Fredags=Selskabet.
Borgeren i Hovedstaden.
Om Handelen.
H¬
andelen og Manufacturer ere ligesaa fornødne for
Stiten til dens Tilvext, som Regn og Soelskin
for Plenterne.
Handelen, denne Overflødigheds Moder, erstatter
Mangelen paa de Gaver, som Naturen har nægtet Lan¬
det. Den udryster Rigdom over Staten af sit Overflø¬
digheds Horn.
Rigdom avler Magt; ved Magt bliver Staten be¬
skyttet, og dens Rettigheder forsvarede; men Borgerne
bliver desto vissere paa Besiddelsen af deres Handel og
Rigdømme
Handel, Søefart og Manufacturer, disse Velsig¬
nelses Kilder, setter mange Mennesker i Arbeyde og en
nærer dem. Hvor der findes Næring, der vil man
gierne boe, der gifter man sig, og forøger Folkemæng den
i Staten.
Mange Mennesker bruger og meget til Nødtørft og
Beqvemmelighed. Handelen forskaffer dem adskillige
Ting af disse Fonødenheden; ligesom nu Menneskenes
Tal formeres, saa formeres og Handelen med det
samme.
Statens Velfærd bestaaer i mange Undersaatter,
som har god Næring, som kan hielpe den baade personlig
og med Penge; Handelens Velfærd bestaaer i mange
Vahres Afsetning, for med de deraf indløste Penge at
kunde sette mange Mennesker i Arbeyde med nye Vahre,
og saaledes er Statens Velfærd uadskillelig fra Hande¬
lens Velfærd
Kiøbmanden er som Statens Liv, fordi Handelen
af ham faaer sin Bevægelse, og Mennesket af Handelen
Livets Fornødenheder.
Handelen maae være frie; hvor Frihed Hersker,
der drager Kiøbmanden hen, og der forsamler Rigdom
mene sig. Denne Frihed bestaaer paa Statens Side i
Kiøbmændenes Lives og Godses Beskyttelse, i Samvit¬
tigheds Friheds Tilstædelse, i Tilladelse at komme, at
blive, at drage børt igien, i Paaleg af taalelige Afgiv¬
ter, i Retteus og Justitiens hastige Forskaffelse, og i
Indrømmelse af alt det, som kan befordre deres Handel,
og giøre dem deres Ophold behageligt. Jo mere Sta¬
ten vinder ved Fremmedes Handel, desto større Benaad¬
ninger og Friheder maae den lade dem vederfares; men
taber den derved, eller dens Borgere lider derunder, saa
maae den indskrænke og betage dem deres Friheder.
Tvang, Betryk og Chikaner ere de Fiender, som
forjager Handelen, og tvinger Kiøbmanden til, at be
give sig under saadan Beskyttelse, hvor han kan leve fik¬
ker for disse Forfølgelser; og intet geraader Staten saa
særdeles til Skade, som, til disse Fiender at overlade
den, der til sin Handel udvælger de Vahre, hvorpaa
mange Borgere arbeyder; fordi, dersom han for saadan
Aarsags Skyld ophæver og forlader sin Handel, saa sæt¬
ter han ligesaa mange Mennesker, som han har ernæret
dermed, ud af deres Næring, og giør dem fattige, saa
de vel endog formedelst Mangel paa Næring bliver drevne
ud af Landet.
Staten har at betragte Handelen som nyttig eller
skadelig Den nyttige Handel sælger Landets Overflø¬
dig hed for rede Penge til Fremmede, og giør Staten saa
meget rigere, som hine derved bliver giort fattigere.
Jkke alle de Nødvendigheder eller rettere Fornøden¬
heder, som udfordres til det menneskelige Liv, findes i et
Land; et Land er af den ve dædige Skaber blevet for¬
nemmelig velsignet med en, et andet med en anden Gave,
og disse vise Foranstaltuinger, der foraarsager, at det
ene menneskelige Selskav ligesom dependerer af det andet,
forbinder derved desto fastere Venskabs Baandet imellem
dem.
Det, som nu Naturen eller Kunsten ikke har givet
vort Land, maae vi hente fra Fremmede; kan vi tilbytte
os samme for vore Producter, saa henhører denne Han¬
del med til den nyttigste Handel, men maae vi kiøbe det
for rede Penge, saa er det en for Staten skadelig Han¬
del, efterdi den derved for altid taber sine Penge.
Fører man Fremmede Vahre ind i Landet, for igien
at sælge dem til Fremmede, saa nytter man Staten
dermed, og giør den saa meget rigere, som der bliver
vundet paa saadanne Vahre.
Naar fremmede Sælgere kommer til os med deres
Vahre, som de forhandler til fremmede Kiøbere, og giøre
vor Plads til Market og Torv, saa trekker Regieringer
og Borgerne Fordeel af den Mængde Mennesker, som
samles og af deres Drivt.
Staten kan vinde, omendskiønt Kiøbmanden taber;
naar Statens Landsproducter bliver giorte til Penge
iblant Fremmede, eller bliver ombyttede for fremmede
Vahre, hvilke Kiøbmanden med Tab atter igien maae
sælge til andre.
Kiøbmanden kan vinde, og Staten tabe; dette skeer,
naar han kiøber fremmede Vahre for rede Penge, og
sælge: samme igien til sine Medborgere med Fordeel.
At give nogen, uden Jndskrænkelse, den Rettighed,
til at sælge allene, er ligesaa farlig, som at overgive sig
til Fienden paa Naade og Unaade; men Paa en vis Tid
at give saadan Rettighed til den, som ved nye Handel
og Opsindelse skaffer Staten Vindiug og Borgerne Næ¬
ring, paa de Vilkor, at han skal levee sine Vahre af
samme Godhed og til samme Priis, som de ellers kan
fiaes, i et kan kaldes, en Tidlaug at taale et lidet Onde,
for derved at forskaffe sig et bestandigt Gode.
Den, som ved visse Vahres For= og Opløb giør sig
til sammes egen Herre, han giør dem, som behøver
samme, til sine Slaver; og intet er billigere, end at
tage Herredømmet fra hiin, og sette disse i Frihed.
Hvor der findes flere Kiøbmænd, end Aftræk og
Fortieneste, der bliver de tilsidst forarmede; men med
Tiggere er Staten ikke tient: Kiøbmændenes Tal maae
derfor rrtte sig efter Handelens Størrelse og Beskaffen¬
