5). J alle øvrige Ting ville vi allernaadigst, at med
disse saaledes tilkiøbende Degneboliger skal ligesom med de
tilkiøbte Præstegaarde, efter Proportion alt efter foran¬
førte Lovens 2 B. 12 C. 4 A. i alle Maader for
holdes.
Derefter Du Dig allerunderdanigst kan vide at rette,
og naar dette Vores allernaadigste Rstripts Mening Ved¬
kommende kan være kundgiørt, og paa Landemodet til
alles Efterretning oplæst, haver Du at lade samme til
Efterretning og Bevaring udi Stifts=Kisten henlegge.
Dermed skeer vor Villie. Befalendes Dig Gud. Skre¬
yrt paa Vort Slot Fredcusborg d. 8 Maii 1751.
Den gamle vegelsindede Jomfrue.
Om Menneskene:
V¬
erden bliver sig altid selv lig i alle dens Aldere. Jeg
mener Menneskene i Verden; jeg mener Menneske
nes Hierter. De nærværende Tildragelser og hvad som
er skeet for Aartusinde siden, ere mine Beviser. Eens
Drivefiedre, eens Handlinger, eens Følger, eens Hierter,
under Middags Linien og i det iiskolde Norden. Giv
kun Agt paa Menneskenes Ønsker; de ere deres Hierters
Forrædere. Men ikke hos de Slage, som forstiller sig,
men hos Halvmennesker og Børn. Kan du adlyde deres
Ønsker, som du vil betiene dig af, saa er du lykkelig.
Gak ind i deres Ønsker, og du vil vinde deres Hierter
Men vent ikke, at du jo derved vil synde Philet blev
Hovmester hos to unge Herrer, hvis Sindelav han vel
lærte at kiende, for at forbedre deres Hierter, og at re¬
giere dem lykkeligere. Han ledede dem til Ønsker og
vandt dem. - Hvad forlanger den, som græmmer sig?
Er maaskee hans Hustrue død? Ney! derover vilde han
neppe græmme sig. Det er noget sam han anseer vigti¬
gere. Tieneren har slaget det Glas i Stylker, hvoraf
han pleyer at drikke. Saaledes gaaer det til, min Ven!
Du var din Mamas elskelige Son. Alting i Huset
maatte indrettes efter dit Behag. Du opvoxte i Egen¬
sindighed. Den Verden, hvori du nu lever, er ikke meere
dit Huus. Du behager at overveye, at dmne Medmen¬
nesker elsker ligeledes deres egen Vilke. Du kan jo ikke
forlange, at af halvtredsindstyve Ligemænd skal de ne og
fyrretyve rette sig efter en. Og hvor snart gaaer et Glas
i Stykker?
Personer af sande Fortienester bliver Mennesker, og
fortiener vor Overbærelse ved en Skrøbelighed og Svag¬
hed, i sær naar den ey er syndig Jeg vil ikke kalde Kip¬
sius nogen Daare, fordi han saa inderlig elskede sin
Hund Sapphyr, og alvorlig begræd hans Død, giorde
et Liigvers over ham, ja endog berettede dens Dødsfald i
Breve til hans Venner. Jeg vil her anføre en Overset¬
telse af et af hans Breve:
Jeg skriver dette, min Ven! heder det) med et
beklenet Hierte og med vaade Øyne. Jeg skiemter
gandske vist ikke. Jeg maae tilmelde Dem, at min
allerkiereste Sapphyr er død, og tænk endda! en vold¬
som Død. Jeg sender her det Vers, som jeg har gjort
r over ham. Jeg har giort det overmaade nørt, og De
vil derudi kiende min Ømhed, min Sorg og mit Sinds
Adspredelse.
Jeg gad nok seet, hvorledes Condolentz=Brevet var
skrevet, som maaskee er skikket til Svar paa dette Sørge¬
Brev. De fleste Lærde vare i gamle Dage stive og
haardnakkede.
Man straaler over Gierrighed, naar Crispin, som
længe nok har higet efter sine Penge, endelig forlanger dem
igier, da de hører ham til. Man over egge og besvare:
Hvilken er gierrigst, enten den, som forlanger sit eget
igien, eller den, som nøler og vegrer sig ved at give det,
som han er pligtig til?
Hvorledes ak det i Krigens Tid? Da kunde Folk
behielpe sig uden Sølvtøy og prægtige Meubler. De
sendte det hen til skkre Steder, og stiulte det for deres
Fienders Øyne. De bleve i den Tid vante til at føre et
tarveligt Levnet, men nu har de uden Tvivl glemt det
igien.
De som, førend Krigen begyndte, aade deres Brød
i deres Ansigtes Sveed, som tiællede med Høvlen, banke¬
de paa Ambolten, arbeydede i Læder, og 10 an¬
dre Haandverker, Foermænd og Daglønnere, og alle de
som solgte Vahre i Alen=Punde= og Potte=viis, alle disse
fandt Leylighed i Krigens Tid at samle Penge. Disse
nyttige Mennesker for det menneskelige Selskab, som ikkun
vare vante til at spise Streg naar det var Høytidsdage
og ikkun drak Viin paa deres Børns Fødsels Dage, de
begyndte i Krigens Tid at leve op, krøbe efterhaanden
ind i fiint Klæde, Silke og Manchester, kunde ikke meere
mætte sig paa een Ret om Middagen, giorde Viin til
deres daglige Drik, lleve Herrer og Damer, dandsede,
spillede, spottede og bleve forliebte. Dog bleve nogle af
dem endda iloge, og faae til Fremtiden.
Hvor farligt er det dog at være rig? vi ville ikke
besvære os, naar vi ere fattige, eller ikkun have blot dag¬
lig Brød; vi ville i disse Omstændigheder prise det gode
Forsyn, som meget let kan giøre os rige. Og Menne¬
sker, hvad ere vore Hierter, Deri ligger jo Arve=Sæden
til Laster. Den tør ilkun ved at vandes, saa skal strax
Lasterne voxe op til Cedertræer. Vi tør ikkun faae Ley¬
ighed og Penge, og ingen Opdragelse eller Religion have.
Den lille muntre Jomfrue.
Et rart Exempel paa en dydig Pige.
Jeg vil haabe, at følgende korte Historie, der er li¬
ge saa sandfærdig, som den er et rart Exempel, vil være
vore Læsere til lige saa stor Fornøyelse, som den er en
Ziir for vort Kiøn:
L¬
ucretia har i hendes 18de Aak frivillig giftet sig med
den tredsindstyve Aars gamle og heslige Jeronymus.
Hendes Fader, en Kiøbmand, var nær ved, dog uden
hans Skyld, at spille Banqverot Jeronymus havde
de stærkeste Fordringer paa ham. Han truede, at ruinere
ham, dersom han ikke afkiøbte dette Ruin ved hans Dat¬
ters Haand. Lucretia havde allerede erholdet Tilladelse
af hendes Forældre, at elske den unge og dydige Thyrsis;
thi uden deres Tilladelse havde hun ikke engang elsket
ham, eller tilkiendegivet ham hendes Kierlighed, omend¬
