Forundring befandt deri en Mængde skiøn chrystalliceret
Tartarum Vitriolatum, han kunde heller ikke begribe,
paa hvad Maade den var genereret, eller hvor Sal acali
Vegetabile var kommen i denne Luud, han slatter der¬
for, at enten Jldens Hede, eller Luften har forvandlet
det alcaliske Væsen i Sale Communi til saadant alcali,
siden samme Teudkzer=Salt Lund først blev graderet, og
derefter over Jlden indkogt til Salt, ligesom det Norske,
udi hvis overblevne Lund man og har fundet denne Tar¬
tarum Vitriolatum samt de andre ommeldte Salte.
Man maae iligemaade tilstaae af egen Forfarenhed, at
Luften i Besynderlighed har produeeret dette Salt.
Sriønt dette er tilforladelig vist nok, bliver det dog van¬
skeligt et bevise, at et Sal alcali Verum som det Vege¬
tabiliske nogen Tid kan demonstreres af Sale Communi
eller Mineral=Riget. Vel kan man ikke nægte, at
Sale Commani og fornemmelig i Aphronito findes et
alcalisk Salt Væsen, der i mange Ting udviser sig som
et Sal alcali Vegetabile, men i hvor meget man end
vilde tage det i Forsvar, maae man dog tilstaae, at
samme Sal alcali minerale hverken med Oleo-Vitriol,
producerer en Tartarums Vitriolatum, eller smeleer San¬
den (arenam, til et klart Glas, thi det sexarerer sig fra
det rette Sal alcali Vegetadile og setter sig oven over
Glas=Materien som et Skum, vide: fel Vitri og Aphro¬
nitrum 5te Qvæst. Alisia fattes dette Sal alcali mine
rale meget, førend man kan antage det, for et fuldkommen
Sal alca i Vegetabile: thi Terra Salis Commani er altid
deri kiendelig, og er ikke saa let at separere derfra, eller
at forandre den saaledes, som Naturen paa en meget
subtil Maade udi adskillige Suurbrønde som og udi den
ommeldte Tartaro Vitriolato har gjort.
Mere skal følge.
Den gamle Ung=Karl.
Et rart Exempel paa en Skribent.
L¬
ucil begyndte ikke at skrive, førend han havde lært at
tænke, og han troede, at han ikke kunde tænke ret, før¬
end han var bleven 30 Aar gammel Han skrev Satirer,
men han skrev dem blot af Menneske=Kierlighed. Hans
egne Laster vare derudi hans fornemste Gienstand. Han
var Poet, uden selv at vide, at han var det. Hans Ar
beyde befaldt hans Læsere bedre, end ham selv. En ung
Aviis=Skrivers Dadlen formaaede lige saa lidet at oprore
hans Galde, som hans Venners Roes formaaede at giøre
ham opblæst, Var den førstes Dadlen grundet, saa tak
lede han derfor, at han derved havde givet ham Leylighed
til at forbedre sig. Kom dennes Dadlen derimod af en
hemmelig Misundelse og Had, saa var han høymodig
nok til at foragte den. Naar han blev roest af nogle, saa
undersøgte han først, af hvem. Var det en Nar, saa
blev han lige saa bedrøvet over dennes Roes, som over
den grummeste Beskiemmelse. Roeste de Fornuftige ham,
saa erindrede han sig, at endnu lige saa mange Fornufti¬
ge kunde laste ham. Man har endnu ikke i hans Digter
fundet Skyggen af et utugtigt eller uforskammet Sted.
Han giorde meget slette Drikke=Viser, men høre og
prægtige Oder og Sange om Religionen. Jblandt
andet var og denne een af hans fornemmeste Bestrævelser,
at lære at kiende, at al Ære og vores Navns Udødelig¬
hed var alene at ansee som et Spøgelse i vores Jndbild¬
ning. Man har derfor aldrig mærket hos ham en Be¬
gierlighed efter at blive roest af Efterkommerne i første og
andet Led. Han besad saa lidet af den Stølthed, som
gemeenlig følger med Skribentere, at han ey umagede
sig med at faae sit Navn udbredet og bekiendtgiort hver¬
ken i Engelland eller Frankrige, saa at han var neppe
bekiendt i den Gade, hvor han boede. J hvor stoer Bi¬
fald hans Verker og Udgaver end havde, var han dog ey
at bepæge til at sætte sit Naon paa samme. Jkkun alene
nogle faa Venner af adskillig Smag vidste at han var
Forfatteren, og de havde ikke vidst det, dersom han ikke
havde betient sig af deres skarpeste Critik over hans Udga¬
ver. Han gav hans Forlegger alle hans Arbeyder, uden
at tage Betaling derfor; thi han skrev ikke, naar han var
fulten, men naar Lysten paakom ham til at fornøye sine
Medmennesker, og være dem til Nytte. Han skrev lidet;
men got. Han lod af at arbeyde, førend Verden blev
vant ved eller kied af hans Arbeyde. Hans Satirer har
ikke fortørnet nogen retskaffen Mand, og en Daare eller
Nar har endnu aldrig roest hans Digt eller Poesie.
Jomfruens Fætter.
Om Testamentet.
En Fader efterlod sig tvende Arvinger,
To Sønner, naønlig Jorgen og Chisstopher.
Dog tænk ey disse to var begge Philosopher;
Thi Jørgen var et Faar og Drog.
Christopher derimod var vittig, viis og klog.
Saa stoer en Forskiel til paa Sødskende jo er?
Før Føren døde, han Christopher for sin kaldte,
Og i Vemodighed saaledes til ham talte.
Min Søn! jeg døer, og kan ey uden største Smerte
Forlade dig, du meest mig ligger paa mit Hierte.
Du har Forstand. Jeg seer din Lykke tynd vil blive.
Dog hør, min Søn! i mit Chatol en Æske staaer
Opfyldt med Guld og ægte Ædel=Stene,
Tag til dig denne Skat, behold den selv alene,
Som en Nødskilling, naar dig skievt i Verden gaaer.
Din Broder Jørgen du deraf maa intet give.
Christ opher studsede, og taugde længe,
Ak! Fader, hrød han ud: Naar jeg faaer disse Penge,
Hvor skal da arme Jørgen hen?

Han? sagde Faderen:
For Jørgen jeg er ikke bange.
Man kan jo see det paa saa mange,
Hvorledes Dumhed dem i Verden hielper fort.
Men Vittighed man seer at komme tit til kort.
Hva ltere agrastie : Gæsin. Arsia n. Æ aat Ft an iAt at betegtrt for Arunger
