efter Moden at blive til Soelsikker hos store Folk, at
gaae, staae, og barke ligesom disse. Jeg har seet Fru¬
entimmer, ligesom det Blomster, man kalder Natskade,
ikkun om Aftenen at aabne sig i deres Elskeres Arme,
men om Morgenen at trekke sig saa fast tilsammen, som
den strengeste Dyd nogensinde kunde giøre. Kan man vel
forarge sig over mig, for jeg har faaet alt dette at see!
jeg har seet den sunde Fornuft at gaae i sin første Barn¬
dom hos Folk paa 40 Aar, som man udgav for Philo¬
sopher, men som virkelig ikke vare andet, end tobenede
Dyr. Jeg har seet Marionettet i Kirkerne ligesaavelsom
paa Skuepladsen. Jeg har fret Begravelser, zirede med
nøgne fyldige Fruentimmer=billeder i en mindre ærbar
Stilling. Jeg har fert Folk at give sig ud for Apostler
og holde aabent Taffel. Jeg har seet Herrer at betale
Ugeviis, andre Aarviis, mange Aarhundredeviis, men
ingen har jeg seet at betale førud Jeg har seet Faar
forvildede, mavre og forsultene, men Hyrden at spadsere,
spise, drikke, blive feed, være lystig og leve ubekymret.
Mange skal neppe faae saa meget at see igiennem Briller
og Kikkerter, som jeg har seet med bare Øyne.
Jomfruens Fætter.
Om Spørge=Syge.
D¬
e skulde neppe troe, mit kiere Selskab, hvor ilde jeg
er plaget af en vis grasserende Syge. En Sygdom,
som ingen Doctor, saa vidt jeg veed, har stræbt at op¬
finde Middel imod. Min Fætterske talede forleden om
Snakke=Syge, at den var saa farlig; men jeg troer vir¬
kelig, at Spørge=Syge er endnu farligere saavel for Pa¬
tienten som for de Nærværende; thi Patienten synes ikke
at kunne blive roelig, førend den med Nyt bliver proppet
lige indtil Nebbet, og den, som skal paetagt sig denne
Cuur, maa besidde en ugemeen Taalmodighed, og en
mageløs Hukommelse. Jeg har et temmelig vidtløftigt
Bekiendtskab i Huus-Familier; men hvor jeg kommer,
spørger og fritter man mig immer om Nyt, ja, man kan
pine mig saaledes for Nyeheder, som en Edderkop en Flue
at jeg tilsidst kan blive saa udpiint, som en Most øse, af
hvilken man med Skruer og Presser afpiner den sidste
Draabe. Nyeheder kan alene holde dem aarvagne,
Nyeheder mætter deres Huuger; Nyeheder slukker deres
Tørst, ja jeg troer, om de end laae paa deres Yderste
kunde de blive friske ved Nyeheder. For nogenlunde at
stille denne deres umættelige Begierlighed efter Nyt, maa
jeg ofte digte, for ikke at lade dem blive gandske fastende,
og aldeles trøstesløse og misfornøyede. Thi lad være,
jeg hører meget, seer meget, og kommer i manges Huse
og paa mange Steder, legger jeg dog lidet paa Hiertet,
af hvad jeg hører og seer. - Jeg kom forleden, efter
Sædvane, til nogle mine gode Venner. Neppe var jeg
kommet ind, førend man spurgte mig: Nu! hvad got
Nyt? Jeg greb til det nyeste, og hastigste, som jeg vid¬
ste, og fortalte dem, at en Spanie=Fahrer havde kuldseilet
i Kanalen ved Holmens Broe. - Hvordan? Det har
ventelig været mørk, saa han ey har kundet see de sædvan¬
lige Stierner, eller og Styrmanden maa have havt Skade
paa Lugtelsen; thi ellers kunde han lettelig have fundet
Coursen over Broen - Hvad mere? man siger, at
Fahrtøyet med en Deel af Takkelasen er bleven berget,
men Styrmanden er endnu ikke fundet. - Jh! det er
visselig noget merkeligt Nyt, at saadant et Fahrtøy er
strandet i det Fahre=Vand! Ellers intet Nyt? Jo, for¬
leden sloges en Russisk Matroes og en Dansk Soldat.
Hvordan? De fik Hug begge. - Jntet mere? En
Russisk Officer skillede Tretten med galante Stokke=Prygl
paa sin Matroses Ryg, saa man kunde see, at de og i det
Land forstaaer galant at føre en Stok. - Ellers intet?
Ney. - Nu hvad mere Nyt? Forleden kom jeg ufor¬
varende over to i Rosenborg Have. - Hvad de? De
sadde i et Lysthuus, og toge Kirsebær af hinandens
Mund. - Ellers intet? De vare saa henrykte i disse
Kirsebærs nydelige Nydelse, at de ikke saae mig, førend
jeg var midt i Lysthuset. - Hvad saa? For ikke at
kiendes, satte han Hatten ned over Øynene, og hun saae
af til den anden Side, imedens jeg passerede igiennem.
Ellers intet? Mine Tænder havde nær løbet i
Vand. - Ellers intet? Ney. - Nu! hvad mere?
Forleden Søndag saae jeg et artigt Syn i Friderichsberg
Have. - Hvorledes? Jeg saae to Duer, som nebbedes
midt i en Gang. Hvordan? Det gik gandske natur¬
ligt til. Jeg blev og noget nysgierrig for at vide, om
de vare tamme eller vilde, og nærmede mig imod dem.
Af hvad Slags vare de da? De vare ventelig en
Blanding af tamme og vilde; thi da jeg kom dem noget
nær, fløy de om i en anden Gang, ellers var Hannen
nok af det vilde Slags; thi han var temmelig liden; men
Hunnen havde en lang Hale ligesom de tamme.
Ellers intet? Hannen kurrede saa sagte, maaskee de vilde
sanke til Rede - Nu! hvad mere? Slet intet.
Jh! De maa dog fortælle noget mere? Ellers intet?
(Nu maatte jeg begynde at digte) Min Gienboe, som er
Brændeviinsmand, har en Koe -- - nu hvad den? Den
fik en Kalv i Gaar, som havde kuns eet Been, men fire
Hoveder. - Lever den endnu? Ney, den døde.
Ellers intet? Ney slet intet. O fortæl! fortæl!
Hvorledes lever deres gode Ven N. N.? Han er død.
Hvad er han død? Ja. - Hvoraf døde han?
Nu skal jeg dog see, tænkte jeg, om jeg kan curere disse
Spørge=Syge) Nu! Nu, hvoraf døde Deres Ven?
Stakkel, han døde, saa Mænd, af lutter Spørge=Syge.
Her taugde de Spørgende, Spørge=Sygen forlod
dem, og jeg slap for denne Gang.
Hraf udgives ugenlig 2 Giykker. pristun er4 Mki paa Tryke ogs Mi paa Pol=Phavin sot Aargugen.
