Naturens Yndigheder, som er uden for dem; men snarere
fødet den fordervede Natur, som er inden i dem. De
foer os forbi som et Uveyr. - Lad dem fare, sagde
min Mand; thi de tænker ikke engang paa, hvo det
dannede det Støv, som de opreyser, og mindre, at de
selv som Støv kan haslig afreyse til Støvet - Nu
blev det alt mere og meere roligt. Markens Arbeydere,
som havde baaret Dagens Byrde, hastede til en veder¬
qvægende Hvile. - Vi sadde i disse Betragtninger,
indtil det tykke Mørk overfaldt os. Lad os gaae, sagde
jeg. Ney, svarede min Mand, her er endnu en Scene
tilbage, som er ikke mindre forundringsværdig; see his¬
set, hvor det lidet blegskinnende Lys tindrer i Vester!
er Aftenstiernen ey værd at betragte? – Nu frem¬
brødMaanen, den Nattens Drønning, i sin prægtige dog bleg¬
skinnende Pragt, og med sit laante Lys formindskede Mør¬
ket, og den Skræk, som følger med det - See!
sagde min Mand, hvor rettelig David synger: Han
gorde Maanen til bestemte Tider. - Det høye
Himmels=Blaae blev nu ligesom overstrøet med glimrende
Ædelstene, som alle sadde i den deyligste Orden og tindrede
som brændende Fakler - Mon nogen, sagde min
Mand, i det vi betragtede Melk=Veyen, kan tælle disse i
Luften svevende Lys? Jngen uden Skaberen alene; Han
tæller Stiernernes Tal, siger David, Han nævner
dem alle ved Navn. - O! Lad os følge Esaiæ
Formaning: Opløfter eders Oyne i det Høye; hvo
skabte saadanne Ting? den, som udfører deres Har
ved Tal; han kalder dem alle ved Navn. Lover
ham, byder David, Soel og Maane! Lover ham
alle lyse Stierner! – Nu var der en Lyb Taugs
hed rundt om os, og al Naturen syntes at hvile.
J det samme brækkede den lislige Nattergal Taugsheden,
hvis liflige Slag gav den behageligste Gienlyd i den stille
Roe. Nat=Uglen begyndte nu og at lade sig høre fra en
i Nærheden staaende huul Eg. - Er der ikke saa
kiendelig Forskiel paa disse tvende Fugles=Sang, som paa
Pigens, der sang Aften=Psalmen, og deres, der udskurrede
Drikke=Viserne, og Elskovs=Arierne? Dog ere disse to
uskyldige Nattens Fugle; thi de ere skabte til Mørket;
men hine omskaber sig selv dertil. - Du og jeg
sagde min Mand: ville ey heller glemme at siunge den
høyeste en Aftensang, og efter en vel tilendebragt Dag,
løfte vore Hierter til ham, som satte det store Lys til
regiere Dagen og det mindre til at regiere Natten.
Vi vendte til vores Hiem, og underveys sang min
Mand disse.
Aften Tanker!
Det store Lys den Dag nes Regienter,
J Vester nu sit Scepter har lagt ned.
Med Læng el paa dens Ankomst hine venter.
Befæstningen er idel Herlighed.
Betragt hiin Aftenskye, hvor Solen haver dalet:
Hvor prægtig er den ey! hvor kunstig er den malet!
Nu er tillukt det klare Verdens Øye,
Og Jorderig i Mørket hylles ind.
Pog Frøst: See op! vend Tanken til det Høye,
Det Sterne=Tag forlyfle kan et Sind.
See Melke=Veyen an. Tæl Millioner Fakler.
Skue HErrens Gierninger; Den Høyestes Mirakler.
See! Maanen, som en Dronning af fit Sæde;
Fremtriner i en bleg dog prægtig Glands.
Opvarterne om hende er tilrede.
Her maa man staae henrykt i Sind og Sands.
Den store Tumlings=Plads nu bliver lidet roelig.
Hvert Dyr opsøger Læe. Hvert Menneske sin Bolig.
Gak da, min Siel! i Stilhed hen at tænke:
Tusmørket er beqvemt at tænke i.
Riv Sindet løs fra al Bekymrings Lænke.
Nu Nattens Mørk giør alle Trælle frie.
Løft Tanken ydmyg op til ham, som Lyset skabte.
See paa dit Tanke=Bret, om du ey Dagen tabte.
Min Gud! jeg seer, jeg meget haver feylet,
J Tanker, ja, i Ord og Gierninger.
Her er din Lov deri jeg mig har speylet;
Men funden paa mig Pletter her og der.
Ureen! ureen! jeg maa med hiin Spedalske raabe.
Min Gud! din Naade giør, at jeg tør Naade haabe.
Med Tolderen jeg Øyet ey tør vende
Til Himmelen. Min Skyld er stor og slem.
Med David vil jeg mine Feyl bekiende
O! kunde jeg med ham, begræde dem!
O! var mit Øye Vand: da skulde jeg og væde
Mit Leyested med Graad, og deri søge Glæde.
Jeg faldet har i Dag i mange Stykker.
O! Verden! o! Du er en vildsom Ørk!
Min Synde=Bylt ved Aftenstunden trykker:
Jjeg seer dens Løn er Evighedens Mørk.
Forbarmere! udflet mit svare Synd-Register.
Jeg frygter, Livets Baand i Søvne sønderbrister.
Paa Naadens Dør jeg banke vil i Tide.
For Naadens Stoel jeg ydmyg knæler ned.
J Bøn og Troe jeg bliver ved at stride,
Jndtil min Gud vil give Sielen Fred.
Ja, jeg mig ikke vil begive hen til Hvile,
Før Naadens Straale maa fra Naadens Ansigt smile.
Hver Aftin jeg som Livets Aften agter;
Thi Søvnen er som Dødens visse Bud.
Min Seng derfor jeg som min Grav betragter.
Mit Liv er som det Lys, jeg puster ud
Ja, ved det ene Skridt, naar jeg i Sengen stiger.
Mig synes, at jeg ind i Evigheden kiger.
Bort Sværmere og Mørkets Kielledegger!
Som frygter ey for Dødens visse Bud.
Til Hvile jeg mit Legeme nu legger,
Forvisset om, jeg er forligt med Gud.
Men lad min Siel, o! Gud! i Søvne til dig vaage!
Vær Du min Soel og Skjold i Nattens Mørk og
Taage!
Den lille muntre Jomfrue.
Om sin Tidsfordriv med at see paa Kunster &c.
D¬
e tænker vel, mit kiere Selskad, at jeg som et ungt
Menneske, altid skulde sidde Hiemme for at sye;
