Mitri. græ uugun san la uallelut uoman & funuu
conseqvuta est
Forunderligt er det, at uaar Ebulcsrationen af denne
Magnesia evaporeres S. a. at samme ey anskyder andet
end en Tartarus Vitriolatus Sulphureus og noget Sal
Comntune, men de andre Salte merkes ikke Kiendetegn
til, skiønt de har været i Luden, da den med Olev Tartari
blev præeipiteret; men naar denne sure Svovelagtige
Lund med reent Vand uden anden Addition examineres,
befindes de forhen ommeldte Salte derudi, nemlig:
1). Sal Mitabile Nativum!
Dette, som separeres af denne Lund, seer langag
tig og klar igiennemskinnende ud, som det bekiendte Søl
Mirabile Glauberi, og forvandles til et hvidt Puloer
ligesom det udi varnt Luft, men Solutionen heraf i reent
Vand forandres hverken af Oleo Vitrioli eller Oles Tar
tari per deliqvium, ey heller Effereescerer den med nogen
af Delene, hvilket giver tilkiende, at det fuldkommere af
Naturen er satureret, end det ordinaire Sal Mirabile
Glauberi arteficiale.
2) Sal Ebshamense Nativum!
Dette saa kaldede Sal Ebshamense ligner aldeles,
naar det er purificeret, det Engelske Salt, som under det
Navn af Ebson Salt hidsendes, hvorfor det er gandske
troeligt, ati samme Salt er et Sal Naturale, om ikke
af Ebson Salt=Kilde, hvoraf det først har faaet det Navn,
saa dog af den sure Lund, hvorfra det gemene Spise¬
Salt ved Kogning eller Raffinering er separeret.
Mere skal følge.
Den gamle egensindige Ung=Karl
Avertissement.
Om hans bortkomne Hat.
D¬
a jeg forgangen Aftes var paa en Viinstue med
flere baade bekiendte og ubekiendte, og jeg, som var
kommen i dyb Discours med Verten om gamle Sager,
saasom gamle Viine &. var net op den sidste, som gil
bort, befandt jeg, at en af de bortgaaede havde begaaet
en Feyltagelse af Hatte; thi i Steden for mein Lavpulled
og høyskygget Hat, hvorudi tillige var sort Foer og paa
Siden en lille ordinair Knap, forefandt jeg en høypulled
og Lavskygget Hat, hvorudi var hvidt Foer og paa Si¬
den en stoer forskrækkelig extraordinair Knap, og der¬
foruden var de 3 Hiørner paa en forunderlig og kunstig
Maade afknappede og afskaaret. Dersom derfore denne
Forbyttelse er skeet i Uvidenhed, bekiandtgiøres Eyeren
til denne allerkiereste Smule Hat, at den ligger endnu
paa selv samme Sted til Afhentelse; thi jeg vilde heller
gaae barhoved Hiem, end bedække mit gamle Hoved med
faadan en nyemodens Hat, helst da det var klar Maav¬
skin. Skulde ellers min gammeldags dog nye høyskyg¬
gede Hat være falden i saa uskyldige Hænder, at dens
Skøgger ere endnu ubeskaaret, og Knappen u forvandlet
fra en lille til en stoer, bad jeg gierne om dens Tilbagele¬
vering; thi hverken vil eller kan jeg betiene mig af denne
med den store Knap afknappede Hat, saa som det er van¬
skeligere at sette til end skiere af. Men skulde jeg være
saa uheldig, og ikke faae min Hat igien; kader jeg en¬
hver vide, som maatte have Lyst til at ombytte en gam¬
mel nyemodens Hat med en nye gammeldags, at jeg her¬
efter behølder min Hat paa i saadanne Sælskaber, hvor
den kan staae Fare for at blive ombyttet, og jeg vil lee
saa sagte ved mig selv, om man end høyt vil kalde mig
Den gamle Egensindige.
Jomfruens Fætter.
Gammel Vane er ond at aflegge.
D¬
a en, som var hengiven til Drukkenskab, blev af en
Ven for maaet til at aflegge saadan Last, svarede
han, at han vilde see til; men om han traf nogensteds
god Viin, saa vidste han ikke, om han kunde lade det
Af dette og følgende Historse seer man, hvor vanskelig en
gammel Vane er at aflegge. En Mand, som havde taget
en stor Overflødighed af Viin til sig i et Giestedud, blev
derover berøvet alle sine Sandser, og man maatte bære
ham selv tredie i hans Vogn. Hans Kiereste sad hvs
ham i Vøgnen, og Kudsken kiørte til, for at komme til
hans Gaard, som laae noget derfræ. Men imidlerted
begyndte det meget sterkt at tordne, og Lynilden slog hist
og her ned, og foraarsagede en stor Forskrekkelse. Man¬
dens Hustrue blev meget forskrekket, og har stor Omsorg
for hendes drukne Hosbonde og Heere, at der ikke skulde
tilslaaes ham nogen Ulykke i dette hans Fylderie. Og
for at afvende alt Ondt fra ham, saa hun bestandig med
opløftede Hænder til Himelen og bad lydelig til Gud, at
han vilde dog bevise Barmhiertighed imod hende og hen¬
Mand, og ikke i hans Drukkenskab hiemsøge ham med
sin Straf, hvorhos hun lovede, at han i fremtiden og
herefter aldrig skulde drikke sig fuld mere. Nu meente
den ærlige Kone, at hendes Mand søv gandske fast, og
formedelst hans Drukkenskab ikke fornam hvad der gik for
sig, ligesom det ogsaa lod saaledes. Men ikke desio min¬
dre, da han hørte, at hans Kone lovede vor Herre, at
han herefter aldrig mere skulde drikke sig nogen Ruus,
syntes dette Løfte at være ham alt for haardt, og meente
tillige at han aldrig kunde holde det. Hvorover han i en
Hast raabte i Kone! lov ikke for meget.
Tanf udglures ugeeng 2 Exkkr. Fusan e 4 Æi na Frsl. og 6 Æi. paa Pal Favir for Aaraaraa
