¬
