14 Staal=grønt paa 3 Pund linnet Garn.
Man tager god Lund, og kommer derudi et halvt
Lod revet Spanskgrønt, lader det smelte vel, og legger
Garnet derudi saa længe, indtil det har taget Farven til
sig. Derefter tager man 2 Lod blaa Bressilie, slaaer
Lund derpaa, og lader det koge en halv Time, helder
Sodden af og koger Garnet lidet derudi, samt lader det
ligge et Qvarter i Farven, saa er det ret,
(Hernæst skal jeg meddele om at farve Uldent.)
Den lille muntre Jomfrue.
Klagemaal over Mandfolkes Hyklerie.
H¬
vad kan bevæge Eder, J Mandfolk! at stryge os om
Munden med eders søde Hykle-Ord? Mene J, at
de Fornuftige iblant os ikke begribe, at under denne Hon¬
ning skiules Brodden af Eders Hensigter, Hvi skal Eders
hykkelske Tunger tillegge os tusinde Fuldkommenheder,
og hvi bryde J Eders Hierner med at udfinde saadanne
Udtrykke, ved hvilke J ofte paa en hykkelsk og overdreven
(men for alle Fornuftige væmmelig) Maade, søge at op¬
løfte os over menneskelige Fortienester, da dog Eders
Skrifter og Tænkemaade i det Alvorlige viser, at J ikkun
ansee os for mindre fuldkomne og fast alene til Tidsfor¬
driv, for Eders Begierlighed, dannede Skabninger? Jeg
vil ey opholde mig over Eders selvtagne og indbildte For¬
trin i Fuldkommenhed, dets Ugrundighed er vel nok be¬
viist af nogle og kunde bedre bevises af mange, men jeg
vil alene tale om Eders Hyklerie. Hvortil nytter Eders
smigrende Udtryk af Gudinde, Engel m. m. Tænke J,
de Fornuftige iblant os ikke kiende sine menneskelige Skrø¬
beligheder alt for vel dertil, at de skulle troe de ere Engler,
eller indbilde J Eder, vi holde os for Gudinder i vor Jom¬
frue=Stand, for derved at tillokkes, ofte at blive virtelige
Slavinder i vor Kone=Stand? Ville J sette os i Lig¬
ning med hine hedenske Gudinder, da giøre J os en meget
slet Tieneste! Jeg for min Part skiøtter aldeles ikke om
at lignes med saadan en løsagtig Skiøge som Venus, jeg
kiender alt for vel hendes Caracter til at troe det var mig
nogen Ære at settes i Ligning med hende. J kunne jo
ikke nogensinde ønske Eder en Venus til Kone, uden at
frygte for en Mars og giøre eder til Vulcani Staldbrø¬
dre. Lige saa lidet kunne J kalde nogen af os en Diana,
uden selv at staae Fare for en Actæons Skiebne. Det
sidste attraar J ikke, altsaa er det første Hyklerie. Den
beste Hevn vort Kiøn kunde faae, var at maale Eder med
samme Maal igien. Men hvorledes vilde det smage
Eder, om J fik et Brev fra Eders Kiereste, med saadanne
overdrevne Udtryk: min Over=Engel, min Vulcanus,
min Actæon, min Afgud, m. m. J maatte jo dømme
os fra Forstanden, hvad skal de Klogere iblant os dømme
om Eder. Vel haver Vanen bedækket denne Feyl for de
Svageres Syn, men den er gandske blot for de mere
Skarpseendes Øyne. Overalt hvortil duer saadant Hyk¬
lerie. Jeg tilstaaer gierne, endeel Eenfoldige kan kildres
ved saadanne Opløftelser, men er det derfor Ret, at J,
som paastaaer mere Fuldkommenhed, skal bruge falske
Vaaben for at bemestre de Svagere? Det kan J sikkert
troe, de Fornuftige iblant os beleer saadan Daarlighed,
og vedbliver at foragte tusinde Caresser og Ordspil af
enhver Mandsperson, som ey har andre Fortienester end
den at kunde hykle, og udskrive alle Romaner, for at be¬
vise han har en Skrue løs i Hovedet - Jeg havde
maaskee neppe faldet paa denne Materie, om følgende
Brev, som mig blev sendt i Gaar, ey havde givet mig
Anledning dertil. Brevet lyder saaledes fra Ord til
andet:
Min allerdeyligste Venus,
Min Gudinde, min Engel - - -
Eller hvad jeg tør kalde Dem!
E¬
t eneste Syn af min Engel, forgangen Aftes i
Maanskin, var alt nok til at sette mit Hierte i
Brand. Mig syntes virkelig, at Maanen tabte en
Deel af sit Skin, saa snart min Gudinde lod sig see
i den Philosophiske Gang. (Jeg er ingen Philosoph,
reverenter talt; thi disse dumme Karle kan gaae der
uden mindste Sands og Følelse,) men da jeg haver en
saa fiin Følelse, at noget, endog det allermindste Hvi¬
de, kan trække mig fra den ene Ende til den anden af
bemeldte Philosophiske Gang, saa kan det jo ikke fal¬
de min allerdeyligste Venus forunderligt, at min dey¬
ligste Engels Glands gandske og aldeles forblindede
mine Øyne. Jeg har skrevet dette som i en Henryk¬
kelse, og jeg venter min naadige Gudindes Svar i de
ømmeste Udtryk over et saaret og af min Engels
Glands giennemboret Hierte. De kan let kiende mig;
thi jeg er net op den, som følger saadanne, som min
deyligste Enge, bestandig i Hælene. Jeg forbliver &c.
Hvad tykkes Dem vel om saadan Skrivermaade?
Mon ikke ethvert fornuftigt Fruentimmer maatte lee af
saadanne Narre, hvoraf vor Alder fremfører en Mængde?
Fredags=Selskabet.
Samleren.
Om det brugelige Spise=Salt. (See No. 17.)
E¬
ffoduur etiam terra Smyrnæ, qvod copiose adve
htur Lutetias Parisiorum loco Cinerum Clavella¬
torum, & pag. 104 Ex plurimis fontibus medicatis,
Thermis & acidolis Sal purissimum alcalinum & simul
Sal medium excoqvitur, atqve adeo in nostris etiam ter¬
ris Sal fixm alcalinum dari, qvod aqvæ elutriant, vix
amplius dubitare licet. Ligeledes haver Monsieur Hellot
udi Franckerige i sine Memoires til det parisiske Societet
foregivet, at det gemene Spise-Salt indeholder et Sal
alcali Verum. End ydermere forsikkrer den habile Berg¬
Physicus og Chymicus Henckel i sin Flora Saturnizante
pag. 287 & 296, at have fundet ligesaadan chrystalli¬
ceret Tartarum Vitriolatum udi den overblevne Salt
Lund, hvoraf det gemene Spise Salt til Tenditz var kogt
og separeret; denne overblevne Luud, skriver han, var lang
Tid sat til Side som unyttig, men omsider med megen
