1767.
Fruentimmer=Tidenden.
og
Fredags=Selskabet.
No. 11.
Fruentimmer=Selskabet.
Præste=Enken.
Betragtninger en Aftenstund.
J det Haab, sagde PræsteEnken, at min Mands Be¬
tragtninger ved en Morgenstund, ikke har mishaget
vore Læsere, vil jeg denne Gang fortælle nogle af hans
Aften Betragtninger; thi da han mærkede, at jeg, ikke
mindre end han, fandt en sød Fornøyelse i at betragte
Naturens Yndigheder, giorde han sig det til en behagelig
Pligt, nu og da at tilbringe nogle Timer til vores fæl¬
les Fornøyelse, ved hvis Anviisning Naturens ellers spil¬
lende Yndigheder ligesom bleve forhøyede for mig.
Efter en vel tilendebragt heed Sommerdag gik vi imod
Solens Nedgang ud i en i Nærheden af os beliggende
Skov. - Det var den angenemmeste Tid, og den
kiølende og forfriskende Aftenvind hvidslede saa sagte med
en behagelig Raslen i den svevende Bøge=Top, under
hvilken Solen, ligesom til Afskeed, indkastede sine Pur¬
purrøde Straaler, der gav den angenemmeste Aftenskiær
imellem de ellers tæt paa hinanden af Naturen plantede
Træer, hvilken Tykhed allerede foraarsagede en skummel
Dunkelhed i Skovens Jnderste. - Aftenstunden nærme¬
de sig alt meer og meer. - Den modige Kron-Hiort
søgte alt dybere og dybere ind i Skoven. og Hinden var
nu beskiæftiget med ligesom at rede Natteleye i de gamle
affaldne Løv til sit endnu spæde Kid. - Ravnen kom
nu flyvende med Afteus=Mad: og ligesom dækkede Bord
for sine Unger i Redet, som med Længsel ventede paa
dens Komme, der nu aarsagede en indbyrdes Glæde -
See, sagde min Mand: Er det ikke som HErren taler til
Job: Hvo kan berede Ravnen hans Spise, naar
hans Unger skriger til Gud, naar de farer hid og
did, for de have intet at æde? O! bør man ikke med
David synge Psalmer for ham, som giver Dyt deres
Føde, Ravne=Unger, som raabe, deres Spise i sin
Tid. - Solen, det store Verdens Lys, var nu nær
ved at lukkes, og fra Vesterlandene gave ligesom til Af
skeed med vor Jordklodes Overflade de kierligste Blink.
Lad os, sagde min Mand, træde ud af Skoven, og
sette os paa een af de to store Høye, for ret at betragte
den i sin Aften=Pragt nedgaaende Soel. - Vi hastede
til det bestemte Sted. Solen var ikke mindre herlig
i dens Nedgang, end i dens Opgang; Dens blodrøde
Glands, der ligesom blandede Aftenskyerne med en Guld
Farve, gav i Vester de allerdeyligste Forestillinger. Den
ranke Gran=Top og det mod Skyen rækkende Bierg nød
den sidste vederqvægende Smiil af dens Purpurfarvede
Læbe. - Jo mere Solen nærmede sig mod Horizonten,
jo mere lod det, som den tabte af sin skinnende og varmen¬
de Kraft, der tillod et svagt Øye nøyere at stirre paa
dens Herlighed. Nu gik Solen under, og denne Da¬
gens Reg ent ligesom nedlagde sit Scepter i Vesterlan¬
dene. - See! sagde min Mand: Er det ikke som Da¬
vid siger: Solen veed sin Nedgang. - De deyligste
Aften=Skyer lade sig nu tilsyne i Vester, der forestillede
utallige behagelige Forandringer, hvoraf vi ved Hielp af
Jndbildnings=Kraften kunde udlede os de deyligste og i
Naturens fuldkomneste Perspectiv satte billeder, saasom:
hele Landskaber bestaaende af Bierge og Dale, Skove og
Sletter, ja, Dyr og Mennesker. Min Mand mærkede,
at jeg ligesom tabte mig selv i disses Betragtninger, og
sagde: Er det ikke, som Herren taler til Job: Hvo
kan tælle Skyerne med Viisdom? - Den top¬
pede Lærke, som, da Solen var nær ved at gaae under,
havde opsvinget sig imod Aftenskyen, for at afsiunge sin
Aftensang, begav sig nu ved Solens Nedgang, til sit
lave Sted i det dybe Agerskil, for at udhvile sig til den
paafølgend. Morgen - Nu kom en Bonde=Pige med
Malke=Bøtten paa Hovedet og sin Haandgierning i Haan¬
den gaaende os forbi, og med den angenemmeste Stemme
udtonede den Psalme: Nu hviler Mark og Enge &0.
O! sagde, min Mand: dersom denne Pige synger med
Eftertanke, da finder hun visselig det, Da vid siger:
Deres Hierte glædes, som søger efter Herren, lad
os opsøge He rens Ansigt attid. - J det samme
hørte vi en Rumlen af Vogne og Heste, blandet med
Raaben og Hujen, som en Lyd af nogle ryggesløse Men¬
nesker. Strax derpaa føer os forbi tvende Phaetous,
paa hvis Forsæder sadde tvende ravende Mandspersoner,
hvis Hoveder snart stødte tilhobe, og snart hængde ud
over For=Hiulene, paa, Bag=Sæderne hvilede tvende
Skæferinder paa Skafterne af en grøn Parassøll, for og
efter stod et tykt Støv fra en Troup af Ridende, der med
en rustende Stemme sang nu en fransk forliebt Arie, uu¬
en tydsk Drikke=Vise. Disse, sagde min Mand, kom¬
mer ventelig fra et af Skovens Lustere Steder, paa de¬
res Sang og Adfærd skulde man neppe tænke, ot pe
har tilendebragt denne Dag i bare Betragtninger øver
