1767.
Fruentimmer =Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 16.
Fruentimmer=Selskabet.
Huusholdersken.
Om Skampioner.
D¬
enne Vext er nu næsten bekiendt i alle Kiøkkener og
Spise=Kamre For nogle Aar voxede flere, end
Folk skiøttede om; men efterdi Smagen har endog ud¬
bredet sig til Dagleieres Borde, saa ønsker man at der
vilde voxe flere Skampioner. Man veed, at denne Vext
paa en Nats Tid kryber frem af Jorden. Jeg vil ikke
tale om, hvorledes de tillaves, efterdi det er noksom be¬
kiendt, og alle Koge=Bøger ere fulde af den Lærdom.
Jeg vil kun her tale om et Slags Skampioner, som voxer
i stor Mængde, og som kan raade bod paa den Mangel,
som der er paa de hvide Skampioner, siden disses Brug,
og Smag er bleven saa almindelig. Man seer øm Som
meren i Skoven adskillige Skabninger af Skampioner,
saasom: hvide, gule, spettede, brune, sorte, store, bre¬
de, smaae, lange, tynde, smalle, haarde, bløde, beeske,
søde, Vellugtende, og forgiftige. Ved Michelsdags Ti¬
der voxer her i Skovene et Slags Skampioner, som
Bønderne kalder Skurvehatte. De ere haarde og har en
bruun Skal, en tyk hvid Stilk, ere vellugtende; og un¬
der den yderste brane Skal ere de ligesaa hvide, som de
hidtil brugte hvide Skampioner. De voxe hastig op
blive hastig store, og inden et par Nætter og Dage æder
Ormene dem op, eller de blive ubrugbare. Disse brune
Skampioner voxer i stoer Mængde i Tydskland, der spi¬
ser saavel de Fornemme som de Fattige dem, og Bøn¬
derne bringer dem der til Torvs. De ere store, og der
er mere paa en Bruun, end paa ti hvide. En Stilk af
en ung brunn Skampion er bedre end ti Stilke af en
Hvid, efterdi den er større. Man forholder sig ellers
med de brune, som med de hvide, baade i Reengiørelsen,
Kogningen, Syltningen og Tørrelsen, og man benytter
sig af dem paa samme Maade, som af de hvide, og naar
de ere tillavede, kan man ikke giøre Forskiel paa Smagen,
enten de ere af de hvide eller af de brune. De brune ere
meget lækre, naar de ere tørrede. Naar man kommer
disse tørrede Skampioner paa en Ragou, giver de Ra¬
gouen en fortreffelig Smag. Naar de ere reengjorte,
skiærer man dem i Stykker, omtrent som en stoer Valdi
nød, og tørrer dem paa et Bret i en ikke alt for varm
Bagerovn. Hvo som støder og Maler disse tørrede brune
Skampioner paa en Caste=Møle, og somarer datte Mel
i en Blik=Daase, kan bruge det til lækkre Sauser og Ra¬
gouer. Det giver en førtreffelig Smag, naar man kom¬
mer et par Theeskeer fulde i Sausen. Dette veed nogle
Kokke; men de holde det, som en Hemmelighed, for sig
selv. Hvo som vil presse nogle Tønder fulde af de brune
Skampioner, kan lave bedre Søie deraf, end den vi
faaer fra China, og dersom vi ville bruge disse voret
brune Skampioner til Søie, saa kunde vi overlade noget
deraf til Chineserne. Naar de brune Skampiøner kom¬
mer op af Jorden, er Hovedet omtrent som en Valdnød,
Skallen er i det samme mere hvid end bruun. Jnden
24 Timer ere de engang saa store, inden 3 Dage ere de
saa store og vel noget større, end en stor Caffe=Kop, og
Skallen er gandske mørkebruun. Derefter duer de intet.
Om Morgenen tilig er det dest at saulle dem. Her i
Landet er Mængde af dem, og jeg har 2 Mile fra Kiø¬
benhavn med min egen Haand i en Tid af 2 a 3 Timer
samlet en heel Tønde fuld. Hvert Aar samler, sylter,
tørrer og maler jeg nogle af disse brune Skampioner, og
forærer mine Bekiendtere nøgle deraf, som har troet, at
min Foræring befiod i hvide Skampioner, og har aldrig
vidst at min Foræring bestød i Skurve=Hatte, som den
dumme Bonde kalder dem. Naar man vil santle eller
lade samle nogle, saa taaler de ikke, at man kiører dem
en lang Vey; thi formedelst denne Bevægelse bliver de
varme, og strax derpaa bedervede, men de kan taale at
bæres, om det endog var nogle Mile.
Barbeer=Enken.
Om Skampioners Farlighed.
N¬
aar De, min kiere Huusholderske, vil endnu have
flere Skampioner indbragt i Huusholdningen, maae
De forlade mig, at jeg siger, De taler, som en blot og
bar Huusholderske. Min Salig Mand var af langt an¬
dre Tanker om disse Jord=Vexter, og kunde blive bleeg,
naar han skulde spise Skampioner, tænkende paa, hvad
Kircher siger: " alle Svampe, de maae være saa gode,
som de ville, have noget ondt ved sig, og det fattes
ingen paa skadelige Egenskaber. Lad være, at man
end og ikke strax fornam deres slemme Virkuinger, sas
yttre de sig dog med Tiden, dersom de oftere nydes,
paa en lumsk Maade, i det de have en ond Jndflydelse
paa Jndvoldenes Virkning ?. Der ere giftige og ikke
giftige Skampiouer, og Adskillelses Tegnene ere ofte saa¬
umærkelige at en øvet Urtekiender eller Urtegaands=Mand
