vænn Novede, førend de kom i Ægteskab. De, som
førseer sig imod denne Artikel, faaer deres tilforn udlagte
Capitaler igien.
9) Jngen Enke nyder denne Rente i Naadsens
Mret.
10). Hver Provst, saavelsom de tvende Præster,
der doer nærmest ved det Kald, Enkens Hosbonde fra
døde, skal aarlig beviidne enhver Enkes Forhold efter fore¬
skrevne 8de Art. førend hun maae bekomme denne aarlige
Afgivt, og for falskt Vidnesbyrd i den Henseende skal
Peovsten og hver af Præsterne straffes paa 50 Sldlr. som
til Enkernes Fremtarv skulle settes paa Rente.
11). Jngen Præste=Enke nyder herefter denne Rente,
med mindre hendes Hosbond tilforn strax har givet her¬
til 50 Sldlr.
12). Hver Præst, som hertil giver 50 Sldlr. hans
Hustrue, om hun ey har forseet sig, eller herefter forseer
sig imød den 8 Art., skal efter hans Død aarlig nyde
20 Slette Daler. Hvo som gier 100 Sldlr. hans Enke
nyder efter hans Død 40 Sldlr. Dog kan Biskopen med
Propsterne dispensere i Distribnzen, den at forøge, efter
Enkernes og Rentens Beskaffenhed.
13) Hvilken Præst, som i Kaldet ægter en Præste¬
Enke, hvis Sal. Hosbond til dette Brug, som før er
meldt, har givet Penge, han er ikke forbunden at give
videre, uden han selv godvillig vil giøre det, for fattige
Præste-Enkers Skyld; men dersom hans Hustrue døer,
og han givtet sig igien, skal han det første Aar, han giv¬
ter sig paa nye, rette sig efter den 11 Art. om ellers hans
anden Hustrue skal efter hans Død| nyde noget af denne
Rente.
14). Dersom en Præste Enke ikke forbliver i Kal¬
det, da skal i den Betingning, som skeer med den Afdøde
Præstes Efterkommer ingen Respect haves til den Di¬
stributz, hun her faaer, med mindre Kaldet er saa ringe,
at deraf enten lidet eller intet til Enken kan gives; da
skal til saadanne Enkers Underholdning legges saa meget,
som hun der kan synes at miste. Men paa det at herudi
ingen Misbrug skal skee, staaer det Biskopen og Stifts¬
Provsten frit før, herudi at dispensere.
15) Hvo som forærer 200 Rdlr. eller derover til
dette Hrielige Brug, steger det frit for, selv deraf at
uddele= Renten til nødtørftige Præsis-Enker i deres levende
Live, dog at den Enke, som faaer Renten, gives Qvit¬
tering derfor, hvilken leveres til Herreds=Provsten, paa
det æt, naar Distributz skeer i Landemødet, saadant kan
haves i Cvafidcration, at andre fattige Præste=Enker dero¬
ver ikke skalle lide Skad
Foreskrevne Artikler, og hvis ellers af Biskopen og
Stifts=Prørsten christeligen kan auordnes, angaaende for¬
nævnu, PvæsteEnkers Capitaler og Renters Distributz,
blev af Kong Friderich den Tredie ratifkeerede paa
Sluttet Kiøbenhavn P. 24 Sept. 662 og af høystbe¬
meldte Kongt confirmerede og fladfællede paa Slottet,
Kiøbenhavn d. 15 Dec. 1670.
GFomettelsen følgær)
Den gamle vegelsindede Jomfrue.
Om de gamle og nye Tider.
M¬
an undre ikke over, at jeg kalder mig den vegelsinde¬
de, Læseren skal erfare at jeg kan, vil og bør svare
til mit Navn. Der ere desværre alt for mange i Ver¬
den, som ey giøre det. Vel er jeg vegelsindet, men ey
som Lucretia i Comoedien. Min Feyl bestaaer kun deri:
at jeg aldrig med mig selv kan blive enig om, hvad enten
Formaals Tiden, eller vor nu nærværende, bør kaldes den
beste? Snart, utaalmodig over nogle af vor Alders
Daarligheder, ønsker jeg mig at være fød længe for Patri¬
archernes Dage, og vilde hellere have tient Methusalem
for Kokke=Pige, end være Fruer=Pige i vor Tid. Snart
fornøyet over et eller andet Godt, overvælder jeg Him¬
melen med Taksigelser, fordi jeg er først blevet til i denne
Alder. J saadan Uvished omtumler mit Sind, og raad¬
vild veed jeg ey til hvilken Side jeg skal hælde. Betrag¬
ter jeg Formaals Tidens Eenfoldighed, ukunstlede Om¬
gang, Nøysomhed, og denne Tids Ophævelser, Falskhed
og selvgjørte Nødvendigheder, strax ønsker jeg mig mange
Secler tilbage i min Leve Tid. - Seer jeg derimod til
hiin Alders Dumhed, Vankundighed og fast dyrlige Til¬
stand, og holder samme imod dennes Vittighed, Kund¬
skab og dyrkede Sæder, velan! saa er Palmen paa denne
Side, og jeg fast misfornøyet, fordi ikke Naturen har
udsat min Frembringelse til et endda fildere Tids=Punct,
da man kan haabe det Begyndte vil tiltage, og det blom¬
strende vil bære Knopper. - See saadan en Løbebane,
befinder jeg mig paa, hist er et og hist et andet Maal,
hvor, er nu det rette? skal jeg løbe til høyre eller venstre
Side? –- Hvo kan nu undre over at jeg vakler og
er vegelsindet, at værel vegelsindet er ingen Dyd, men
hvor man har saa støre Grunde dertil er det høyst at und¬
skylde.  Jeg har sat mig for at anstille adskillige Be¬
tragtninger over den gamle og den nærværende Alders
Mangle og Fordele, for at see hvilken der er den fuldkom¬
neste. Man maae derfore ey falde i Forundring over at
høre mig rose og laste suart den, snart hin, ligesom der
gives Aarsage til. - Overalt maae man vide, at jeg er
en gammel Jomfrue, det er udlagt: et vanskeligt Hoved.
Den lille muntre Jomfrue.
Om Mode=Kierlighed.
K¬
ierlighed er ikke saa almindelig som man indbilder
sig. Men den som ikke er forelsket, vil dog ofte an¬
sees for at være det, og derved er eenfoldig nok til at tæn¬
ke, at han setter sig i en Slags Anseelse, naar han ved
visse, Leyligheder kan raabe: Ak! hvor indtagende!
Det er en guddommelig Skiønhed, O! min Smuk¬
ke, hvor spiser hun til Aften? Hvor spadserer hun
hen? Hvilke hvide Hænder! og saadant mere. Det er
Mode=Kierlighed, og Modens Sprog, som betyder intet
uden den blotte Lyd. - Kiere Mandfølk! taler dog bided
mer= oprigtig, om J kan.
