Ua, som havde et Hierke, som man ikke med al sin Kunst
kunde lære at kiende. Jeg kan ikke nægte, at jeg jo el
stede Aurelia, og vilde have givet hele Verden, om jeg
ryrde den, for ret at blive forvisset, om jeg og virkelig
havde dra størle Deel i hendes Guust; thi hun lod nok,
som han elskede mig. Eller om jeg ikke havde den, hvem
der da maatte være, som hun elskede - J denne vehi
etlige Tanke faldt jeg i Søvr, og drømte, at Aureli¬
laae ved min Side. Jeg laae i samme Stilling som den
miitoniske Adam, og hang over hende med et ret forel¬
sket Øye. Da jeg kastede mit Øye paa hendes Bryst,
syntes mig, at der sad en Chrystall paa samme, der var
saa igiennemsigtig og saa klar, at jeg igiennem den kunde
see hver en Tanke i hendes Hierte. De første Forestillin¬
ger, som jeg saae i hendes Hierte, vare alle Slags Silke¬
Tøyer, Stoffer, Baand, Kniplinger, Vifter og mange
andre Slags Kram, der laae saa tykt paa hinanden, at
mig syntes, det gandske Hierte var en Kramboe J d.t
samme faldt alt dette bort og forsvandt, da jeg i Øyeblik¬
ket saae en lang Rad af Vogne med Kudske og Tienere,
som den ene efter den anden, længer end en halv Time
med en forskrækkelig Rumlen og Tumlen foer igiennem
Hiertet. J det jeg meget opmærksom kigede efter alle
disse, blev Hiertets hele Rum opfyldt med en Haandfuld
af Kort, hvorved jeg saae meget hastige A vexlinger af for¬
anderligt Stener. Nu fremkom i Hiertet en Kirke, nu
et Comoedie=Huus, nu et Hof og nu en Galanterie=Bod
indtil endelig alt dette maatte give Plads for et Par nye
Skoe, som opfyldte det gandske Hierte en heel Time. Men
tilsidst bleve disse dog fordrevne af en Skiøde=Hund, efter
ham fulgte en Cauarie=Fngl, en Popegøye og en Abekat,
og jeg selv, til min ikke ringe Fornøyelse, sluttede Troppen
af alle disse kiere Smaa=Dyr. Det fornøyede mig ret,
at jeg saa lykkelig nu havde Hiertet i fuld Besiddelse, men
i det jeg saae min lille Figur smilende og ret fornøyet
over denne Lykke, syntes mig, at Hiertet sukkede meget
pludselig, og midt i disse Sukke forsvandt mit lille bille
de. Da jeg nu vilde lede efter mig selv i hendes Hierte,
blev jeg vaer, at en ilde opdraget og heslig Vanskabning
med en Pose Penge under hver Arm havde indtaget mit
Sted. Dog beholdt denne Herre sit Sted ikke r t længe;
men maatte rømme Pladsen for en anden Skabning, der
var ligesaa ubehagelig, som han selv var, men flod høyt
RangForordningen. Disse tre sidste Figurer forestillede
mig meget livagtig den Strid imellem Kierlighed, Rig
dom og Anseelse eller Stolthed, som gik for sig i Aureliæ
Hierte; thi vi fordrev hinanden vexelviis, og længe gior
de hinanden Pladsen stridig. Endelig saae jeg mig, til
min vudsigelige Fornøyelse, fuldkom men Besidder af det
hele Hierte. Jeg blev saa henrykt over denne Lykke, at
jeg ikke kunde bare mig for at omfavne og kysse denne
kostbare Crystall, som havde viist mig saa meget, og hvor¬
igiennem jeg saae mig tilsidst som ene Besidder af Au eliæ
Hierte, men i det samme vaagnede jeg, og saae min El¬
srelige forvandlet til en Hoved=Pude. Jndtil Klokken
11 var jeg særdeles glad over denne behagelige Drøm;
da jeg hørte en gammel Kone at sige til en af vone Piger,
at Drømme betyder altid det, som er tvertimod. Jeg
faldt da paa den Tanke, at dersom jeg havde drømt læn¬
ger, kunde jeg maaskee igien have blevet fordrevet af Au¬
relle Hierte enten af en Skiøde=Hund, eller en Penge¬
Pose; og har siden den Tid stræbt at udvikle mig af det
Hierte, hvorudi saa mange ulige Ting kunde rummes.
Og dette er Aarsagen, hvorfor jeg er bleven ung Kark
indtil denne Dag.
Jomfruens Fætter.
Adskillige Jndfald.
D¬
a Hertugen af Boulillon, som Kong Ludvig den
13de nylig havde pardoneret en Rebelliøns For¬
seelse, mødte Cardinal de la Valeite, sagde Cardinalen
til Hertugen: Salige ere de, hvis Synder ere for¬
lædne, hvorpaa Hertugen, som vidste, at Cardinalen
var mistænkt for at have arbeydet paa en Sammenrot¬
telse, som man ikke havde kundet opdage, svarede ham i
samme Sprog: og hvis Synder ere skiulte.
2). De Jtalienske Fyrster har gemeenlig en Deel
nye Omvendte i deres Tieneste. Den sidste Storhertug
af Huset Medicis havde en gandske Mængde af saadanne.
En Engellænder, som reyste engang igiennem Florent;
fandt to af sine Landsmænd i Storhertugens Tieneste.
Hvad Post betiener De her, spurgte han: jeg, svarede
den ene, er HofPræst. Og jeg, svarede den anden: er
Hof Nar.
3) En Advocat skulde engang tale i Retten. Han
var heel blind paa det ene Øye, og halv blind paa det
andet. J det han satte sine Briller paa, og skulde til at
tale, sagde han: jeg skal ey frembringe andet, end hvad
der nødvendig hører til Sagens Opløsning - -- Ey!
min Herre, svarede Contraparten: da maae De og
borttage det ene Glas af Deres Briller, thi det nytter
Dem intet til Oplysning.
4). Calle ordinerer sine Baand, som Philosophen
sine Bøger. J Dag igiennemvandrer hendes Øye de
Violette, i Morgen de røde, og overmorgen et andet
Slags Enhver har sin Fornøyelse: den ene for Nat
bordet, den anden for Bibliotheket
Heraf udgives ugentlig 2 stykker. Prisen er 4 Æt pag Tryk og 6 Mi. pa Pol Phavi for Aærgangen
